Fortælle at man er adopteret?

Jeg kom i dag til at tænke lidt over, hvornår man fortæller, at man er adopteret? I hvilke situationer? Til hvem? Og hvorfor fortælle det?

Nu kan man jo ikke se på mig, at jeg er adopteret. Samtidig fylder det en meget stor del af mig, mine tanker og følelser at jeg er. Når folk ikke ved det, føler jeg mig på en eller anden måde ikke hel.

Så jeg har altså lyst til at fortælle det lige så naturligt som at jeg er blevet mor. Der er noget, der stopper mig.

Er det så vigtigt at fortælle? Vil andre synes, at det er en totalt ligegyldig information? Vil det ligge en dæmper på samtalen, hvis jeg åbner op? Og hvorfor er det så svært at fortælle? Er det noget at skamme sig over?

Jeg tror, at jeg holder det tilbage pga. de reaktioner jeg før har fået: " Så er det da dejligt, du har fået sådan en dejlig familie" LUKKET!

Ja, jeg er også rigtig glad for min familie, men det er jo ikke det det handler om. Hvad handler det egentlig om? For mig handler det om at jeg har to familier og en anden start end de fleste har haft. Jeg har en familie, der ikke vil mig og en der vil. Og det handler ikke om, at man skal have ondt af mig. Det handler nok, om at jeg bare har brug for, at folk skal kende hele mig og det er en del af mig.

Jeg forstår også, at man jo ikke aner, hvad der rører sig i mig, når man ikke er adopteret, og derfor kan andre jo ikke sætte sig ind i mit behov for at snakke om det!!

Så vil til at mærke lidt efter, hvor meget jeg har brug for at være åben om det og hvorfor.

Din reaktion på bortadopterede søskende? Se afstemning!

Jeg har tidligere skrevet lidt om, at jeg ikke vil opsøge min halv søster, da jeg er bange for at skabe strid i familien samt at det må være et chok for hende at kende sandheden. Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt, men jeg ved ikke, om jeg en dag ændrer mening.

Hvis jeg en dag ikke er angst for endnu en afvisning. Hvis jeg en dag bare føler det er det rigtige. Hvis jeg en dag ikke tager hensyn til min biologiske mors ønsker. Måske en dag!

Hvis jeg selv fandt ud af at min mor, havde bortadopteret en søskende, uden at fortælle mig det, tror jeg, at jeg ville være meget uforstående. Ikke at en bortadoption ikke kan være det rigtige valg, men at det var en hemmelighed. Derefter tror jeg nemt jeg kunne komme videre og tilgive.

Jeg ved det ikke. Jeg er jo også meget farvet af min egen situation. Er stadig ret træt af at stå i skyggen og ikke gøre hvad jeg virkelig har lyst til. Men tror slet ikke jeg er parat til at face mine følelser ved at tage kontakt.

Hvordan ville du reagere, hvis du fandt ud af, at du havde bortadopterede søskende ???

SE AFSTEMNING!

Hvilken påvirkning har (bort)adoption?

Jeg har i den seneste tid været i kontakt med flere der er adopteret, har bortadoteret eller har adopteret.

Mit indtryk er, at adoption kan være den bedste løsning for de involverede, men det kan også være et valg, som resten af livet vil være svært at leve med - for alle involverede.

Bortadoption kan være den eneste løsning eller det eneste valg for den biologiske mor. Herefter tænker jeg, at man kan vælge at gemme følelserne væk og glemme det eller man kan vælge at stå frem. Bliver man opsøgt af sit barn eller opsøger man selv? Vil det biologiske barn have kontakt? Man skal resten af sit liv forholde sig til sit valg. Det tror jeg ikke er nemt.

Adoption kan blive en mulighed, hvis man ikke selv kan få børn. Der er nogle, som adopterer selv om de selv kan få børn, men det hører til mindretallet. Jeg er sikker på, at de der vælger adoption, vælger det med hjertet og kærlighed og betragter det adopterede barn, som deres eget. Men ligemeget hvad, så er adoption ikke det man ville have valgt, hvis man selv kunne. Så det er en slags 2. valg! Når man så har adopteret, har man så nogle forventninger til barnet, som det måske ikke lever op til? Er det svært at komme over det faktum, at man ikke selv kan? Jeg ved, at adoptivforældre ELSKER deres børn, de rummer og accepterer de børn de får, men det må stadig være en anderledes opgave at tage et barn til sig med en fortid man ikke kender følgerne af.

Når man er adopteret, kan man have mange ting med i bagagen afhængigt af alder og hvor man kommer fra. Det kan være svært at knytte sig til forældrene, det kan være svært at skille sig ud pga. udseende og det kan være svært at have følelser, som andre ikke forstår. Så er spørgsmålet om man skal opsøge den biologiske familie, om man skal være taknemmelig over at være adopteret eller om man er god nok, siden den biologiske mor ikke ville én...?

Alle disse spørgmål kan jo variere fra næsten ikke at fylde noget til at fylde meget. Jeg er overbevidst om at mange, der er involveret i adoption, har det godt og lever et liv med kvalitet. Jeg mener dog også, at man på en eller anden måde må være påvirket og jeg synes, det er vigtigt at være åben omkring, så det ikke bliver noget man går alene med. Om man så bortadopterer, adopterer eller er adopteret,

"Barnet ingen skal kende til"

"Barnet ingen skal kende til" er en artikel fra Kristelig Dagblad. En anonym fortælling fra en adopteret kvinde, som bliver afvist, da hun kontakter sin biologiske mor.

Barnet ingen skal kende til

Se også artikel under links.

En lykkelig barndom

Det jeg skriver her i min blog, er de tanker og følelser, som jeg ikke føler andre forstår eller som jeg ikke er god til at dele med andre, da jeg føler mig ret "anderledes".

Derfor er størstedelen ret negativt betonet, også i forhold til mine forældre. Det er her, jeg kan komme ud med det og få luft. Og jeg får virkelig luft her. Det er rigtig dejligt at kunne være fuldstændig ærlig her og ikke lægge skjul på noget. Måske også derfor jeg er anonym!

Jeg har haft en tryg og lykkelig barndom sammen med mine forældre, som gjorde alt, hvad de kunne for at min bror og jeg havde det godt. De har smidt alt, hvad de har haft i hænderne, hvis vi havde brug for hjælp. 

Jeg har så haft noget med i bagagen, som de ikke har været udrustet til at få øje på, da man dengang ikke gik på forberedende kursus osv., når man adopterede. Og jeg har været ekspert i at skjule det, når jeg havde det svært, så vil med dette indlæg fortælle, at jeg ikke kunne have haft en tryggere barndom samt at jeg godt kan forstå at det har været svært at forstå, hvor jeg kommer fra.

Dermed mener jeg også, at det er utroligt vigtigt, at man bliver forberedt, når man adopterer. For om man så er 4 mdr eller 3 år, når man kommer til sin nye familie, vil der være noget med i rygsækken pga. en anderledes start på livet, som nogle gange kræver noget støtte og forståelse.

Tanker til Masho og alle andre i den situation!

...at have noget at leve for...

Jeg har så mange ting, der er vigtige i mit liv og som er værd at leve for.

 

Min datter, min kæreste, min familie, mit helbred, mine fritids interesser, mine dyr, mine venner, mit job og sikkert meget mere. Ja selv det at være adopteret, ville jeg ikke undvære, da det har gjort mig til den jeg er.

 

Hvis jeg mistede noget af dette eller det meste, ville jeg så stadig sætte pris på livet? Jeg ved det ikke...

 

Jeg skriver dette, da jeg for nogle dage siden, mødte konen til min tidligere arbejdsgiver, som døde for nogle måneder siden og vores samtale satte mange tanker i gang og jeg fik sådan lyst til at fortælle om det her.

 

 

Jeg var personlig hjælper hos denne mand, da jeg studerede. Han led af svær sclerose og kunne, da jeg stoppede, ikke bevæge sig, ikke tale, ikke spise og ikke trække vejret selv. Han  kunne ingenting.

Alligevel oplevede jeg, at han havde livskvalitet og masser af mod på livet. Han kommunikerede ved mundaflæsning eller hjælpemidler. Og det var sådan set det, han selvstændigt kunne.

 

Hans kone fortalte mig, at selv til aller sidst, var hans ønske at blive genoplivet, hvis der skete ham noget. Han levede for sin familie, sit hjem, sine værdier osv.

 

Jeg synes, det er så flot, smukt, tankevækkende, prisværdigt og det har gjort, at jeg lige har stoppet op og tænkt lidt ekstra over mit liv.

 

Han lærte mig meget i forhold til at sætte pris på de små ting, da jeg arbejdede der, men at han helt til det sidste, stadig så værdi i livet uden at kunne deltage aktivt, synes jeg er imponerende. Jeg kan ikke engang finde det rigtige ord for det.

 

Tror bare at dette indlæg er til ære for ham og hvad han har lært mig.

 

 

At (for)vente uden at ville det

Angst, mindfulness og meditation

Jeg lever med angst.

 

 

 

Ja jeg vil lave et indlæg om angst, da jeg før har nævnt angst i mine indlæg. Jeg vil ikke sige, at jeg LIDER af angst. Jeg tror bare, at jeg vil kalde det at leve med angst eller have angst.

 

Jeg har levet med angst hele livet. Social angst har været det som har fyldt mest og startede meget tidligt. I folkeskolen var jeg den stille pige, som aldrig sagde noget. Jeg havde veninder, men kunne ikke selv lave nye venskaber.

 

Jeg havde en lang periode med ondt i maven de første år af folkeskolen. Mine forældre har fortalt, det startede tidligt morgen, hvor jeg græd og græd over ondt i maven og jeg fik så lov til at blive hjemme fra skole. Lidt op af formiddagen var det så væk igen, når jeg ikke skulle afsted.

 

Jeg var indlagt i nogle uger til undersøgelse, hvor de intet fysisk kunne finde og mine lærere udtalte at jeg fungerede fint psyksik, så det blev til diagnosen "nervøs tarm".

 

De fandt aldrig ud af at det var angst.

 

Da jeg kom i puberteten, blev det værre. Jeg kunne intet sige i klassen, havde svært ved at finde nye venner og jeg holdt mig bare til de gamle veninder i troen på, at alt var som det altid havde været. Mine gamle veninder fandt jo nye venner og nye veje. Jeg holdt mig bare til dem. Hjemme lod jeg som om alt var godt.

 

I gymnasiet havde jeg det rigtig skidt. Sagde ingenting i klassen og havde kun få jeg kunne snakke med. Stadig holdt jeg mig til de gamle veninder hjemme og mine forældre vidste intet om min angst.

 

Jeg flyttede til en større by for at læse og her eskalerede min angst. Jeg havde svært ved at trække vejret og var ved læge, som  heller intet kunne fysisk finde. Det beroligede mig lidt, da jeg var sikker på, at jeg fejlede noget.

 

Efter et års tid med fysiske symptomer, hvor jeg ud af til havde det fint, brød jeg pludselig sammen og var angst for at fejle noget alvorligt, da jeg havde meget svært med at trække vejret.

 

Efter flere undersøgelser, måtte min læge fortælle mig, at det nok var angst... Jeg kunne slet ikke tro på, at angst kunne udløse så mange fysiske symptomer. Men det kunne det.

 

Det hjalp rigtig meget at få sat ord på. Jeg har siden brugt flere år hos en psykolog, der arbejder inden for adoption og jeg er næsten ikke besværret af min angst længere. Før kunne den næsten lamme mig. Nu mærker jeg den engang imellem.

 

Udslaget for denne udvikling har været meditation og mindfulness. Det er jo meget moderne for tiden og mindfulness ses i mange afskygninger. Men for mig har det virkelig været en vej ud af angsten. Jeg slipper nok aldrig af med den, men når den ingenting fylder, generer den næsten ikke.

 

 



Et år som mor - det smukkeste og det sværeste

 

Det er et år siden, jeg fødte min dejlige datter!

 

 

 

Det har været et år med op- og nedture. At bære et lille liv i maven, føle spark, føde, amme, passe på og elske min lille baby har været det mest fantastiske og smukke jeg har oplevet i mit liv. Hun betyder ALT for mig og jeg håber, at jeg kan være den bedste mor for hende.

 

Samtidig har det været et år, hvor jeg har været nødt til at konfrontere nogle sider og følelser, som jeg længe har gemt væk.

Jeg har været igennem følelsesregistret med følelser af svigt og sorg ang. min egen start på livet.

 

Jeg har, i bestemte perioder af min datters liv, måtte gennemleve følelser af at blive svigtet af en mor, at savne en mor, angst for selv at svigte, angst for at min datter vil føle sig svigtet og den største følelse har været sorg over en mistet mor.

 

Ja det lyder sikkert langt ude, for hvordan kan jeg føle dette, når jeg kun var 4 mdr, da jeg blev adopteret. Jeg er også selv både overrasket, skræmt og forundret over mine følelser, men de er der og jeg bliver nødt til at lade dem være der og ikke gemme dem væk!

 

Lige for tiden oplever jeg at føle sorg over, at have mistet min mor. Da jeg brød kontakten over mail med min biologiske mor, reagerede jeg ved at lade som om, det var ok og at jeg havde det fint nok med det. Men min største frygt var jo blevet til virkelighed og selvfølgelig var jeg ikke okay.

 

Mine forældre ville jo helst høre, at jeg havde det godt og at min biologiske mor ikke fyldte for meget i mit liv, så det gav jeg udtryk for. At de så siden hen ikke har kunne rumme mine stærke følelser efter jeg er blevet mor og at jeg ikke har følt nogen støtte i forhold til det, giver mig også følelsen af at have mistet en mor.

 

Det er meget stærke følelser, som gør ondt. Det der gør mest ondt, er at stå alene med det og at jeg ikke kender nogen der har været igennem det samme. Det gør det diffust og jeg tvivler nogle gange på mig selv... om jeg virkelig kan tillade mig at føle sådan.

 

Jeg er bare kommet frem til, at jeg SKAL føle sådan. Jeg skal gennemleve det, så det ikke sætter sig fast. Ønsker bare det ikke skulle gøres uden forståelse fra dem der betyder mest og er en del af det.

" Hun er ikke pylret, hun kommunikerer!!! "

Det er det MEGET vigtigt for mig, at min datters signaler bliver forstået rigtigt eller rummet af omgivelserne, så hun ikke føler sig misforstået eller føler at det ikke er i orden at have det som hun har det.

Det er noget, som fylder rigtig meget i mig. Er det fordi jeg ikke selv føler jeg er forstået og rummet ? Ja det er det sikkert! Og det rører sig helt vildt for tiden.

Min datter er en rigtig glad pige, som de første mange måneder af sit liv kun græd, når hun var sulten, skulle have skiftet ble, var træt osv. Senere har hun haft nogle udviklingsperioder med humørsvingninger, men ellers stadig en glad pige.

Når hun græder med eller uden tårer, brokker sig, er indelukket osv. er min tilgang til det at det er hendes måde at kommunikere på indtil hun får et sprog.

Græder hun med tårer, er hun selvfølgelig ked af det og bliver trøstet. Græder hun uden tårer, brokker sig eller er indelukket, gør jeg hvad jeg kan for at finde ud af hvorfor.

Vil hun ikke være social lige nu -  så skal hun ikke!
Vil hun ikke være hos bedstemor lige nu - så skal hun ikke!
Har hun brug for at være lidt sur - så er det også ok!

Jeg prøver at trøste hende og rumme hendes reaktioner.

Jeg oplever at generationen over mig bruger ordet "PYLRET" en del!

-"nu skal du ikke være pylret!"
-"ja du skal da bare begynde at tude!"
-"Det skal du ikke pylre over!
- Osv.

Det gør ondt på mig, at se min datters signaler blive overset og at hun bare stemples som pylret, da jeg tænker at det da er hendes eneste måde at kommunikere på. Vi skal da ikke tilbage til "børn skal ses, men ikke høres?" ???

Ja og hvorfor siger jeg så ikke fra? Fordi jeg altid har haft svært at sige fra OG da dette handler om min kære svigerfamilie!!

Min kære svigerfamilie er de sødeste mennesker MEN de er kort beskrevet meget generaliserende, ikke interesseret i udvikling, tror på sandheden bliver sagt i TV osv. og der er så heller ikke sket så meget siden de selv fik børn.

Så lige nu går jeg og prøver at finde ud af hvordan jeg på en pæn måde, kan få sagt at når min datter snart begynder at kunne forstå, hvad de siger, så skal hun ikke tysses ned for når hun kommunikerer eller stemples som pylret... Men hvordan gør jeg??

Ved jeg kan gøre det, når det tager overhånd, men er bange for det ikke kommer så pænt ud....

Vinterstemning

 

Hvor var det dog fantastisk vejr i morges at stå op til!

Alt var hvidt, det var koldt og fantastisk at trække det kolde luft ned i lungerne. Alt var så smukt og idyllisk.

 

Længe siden jeg har kunne være så nærværende og bare nyde at være.

 

 

En fremmed fremmedhed - artikel

Jeg har tidligere i min blog beskrevet, hvordan jeg har følt og stadig føler mig anderledes og føler at jeg ikke hører til. Måske fordi man ikke kan se på mig, at jeg er adopteret og derfor bliver det noget, som kun foregår inde i mig og som andre ikke kan sætte sig ind i. At jeg samtidig føler dårlig samvigtighed over at have det sådan for

JEG HAR DET JO GODT.

 

Jeg er faldet over en artikel af Lotta Landerholm, som handler om hvordan adopterede og indvandrere kan føle denne fremmedhed og føle at man ikke hører til.

Hun beskriver, hvordan det bliver en kamp indvendigt, når det ikke kan ses udvendigt.

JEG HAR DET SÅDAN

 

og artiklen får mig på en eller anden måde til at føle det mere i orden, at jeg har det sådan. Måske fordi jeg altid har følt mig alene med disse følelser og selv om jeg nu er voksen, så er der stadig områder, hvor jeg føler mig som et lille barn, der ikke vil skuffe mine forældre!

 

Læs artiklen hvis du også har svært ved at sætte ord på, hvad der sker inden i, men bare føler der er noget der er anderledes i forhold til at være adopteret - en fremmedhed!

 

Se artiklen under LINKS.

 



Min angst for dagpleje start og stor respekt til enlige mødre!!

Det er lang tid siden sidste indlæg. Jeg har været optaget som MOR på fuldtid, da min datters far har arbejdet på Sjælland og dagplejen har været lukket. Så STOR respekt til enlige mødre, siger jeg bare!!! Inden jeg blev mor, anede jeg ikke at alt min tid ville kunne udfyldes med at passe min datter... men det kan den.

Da hun så oven i købet har lidt seperationsangst og vil hænge på mig HELE tiden, så er tiden bare gået.

Min datter startede ellers i dagpleje for 2 måneder siden. Det var bare rigtig hårdt... for mig!! Hun tog det rigtig flot og efter en lille uge, føltes det som om hun var faldet til.

Allerede ugen op til hun skulle starte, kunne jeg sidde og tude over at jeg skulle forlade hende et sted hun ikke var tryg eller kendt. Det gjorde SÅ ondt på mig. Jeg kom jo til at sammenligne min egen angst eller sorg over at blive forladt, som jeg altid har haft.

Jeg var sammen med hende i dagplejen 2 dage og da hun så skulle afleveres for at være der selv, blev det hendes far der måtte gøre det, så hun ikke skulle blive påvirket at min sindsstemning.

Den første uge følte jeg at jeg havde svigtet hende, at hun følte sig svigtet og forladt samt at det bare ikke var rigtigt.

Da jeg ligesom kom igennem alt dette, var det ret tydeligt at det var min egen angst for at blive forladt som spillede ekstra ind. For selvfølgelig er alle mødre  kede af at aflevere første gang i dagpleje.

En klog mand har fortalt mig, at når man er adopteret og på en aller anden måde er påvirket af det, kan graviditeten og det at blive mor, gøre at man får sine issues bearbejdet. Det at man oplever en graviditet, at blive mor og de forskellige følelser, gør at man kommer igennem en masse, som minder en om sig selv i den alder. Jeg har selv oplevet SÅ mange stærke følelser det sidste halvandet år, som jeg er overbevidst om der stammer fra min egen start. Ikke at jeg kan huske det, men følserne fra dengang blusser op igen.

Jeg tror på, at jeg får bearbejdet en masse i de hårde perioder, da jeg kan mærke på min socialeangst, at den ændrer sig til det bedre.

Min egen historie - min biologiske far

Jeg ved ikke hvem min biologiske far er og finder nok aldrig ud af det!

På udskriftet fra kirkebogen, som jeg fik tilsendt med oplysninger om min biologiske mor, stod der ingenting om min biologiske far. Der stod: XXXXX.

Mine forældre fik at vide på børnehjemmet, at min biologiske mor var ung og havde et forhold til en ældre mand.

Min biologiske mor skrev til mig, at min biologiske far var ung, tysker og han arbejdede i Danmark. Deres forhold endte og hun flyttede fra byen. Han vidste ikke, hun var gravid og ved derfor ikke jeg lever.

Min biologiske mor kunne fortælle hans fornavn. Et tysk eller øst-europæisk navn.

Hun kunne desværre ikke huske efternavn, hvor han kom fra, hvilken slags håndværker han var eller noget som helst! ...  det virkede jo også rigtig troværdigt. At man helt glemmer den person man har fået et barn med.

Jeg kan udemærket forstå, at man ikke vil fortælle en person, at man forresten bortadopterede hans barn for 30 år siden. Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan være ærlig.

Sjovt nok var min biologiske mor venner med en mand på facebook med det navn. Han var så ikke tysker men fra øst europa og boede i Danmark.
En dag var jeg så desperat, at jeg kontaktede ham. Vi skrev lidt sammen og til en start troede han, at det evt. kunne være ham. Uden jeg vidste det, kontaktede han så min biologiske mor og skrev derefter til mig, at han var den forkerte med det navn, at det ikke passede med årstallet og at min biologiske mor havde sagt, at hun kun havde én datter og hun boede hjemme hos hende....

Tak for kaffe!!

Så jeg finder nok aldrig ud af hvem han er. Det gør mig egentlig ikke så meget. Det der gør mig trist er alle de løgne, hemmeligheder, at jeg er en hemmelighed og at jeg ikke selv har noget valg i alt dette!

Men den viden jeg nu har, er meget bedre end slet ingenting at vide, så har ikke fortrudt at jeg har prøvet at finde mine biologiske forældre, tværtimod! Det har gjort mig meget stærkere og mere moden, selv om det har været hårdt så længe det stod på.

Sporløs - romantiseret??

Jeg så "Sporløs" i går, hvor en ung mand fandt både sin biologiske far, biologiske mor og ti biologiske søskende. Jeg tudede lige fra det første knus til programmet var slut.

Programmet har altid rørt mig meget. Der er sikkert mange i den danske befolkning, som lige fælder en tåre, når den bortadopterede datter eller søn genforenes med en eller flere fra deres biologiske familie.

Min bror opsøgte hans biologiske familie før jeg gjorde. Hans eventyr startede lige så lykkeligt, som man ser det i "Sporløs". Hans biologiske mor tog imod ham med åbne arme og erklærede hendes kærlighed med det samme. Det samme gjorde han. På få måneder var deres forhold gået fra ikke at kende hinanden til at være mor og søn. Det gik meget stærkt, og nok for stærkt, for pludselig trak hans biologiske mor sig. Derefter gik det op og ned med perioder uden kontakt og perioder med megen kontakt. De har nu fundet ud af hvordan deres forhold er til hinanden og de har kontakt over telefonen og ser hinanden et par gange om året.

I "sporløs" ser man altid det lykkelige møde og det er rørende. Man ser aldrig, hvordan det bliver, når hverdagen banker på.

Min egen "sporløs" endte ikke som på tv. Alligevel ser jeg "sporløs" hver gang. Jeg tuder, når en deltager finder sin biologiske far, mor eller andet familie. Jeg er så glad på deres vegne, at de må have lov til at mærke et velkomst knus og opleve at føle sig ønsket. Måske er det mine egne behov og følelser der påvirker, men selv om "sporløs" er romantiseret og følelsesporno, så kan jeg ikke lade være med at se det.... og blive rørt!

Mit første hjem - Skodsborg

Efter at have været en del igennem mht til at være adopteret - her at opsøge min biologiske mor, være gravid og blive mor, havde jeg en rigtig rar oplevelse ved at besøge Skodsborg.

Jeg kender ikke historien fra min fødsel - om jeg blev taget fra min biologiske mor med det samme eller hvad der skete, men jeg var nogle dage på hospitalet. Herefter blev jeg hentet til Skodsborg Observationshjem, hvor jeg boede i ca. 4 måneder inden mine forældre hentede mig.

For nylig var jeg på Nord Sjælland og havde muligheden for at se børnehjemmet. Det er nu lukket, desværre, men det var muligt at køre dertil og se det. Det ligger på Strandvejen i Skodsborg, ret afsides fra vejen, men med den smukkeste udsigt lige ned til vandet. En rigtig flot og charmerende gammel villa.

Jeg havde forestillet mig noget helt andet. Jeg havde nok forestillet mig, at det var mere institutions agtigt. På en eller anden måde gav det fred og glæde at se dette sted. At det var så idyllisk og fint og jeg kan nu på en eller anden måde, se det som starten af mit liv og ikke kun bortadoptionen.

Jeg har nogle udskrifter fra min journal fra Skodsborg. De første gange jeg læste dem, tuede jeg. Jeg syntes, at det var så rørende at læse om mine første dage, da der jo aldrig var nogle der havde eller kunne fortælle om det.

Efter jeg selv er blevet mor, er alle de små fremskridt og småting omkring min datter bare så vigtige, så nu betyder disse journaler endnu mere for mig. Dejligt at læse om mig selv, når mine tanker fra dengang altid har drejet sig om bortadoptionen.

Hvorfor ikke bare sige det som det er??

Jeg bruger den her blog til at komme af med alle de sørgelige og negative følelser og tanker jeg har om at være adopteret.... Bruger den, da jeg ikke vil belaste andre med det. Bruger den, da jeg ikke føler, at jeg kan tillade mig, at have det sådan her og fortælle frit om det?

Hvorfor kan jeg ikke det? Hvorfor skal det være en hemmelighed, at det faktisk gør ondt at blive bortadopteret? At det faktisk sætter en del følelser i gang, når man selv bliver mor? At jeg faktisk tænker på, at jeg er adopteret hver dag i en aller anden form....

Er det fordi, man burde være lykkelig over at være kommet til sådan en kærlig og god (adoptiv) familie? Så burde man da ikke have det sådan? Er det fordi man ikke kan se det på mig? Er det fordi man for 30 år siden ikke vidste hvilken effekt en bortadoption har på et lille barn og derfor ikke havde fokus på det dengang? Eller er det bare fordi jeg ikke selv vil skille mig ud og prøver at passe ind?

Jeg tror, at det er en blanding af, at jeg er opvokset med, at man ikke taler om følelser og at jeg ikke vil skille mig ud. Jeg tror på, at hvis man ikke taler om det, så vokser det sig bare større og større. Mit mål er, at kunne tale frit om det uden at føle dårlig samvittighed og uden at det føles som et tabu. På den måde vil det heller ikke fylde så meget mere... Arbejder mig den vej, men stille og roligt.

Min egen historie - min halv-søster

Selv om det var en sparsom kontakt jeg havde med min biomor, fik jeg alligevel nogle oplysninger, jeg blev glad for.

Det viste sig, at jeg har en 10 år yngre halv-søster. Jeg har altid gerne villet have en søster og derfor var det en dejlig nyhed. Samtidig blev jeg også trist, da hun slet ikke ved, at jeg eksisterer. Og vil hun nogensinde få det at vide? 

Jeg tror aldrig, at jeg vil kunne kontakte hende, selv om jeg inderst inde gerne vil.

For det første, fordi jeg ikke vil lave rod i deres familie. For det andet, kan jeg ikke forestille mig, at vi kunne have et godt forhold, så længe min biomor ikke vil have kontakt. En tredie ting er, at bare fordi man deler gener, er det jo ikke sikkert, at man har noget tilfælles..?!?!
 
Uden at gå i detaljer, har det dog vist sig, at vi har lidt tilfælles. Hun har været lidt i medierne, har en blog, er på facebook mm, hvor jeg har lært hende lidt at kende på afstand.

Og det er da mærkeligt at vide, at hun er derude, ikke ved jeg lever og at jeg så engang imellem lige tjekker, hvordan det går med hende...?! Det kan jeg ikke lade være med, selv om jeg føler mig ret stalker-agtig!

Men hvad kan jeg gøre?

Sidder på sidelinjen og har lyst til at råbe HER ER JEG!!!
Men jeg gør det ikke! Og hvorfor gør jeg det ikke? Er det af respekt for min biomor? Er det fordi, jeg er bange for, at hvis jeg gør det, så vil hun kunne lide mig endnu mindre? Jeg er bange for at det er den sidste sætning, som er den rigtige...

Håber at jeg engang finder ud af hvad JEG vil og finder ud af at

jeg er stjernen i mit eget liv!

Min egen historie - tanker om bortadoption?

Jeg vil lave en fortsættelse til mit sidste indlæg, hvor jeg skrev om den kontakt jeg havde med min biomor over mail og som tilsidst stoppede.

I det indlæg ser jeg det udelukkende fra min side og hvordan jeg oplevede det dengang. Jeg havde SÅ mange følelser indvolveret og jeg ville så gerne, at hun havde taget imod mig, så jeg kunne slippe af med min evige følelse af ikke at være noget værd. Det påvirkede selvfølgelig min måde at kommunikere på, hvilket sikkert både var skidt og godt.

Jeg prøver også at se det fra hendes side. Jeg ved ikke, hvad der er sket i hendes liv og hvad baggrunden for bortadoptionen i virkeligheden er. Jeg kan, nu hvor jeg selv er blevet mor, slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være at give sit barn væk.

Hvis man bortadoptere sit barn, bliver man så nødt til at lukke ned for følelserne? Kan man føde et barn uden at have følelser involveret? Kan man gemme følelserne så langt væk, at man ikke føler noget? Når man har bortadopteret sit barn, føles det så ikke som ens eget længere? Ja der er mange spørgsmål og jeg har ikke svarene. Jeg er sikker på, at det ikke er nemt at bortadoptere.

Nogle biologiske mødre vil slet ikke have noget med det bortadopterede barn at gøre og afviser det. Andre biologiske mødre tager imod det med åbne arme. Det var de to scenarier, jeg troede jeg kunne komme ud for, da jeg opsøgte hende.

Jeg oplevede så noget midt imellem og det havde jeg det svært med at finde ud af. Set fra hendes side, kan det være, at hun et sted gerne ville have kontakt, men at det var for svært, da ingen kendte til mig eller af andre grunde.

Jeg har tænkt situationen om og om igen, da jeg gerne ville finde en god grund til, at hun ikke ville mig. Men det kan jeg ikke og jeg behøver det heller ikke længere.

Så en adoption kan være en svær ting som vil påvirke hele livet og ikke bare stopper, når adoptionen er gået igennem. Jeg tror ikke kun det er den adopterede som kan være påvirket, men også de biologiske forældre og adoptivfamilien.

Det behøver ikke påvirke negativt, men jeg tror, at det på en eller anden måde vil have en påvirkning for alle tre parter, negativt eller positivt.

Min egen historie - kontakt med biomor

Vil nu prøve at fortælle lidt om, hvordan kontakten med min biologiske mor var. Jeg sidder her og har slettet nogle linjer et par gange, for der er så meget at skrive, og det er lidt svært at finde ud af, hvad jeg skal starte med. Men jeg prøver og håber det er til at finde rundt i og forstå.

Da jeg modtog mailen fra min biomor om, at hun ikke kunne sende til min mail, skyndte jeg mig at sende hende en anden mailadresse at skrive til.

Desværre hørte jeg så ikke fra hende igen. Så jeg måtte igen, skrive til hende. Jeg skrev, at jeg ikke ville være påtrængende, men jeg havde brug for afklaring. Jeg skrev, at jeg gerne ville have lidt oplysninger eller have at vide, hvis hun ikke ville have kontakt. Jeg spurgte, hvordan hun havde det med, at jeg havde opsøgt hende.

Der gik nogle uger inden, der kom svar. Hun svarede, at hun ikke så ofte tjekkede sin mail og jeg bare kunne spørge, så skulle hun nok svare....!

Det er bare løgn, tænkte jeg. Jeg havde stillet en del spørgemål, som hun  jo bare kunne svare på og hun vidste jo også, at jeg havde skrevet til hende, så mon ikke hun så tjekkede sin mail...

Det var ret så frustrerende. Sådan gik det lidt frem og tilbage. Jeg skrev en masse om mine følelser, og at jeg gerne ville hende, men også ville acceptere, hvis hun ikke ville. Hun skulle bare sige til. Og igen spurgte jeg, hvordan hun havde det med, at jeg kontaktede hende.

Disse spørgsmål fik jeg aldrig svar på. Jeg ved ikke, hvordan hun havde det med, at jeg kontaktede hende. Jeg ved ikke, hvordan hun havde det med, at jeg blev bortadopteret. Jeg ved ikke, hvordan hun har det med, at vi havde lidt kontakt og nu ikke har.

Jeg skrev, at jeg ikke ville blive ved med at skrive, da jeg ikke følte hun ville have kontakt og skrev igen en masse spørgsmål.

Nu fik jeg svar. Jeg fik svar ang. min biologiske far, søster, familie, hvorfor jeg blev bortadopteret mm. Hun skrev det uden at beskrive, hvordan hun havde det med det. Hun skrev fx bare, at jeg blev bortadopteret, fordi hun var gået fra min biologiske far, havde fået læreplads og var flyttet PUNKTUM.

 

Jeg ved ikke, om det er mig, som forventede for meget, men jeg havde sådan brug for at vide, hvor hun stod i det. Jeg ville næsten hellere have en afvisning istedet for kolde facts.

 

Hun tøede lidt op på et tidspunkt og skrev, at hun gerne ville have kontakt, bare det var stille og roligt. Vi blev så venner på facebook og så stoppede det så også der. Hun blev igen ret afvisende og det var rigtig svært. Igen ville jeg hellere have en afvisning, så der var noget at forholde mig til, istedet for ikke at vide hvor man står.

Det sidste jeg hørte fra hende var: "Jeg vender tilbage". Det er så 2 år siden og jeg venter endnu... Nej det gør jeg egentlig ikke. Jeg har sluttet fred med, at det er gået som det er. Det var bare hårdt da det stod på og jeg ville da ønske, at vi havde haft en bedre kommunikation.

Jeg vil skrive om min biologiske søster og far en anden gang.

At blive mor - graviditeten

Jeg har, indtil for nogle år siden, været sikker på, at jeg aldrig skulle have børn. Børn havde aldrig rigtig interesseret mig, og når jeg fx var på barselsbesøg og babyen gik på tur, håbede jeg altid, den ville springe over mig.

Der skete så en masse i mit liv, hvor det gik op for mig at jeg virkelig ønskede en familie. Tror jeg har skubbet det ønske og den tanke så langt væk, da jeg selv er blevet bortadopteret af hende som skulle have været min mor. Jeg har nu en dejlig mor, men det har altid sat i mig, at jeg er blevet givet væk.

Graviditeten var hård fysisk, men den var endnu hårdere psykisk. Jeg var inden blevet "advaret" af min læge, som sagde, at når man er adopteret og gravid, kan der dukke en masse op, som andre gravide ikke oplever. Det gjorde der.

Der gik ikke længe, inden jeg elskede det lille liv inde i min mave. Jo mere jeg elskede hende, jo mere kom følelsen og spørgsmålet, om jeg da ikke havde været værd at elske, da jeg lå i maven. Om jeg havde været elsket eller ikke? Vidste hun allerede der, at jeg skulle gives væk? Det var rigtig hårdt.

Det var virkelig som om jeg påny oplevede at blive taget fra hende, der havde født mig. Jeg følte mig ikke elsket, svigtet og forladt... En ting var at føle alle disse følelser, en anden ting var at acceptere, at de var der og at de højst sansynlig stammer fra, da jeg blev taget fra min biologiske mor.

Selv om man ikke kan huske det sprogligt, kan kroppen huske det følelsesmæssigt. Det er svært at tro på, men jeg ved ikke, hvor alle disse følelser ellers skulle komme fra.

Oven i alt dette, var jeg utrolig bange for at miste min datter. Til hver skanning og undersøgelse var jeg sikker på, at der var noget galt. Der gik lang tid inden jeg turde købe babytøj mm.

Da jeg så nåeede så langt, at jeg kunne føde uden det var for tidligt, så var jeg sikker på at fødslen gik galt. Jeg var så bange for at miste hende... også.

Alt dette foregik inden i mig og jeg gik ikke rundt og var deprimeret i 9 måneder. Selvfølgelig havde jeg graviditetshormoner som alle andre også, men meget gik jeg selv og bearbejdede.

Nu hvor jeg har været igennem det, kan jeg mærke, at jeg har fået bearbejdet disse følelser. Jeg har igen oplevet følelsen af at blive svigtet og forladt. Denne her gang har det bare været muligt for mig at bearbejde og forstå det samtidigt, hvilket det ikke var som spæd og derfor har sat sig godt fast.

Så det var hådt, men efterfølgende føles det meget mere frit.

Hvordan det har været efter fødslen, skriver jeg om en anden gang.

Min egen historie - kontakt til biomor

Da jeg havde fundet adressen på min biologiske mor, lykkedes det mig også at finde hendes email. Jeg havde også telefonnummer og havde dermed en masse muligheder for at kontakte hende.
Jeg var meget bange for at kontakte hende. Når jeg ser tilbage, var jeg meget bange for at blive afvist (svigtet) og nok derfor jeg endte med at skrive en mail til hende.

Jeg skrev en mail, hvor jeg kort fortalt skrev, at jeg gerne ville have lidt oplysninger om starten af mit liv og at jeg godt kunne forstå, hvis hun ikke ville have kontakt, hvis jeg nu var en hemmelighed. Jeg skrev ikke engang mit efternavn og skrev fra en anonym mail!!

 

Alt dette, kan jeg se nu, var en måde at beskytte mig selv. Jeg tog for givet, at hun garanteret ikke ville mig, jeg ville ikke udlevere mig selv og jeg turde ikke fortælle, hvor meget jeg egentligt havde brug for at have kontakt til hende.

Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg have fortalt, hvor meget hun altid har fyldt i mit liv - i mine tanker. At jeg gerne vil have kontakt, at jeg ikke er negativ over hendes valg og at jeg gerne vil opbygge et venskab.

Men det gjorde jeg ikke og kan desværre ikke lave det om. Jeg kan nu se, at jeg nok ikke var helt klar til at tage kontakten. Jeg havde bare et meget stort behov for at vide noget og derfor gjorde jeg det. Det fyldte SÅ meget indvendigt, at jeg simpelthen blev nødt til det.

Da mailen var sendt, var jeg meget spændt på svar og jeg forventede, at der kon svar hurtigt. Det gjorde der ikke!

Da der var gået et par uger uden svar, sendte jeg et rigtigt brev til hendes adresse med ca. samme indhold som i mailen. Og her kom der heller ikke noget svar. Efter en uge sendte jeg igen en mail.
Der var ca. gået en måned fra den første mail var sendt, til der endelig kom svar.

Den første kontakt til min biomor. Jeg havde så ondt i maven, da jeg så der var en mail fra hende, kunne mærke så meget energi og nervøsistet i kroppen.

Jeg åbnede mailen og der stod: "Jeg kan ikke sende mail til dig, de kommer tilbage. - biomors navn"

Jeg sad bare og kiggede på linjen og fattede ikke en brik af hvad det betød og hvad hun mente. Mente hun, at jeg ikke skulle sende mail til hende? Mente hun, at man ikke kunne sende til min mail adresse? Var det en afvisning?

Jeg var både glad og skuffet. Glad for at der var kontakt, og skuffet over det svar der kom.

Nu var der kontakt og jeg vil en anden dag skrive om hvordan kontakten udviklede sig.

Min egen historie - opsøge biologiske forældre

Det tog rigtig mange år for mig, at nå dertil, at jeg var klar over, at jeg havde brug for at opsøge mine biologiske forældre. Jeg havde længe haft tanken, men jeg turde simpelthen ikke, for tænk hvis jeg blev afvist igen, og tænk hvis mine forældre blev skuffede over mig. Så det var en meget lang proces, inden jeg gjorde det.

Når man er dansk-adopteret, kan man, når man er fyldt 18 år, skrive til det sogn man er født i og få en udskrift af kirkebogen, hvor de biologiske forældre så står. Det gjorde jeg og der gik et par uger, inden jeg fik svar.

Det var meget surrealistisk at stå med brevet i hånden. Jeg havde troet, at jeg ville være glad, men jeg var helt tom for følelser. Da jeg åbnede brevet, var der to små lapper papir, som var udklippede kopier af kirkebogen. Det var skrevet med håndskrift og bare det at tyde, hvad der stod, tog lidt tid for mig. Så der gik nok en halv time, inden det virkelig gik op for mig, hvad der egentlig stod.

Min biologiske mors navn, cpr-nr og adresse stod på lappen, men min biologiske far var ikke registreret. Det kom som lidt af et chok for mig, for det havde jeg slet ikke haft med i mine overvejelser. Min biologiske mors navn var et meget almindeligt dansk navn og ved at søge på krak, var der flere hunderede tusinde, så det var ikke en hjælp.

Jeg gik ned på kommunen, da man der mod betaling, kan få oplyst om et familiemedlem stadig lever og hvor det bor, ved at oplyse cpr. Det var en meget venlig dame, som hjalp mig og jeg fik adressen uden at betale noget.

Så stod man der med kontakt oplysninger på sin biologiske mor og hvad så????

Jeg havde dengang ikke involveret andre end min kæreste i min plan og det var ret svært at gå med alene, da der var utrolig mange følelser involveret. Jeg ville jo helst bare ringe og sige "her er jeg", men det turde jeg slet ikke. Jeg var slet ikke klar til en evt. afvisning.

Det var en ret stressende tid og især fordi jeg gjorde dette alene. Jeg har før haft kontakt med andre, som har sagt, at det var vigtigt at have støtte, når man opsøger den biologiske familie, men jeg synes ikke, jeg ville skuffe mine forældre og derfor heller ikke involvere andre i det. Det kan jeg se i dag, at jeg skulle have gjort.

Hvis nogen læser dette og er i gang med processen, er jeg altid klar til at hjælpe med råd eller andet!!

Hvordan det gik, da jeg opsøgte min biologiske mor, vil jeg skrive om en anden gang.

Because of you!

Når jeg har haft nogle rigtige hårde perioder med angst og alt bare har været surt, har jeg bebrejdet én person. Den person som traf én beslutning, som påvirkede mig og mit liv.

Jeg bebrejder ingen nu, for det er spild af tid og jeg er kommet videre derfra, men før i tiden gjorde jeg, når jeg var trist.

Når jeg har været i det humør, har denne sang sat ord på mine følelser. Det første vers, enkelte sætninger i de andre vers og omkvædet var det, som jeg indentificerede mig med.

"Because of you..." (Kelly Clarkson)

I will not make the same mistakes that you did
I will not let myself cause my heart so much misery
I will not break the way you did
You fell so hard
I've learned the hard way, to never let it get that far

Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I find it hard to trust
Not only me, but everyone around me
Because of you
I am afraid

I lose my way
And it's not too long before you point it out
I cannot cry
Because I know that's weakness in your eyes
I'm forced to fake, a smile, a laugh
Every day of my life
My heart can't possibly break
When it wasn't even whole to start with

Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I find it hard to trust
Not only me, but everyone around me
Because of you
I am afraid

I watched you die
I heard you cry
Every night in your sleep
I was so young
You should have known better than to lean on me
You never thought of anyone else
You just saw your pain
And now I cry
In the middle of the night
For the same damn thing

Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I tried my hardest just to forget everything
Because of you
I don't know how to let anyone else in
Because of you
I'm ashamed of my life because it's empty
Because of you
I am afraid

Because of you
Because of you

Min egen historie - adopteret

Jeg har altid vidst, at jeg er adopteret. Det har mine forældre (adoptiv-forældre) fortalt mig tidligt, så jeg kan ikke huske andet end jeg altid har vidst det.

Som barn var jeg meget åben omkring det og fortalte, at jeg var "blevet taget fra et børnehjem". Dette var inden, jeg begyndte i skole.
Da jeg startede i skole, begyndte jeg at føle mig anderledes. I dag kan jeg se, at det var fordi min socialeangst spillede ind, men dengang følte jeg mig bare anderledes, og ville ikke skille mig mere ud ved også at være adopteret, så det var kun de nærmeste veninder, der vidste det.

Dengang interesserede mine biologiske forældre mig ikke så meget. Jeg havde da nogle forstillinger om, hvem de mon var. Jeg forestillede mig, at de var nogle kendte, kongelige eller noget i den retning.
Men jeg havde ikke noget egentligt savn efter mere viden. Mine forældre sagde, at det var i orden med dem, hvis jeg ville finde mine biologiske forældre, men de sagde også, at de nok ville blive skuffet, hvis jeg gjorde det.

Da jeg blev teenager, fik jeg mere og mere interesse for mit biologiske ophav, men jeg gemte min interesse langt væk, da jeg var meget bange for at skuffe mine forældre. Jeg følte, at jeg gjorde noget forkert ved at interessere mig for den side af mit liv. I perioder var det i mine tanker, men jeg fik det lige så hurtigt gemt godt væk igen. Mine forældres syn på det, var mere vigtigt end mit eget.

Mine forældre har det svært med, at jeg har en biologisk familie og det er jo også forståeligt.
Der er flere sider af en adoption. Adoptivforældrene frygter at miste deres barn til de biologiske forældre. Adoptivbarnet vil ikke skuffe sine adoptivforældre, men vil gerne finde sine biologiske forældre, så er lidt en lus mellem to negle. Og ja, så er der jo den tredie part, de biologiske forældre som måske håber at deres biologiske barn vender tilbage.... eller ikke.

For mig, som adoptivbarn, har det været svært, at skulle vælge mellem at følge mit eget hjerte og dermed skuffe mine forældre ELLER at skuffe mig selv ved at lade være med at følge mit hjerte.

Det har taget mig en del år at nå frem til, at jeg gerne ville opsøge dem og også at det var i orden at gøre.

Jeg opsøgte dem for to år siden. Det vil jeg skrive om en anden gang.

Sharon Thomas

Billedet af "Sharon Thomas" siger mig vildt meget. Det er meget mærkeligt, for jeg har aldrig været interesseret i kunst eller det har aldrig fanget mig. Da jeg så dette billede på et museum, var jeg bare rørt.

                                                                                                   

Jeg ser en ganske alm. pige med sin cykel. Ikke noget specielt der. Det der er specielt, er det område hun står i, hvor man normalt ikke står med sin cykel.

Jeg ser mig selv i det på den måde, at jeg ude fra ser ganske normal ud, har normalt liv med mand, barn, arbejde, familie osv., men inden i, ser det nok ikke ud som andre. Lige på det tidspunkt hvor jeg så billedet første gang, var jeg lidt nede og derfor kunne jeg relatere til det mørke landskab, som hvad der rørte sig inden i mig. Det er dog ikke så mørkt længere.

Jeg ser pigen, som hvordan andre ser mig og landskabet hvordan jeg føler og hvordan jeg så ser verdenen ud af til. Hvor andre bare ser pigen, som er normal.

 

Regnbuen er håbet.

Synes det er et meget smukt billede!

Forståelse for søgen efter bio-familie

Jeg tror, at det er meget svært for ikke-adopterede, at sætte sig ind i den trang eller længsel, man som adopteret har for at finde sine biologiske rødder. De ser jo, at man har en familie og hvorfor er man ikke bare glad for at være endt der og så lade fortiden ligge?

Selvfølgelig kan de fleste godt forestille sig, at de selv ville søge, hvis de var i samme situation. Jeg har dog oplevet, at mange har svært ved at forstå, at man bliver ved med at være interesseret i den biologiske slægt efter man har søgt og fundet det man nu har.

For mit vedkommende er mine forældre desværre også nogle af dem, der har svært ved, at jeg er interesseret i min biologiske familie. De siger, det er i orden med dem, men deres kropssprog, mimik og interesse i det, fortæller noget helt andet.

Det er utroligt hårdt, at have en så stor længsel, som man føler er forkert, da man vil såre dem man elsker højest ved at følge sit hjerte.

Det er lidt der jeg sidder fast for tiden. Jeg har hele mit liv gemt mine følelser ang. min bio-familie væk, da det ville gøre mine forædre kede af det. Nu har jeg jo så opsøgt dem osv., men der sker stadig en masse inden i mig, som jeg ikke kan dele med dem, jeg har brug for at dele det med.

Jeg føler det lidt som et svigt. Hvis man har adopteret et barn, ved man vel også, at der følger andet med end hvis det er et biologisk barn. Jeg forlanger ikke at de skal forstå. Jeg ønsker bare at blive lyttet til og at der er en reel interesse, selv om det er svært for dem.

Når man er adopteret, vil der jo altid være en biologisk familie. Men det betyder jo ikke at der er en følelsesmæssig relation til dem. Det betyder bare, at der er en biologisk forbindelse. Kærligheden og minderne vil jo altid være hos mine forældre!

Sørgelig blog og åbenhed

Når man læser den her blog, handler den allerede meget om lidt sørgelige ting og oplevelser jeg gerne ville have, havde været anderledes. Men som skrevet tidligere, så er det her, det eneste sted jeg får luft for dette. Jeg snakker sjældent om det.

Og hvorfor fortæller jeg dette? Fordi jeg bare gerne lige vil slå fast, at jeg ikke er så negativ, som hvad der kommer ud her. Bloggen er bare mit sted at for luft for, hvad jeg ikke føler andre forstår eller hvad jeg ikke har lyst til at fortælle.

Hvorfor snakker jeg ikke åbent om dette? Jeg vil virkelig gerne fortælle om alt hvad der rører sig i mig om at være adopteret. Men jeg har altid skjult, hvis jeg havde det skidt eller følte mig anderledes, fordi jeg var bange for, at jeg ikke ville blive accepteret.

Jeg tror, at det er meget typisk, når man er adopteret. Man er blevet svigtet én gang, og vil gøre alt for ikke at blive det igen. Så man prøver at passe ind og ændre sig, så man ikke er anderledes. 

Selv om man er spæd, når man bliver taget fra sin biologiske mor og ikke kan huske det sprogligt, så er jeg overbevist om, at man kan huske det følelsesmæssigt. Ellers ved jeg ikke, hvor alle mine følelser kommer fra.

Det ses jo ofte at adoptiv børn har tilknytningsforstyrrelser. Jeg har selv svært ved at stole på folk og lade dem komme tæt på. Jeg tror, det hænger sammen med det svigt jeg oplevede. Det har jeg ikke lyst til at opleve igen.

Hvordan ved jeg at de følelser stammer derfra? Det ved jeg heller ikke, men jeg bruger meget tid på at meditere og mærke hvad det er jeg føler. Her er jeg stødt på mange tanker og følelser, som drejer sig om at være bange for at blive svigtet igen. Det er meget svært at sætte ord på, men jeg fornemmer bare at den følelser sidder meget fundamentalt og at det stammer helt fra starten af mit liv. Dette er selvfølgelig sammenholdt med alt den teori der er omkring adoptivbørn.