Jeg tror, at det er meget svært for ikke-adopterede, at sætte sig ind i den trang eller længsel, man som adopteret har for at finde sine biologiske rødder. De ser jo, at man har en familie og hvorfor er man ikke bare glad for at være endt der og så lade fortiden ligge?
Selvfølgelig kan de fleste godt forestille sig, at de selv ville søge, hvis de var i samme situation. Jeg har dog oplevet, at mange har svært ved at forstå, at man bliver ved med at være interesseret i den biologiske slægt efter man har søgt og fundet det man nu har.
For mit vedkommende er mine forældre desværre også nogle af dem, der har svært ved, at jeg er interesseret i min biologiske familie. De siger, det er i orden med dem, men deres kropssprog, mimik og interesse i det, fortæller noget helt andet.
Det er utroligt hårdt, at have en så stor længsel, som man føler er forkert, da man vil såre dem man elsker højest ved at følge sit hjerte.
Det er lidt der jeg sidder fast for tiden. Jeg har hele mit liv gemt mine følelser ang. min bio-familie væk, da det ville gøre mine forædre kede af det. Nu har jeg jo så opsøgt dem osv., men der sker stadig en masse inden i mig, som jeg ikke kan dele med dem, jeg har brug for at dele det med.
Jeg føler det lidt som et svigt. Hvis man har adopteret et barn, ved man vel også, at der følger andet med end hvis det er et biologisk barn. Jeg forlanger ikke at de skal forstå. Jeg ønsker bare at blive lyttet til og at der er en reel interesse, selv om det er svært for dem.
Når man er adopteret, vil der jo altid være en biologisk familie. Men det betyder jo ikke at der er en følelsesmæssig relation til dem. Det betyder bare, at der er en biologisk forbindelse. Kærligheden og minderne vil jo altid være hos mine forældre!
Når man læser den her blog, handler den allerede meget om lidt sørgelige ting og oplevelser jeg gerne ville have, havde været anderledes. Men som skrevet tidligere, så er det her, det eneste sted jeg får luft for dette. Jeg snakker sjældent om det.
Og hvorfor fortæller jeg dette? Fordi jeg bare gerne lige vil slå fast, at jeg ikke er så negativ, som hvad der kommer ud her. Bloggen er bare mit sted at for luft for, hvad jeg ikke føler andre forstår eller hvad jeg ikke har lyst til at fortælle.
Hvorfor snakker jeg ikke åbent om dette? Jeg vil virkelig gerne fortælle om alt hvad der rører sig i mig om at være adopteret. Men jeg har altid skjult, hvis jeg havde det skidt eller følte mig anderledes, fordi jeg var bange for, at jeg ikke ville blive accepteret.
Jeg tror, at det er meget typisk, når man er adopteret. Man er blevet svigtet én gang, og vil gøre alt for ikke at blive det igen. Så man prøver at passe ind og ændre sig, så man ikke er anderledes.
Selv om man er spæd, når man bliver taget fra sin biologiske mor og ikke kan huske det sprogligt, så er jeg overbevist om, at man kan huske det følelsesmæssigt. Ellers ved jeg ikke, hvor alle mine følelser kommer fra.
Det ses jo ofte at adoptiv børn har tilknytningsforstyrrelser. Jeg har selv svært ved at stole på folk og lade dem komme tæt på. Jeg tror, det hænger sammen med det svigt jeg oplevede. Det har jeg ikke lyst til at opleve igen.
Hvordan ved jeg at de følelser stammer derfra? Det ved jeg heller ikke, men jeg bruger meget tid på at meditere og mærke hvad det er jeg føler. Her er jeg stødt på mange tanker og følelser, som drejer sig om at være bange for at blive svigtet igen. Det er meget svært at sætte ord på, men jeg fornemmer bare at den følelser sidder meget fundamentalt og at det stammer helt fra starten af mit liv. Dette er selvfølgelig sammenholdt med alt den teori der er omkring adoptivbørn.
I nat drømte jeg om min bio-familie - at vi var til den samme fest og endda endte med at snakke fredeligt sammen. Det er jo det, jeg inderst inde ønsker, så måske derfor jeg drømte det - eller også betyder drømmen noget helt andet og dybere.
Det var en rar drøm og en rar følelse at vågne med - men da det så gik op for mig, at det bare var en drøm, blev jeg da lidt skuffet!!
Men jeg har det nu også ok som tingene er nu. Det var meget værre, da jeg slet ikke vidste noget om min biologiske familie. Da kunne jeg gå og forestille mig alverdens ting - både gode og dårlige. Der var ønsket om at blive taget godt imod og frygten for at blive afvist. Frygten for at blive afvist fyldte meget og gjorde at der gik mange år inden jeg tog skridtet.
I dag har jeg mistet et kært kæledyr. Jeg har altid haft rigtig svært ved at skille mig af med mine dyr... eller dvs. jeg kan slet ikke skille mig af med dem.
Jeg er bange for, at de føler sig svigtet og at jeg ikke elsker dem. Det lyder skørt og jeg kan også godt tænke fornuftigt, at det er bedst at sælge eller aflive, men mine følelser siger noget helt andet.
Men i dag var det det bedste, at hun ikke skulle have det skidt mere!! Men det er godt nok en meget svær beslutning at tage.
Efter det er ovre, har jeg det fint med det, for det var sådan det skulle være!!
De fleste har vel set sporløs, hvor deltagerne fortæller om, at de har et "hul" eller "tomrum", som de ikke selv kan fylde og derfor vil opsøge deres biologiske rødder for at blive hel. I sporløs ender det så altid ret fantastisk og tomrummet bliver fyldt.
Jeg oplever desværre ikke det samme som i sporløs. For det første er sporløs efter min mening meget opsat... det ender altid lykkeligt og vi sidder alle og fælder en tåre... Jeg tror ikke, at det er sådan i den virkelige verden eller hvis man besøger deltagerne nogle år efter.
Min søgen efter mine biologiske rødder endte desværre ikke lykkeligt. Men selv om jeg nu har nogle oplysninger om min start på livet, så er mit tomrum der altså stadig. Tror ikke at det kan fyldes. Men det er også ok, jeg har lært at leve med det.
Men det er altså ret utroligt, at man som lille og spæd, kan opfatte at man bliver taget fra sin mor og derfra så beskytte sig ved ikke at knytte sig for meget til folk. Det er ihverfald det jeg gør. For tænk hvis man bliver svigtet... Igen...
Indholdet i bloggen vil være noget skiftende. Da jeg skriver lige fra hjertet, vil jeg ikke sidde og beskrive min livshistorie hver gang, men også bare hvordan jeg har det og hvorfor.
Meget vil være udsprunget af min store sårbarhed eller åbne sår, som jeg selv kalder det og derfor vil der nok være en del indhold, hvor jeg har ondt af mig selv.
Men jeg har ondt og det er den eneste måde at bearbejde det på... ved at se på det igen og igen, acceptere det og så lade det være....
Håber dette kan blive mit fri-rum til at komme ud med alt.
Jeg laver denne blog, da jeg selv i mange år har manglet andre med samme start på livet som mig at dele erfaringer med. Denne blog vil jeg skrive dels for min egen skyld og håber at den også vil blive til gavn for andre.
Jeg er adopteret og deraf har jeg mange tanker, følelser og en stor sårbarhed, som ikke-adopterede forståeligt nok ikke forstår.
Der findes mange grupper for adopterede, men det er i høj grad for udenlands-adopterede og deraf nogle andre problematikker, selv om der også er fælles. Jeg er dansk-adopteret - man kan ikke se det på mig og måske også derfor, at det ikke er nemt at forstå at adoptionen fylder så meget.
Men det gør den.
Velkommen til min blog...
Det er lidt der jeg sidder fast for tiden. Jeg har hele mit liv gemt mine følelser ang. min bio-familie væk, da det ville gøre mine forædre kede af det. Nu har jeg jo så opsøgt dem osv., men der sker stadig en masse inden i mig, som jeg ikke kan dele med dem, jeg har brug for at dele det med.
