søndag den 30. september 2012

Mit første hjem - Skodsborg

Efter at have været en del igennem mht til at være adopteret - her at opsøge min biologiske mor, være gravid og blive mor, havde jeg en rigtig rar oplevelse ved at besøge Skodsborg.

Jeg kender ikke historien fra min fødsel - om jeg blev taget fra min biologiske mor med det samme eller hvad der skete, men jeg var nogle dage på hospitalet. Herefter blev jeg hentet til Skodsborg Observationshjem, hvor jeg boede i ca. 4 måneder inden mine forældre hentede mig.

For nylig var jeg på Nord Sjælland og havde muligheden for at se børnehjemmet. Det er nu lukket, desværre, men det var muligt at køre dertil og se det. Det ligger på Strandvejen i Skodsborg, ret afsides fra vejen, men med den smukkeste udsigt lige ned til vandet. En rigtig flot og charmerende gammel villa.


Jeg havde forestillet mig noget helt andet. Jeg havde nok forestillet mig, at det var mere institutions agtigt. På en eller anden måde gav det fred og glæde at se dette sted. At det var så idyllisk og fint og jeg kan nu på en eller anden måde, se det som starten af mit liv og ikke kun bortadoptionen.

Jeg har nogle udskrifter fra min journal fra Skodsborg. De første gange jeg læste dem, tuede jeg. Jeg syntes, at det var så rørende at læse om mine første dage, da der jo aldrig var nogle der havde eller kunne fortælle om det.


Efter jeg selv er blevet mor, er alle de små fremskridt og småting omkring min datter bare så vigtige, så nu betyder disse journaler endnu mere for mig. Dejligt at læse om mig selv, når mine tanker fra dengang altid har drejet sig om bortadoptionen.

fredag den 28. september 2012

Hvorfor ikke bare sige det som det er??

Jeg bruger den her blog til at komme af med alle de sørgelige og negative følelser og tanker jeg har om at være adopteret.... Bruger den, da jeg ikke vil belaste andre med det. Bruger den, da jeg ikke føler, at jeg kan tillade mig, at have det sådan her og fortælle frit om det?

Hvorfor kan jeg ikke det? Hvorfor skal det være en hemmelighed, at det faktisk gør ondt at blive bortadopteret? At det faktisk sætter en del følelser i gang, når man selv bliver mor? At jeg faktisk tænker på, at jeg er adopteret hver dag i en aller anden form....



Er det fordi, man burde være lykkelig over at være kommet til sådan en kærlig og god (adoptiv) familie? Så burde man da ikke have det sådan? Er det fordi man ikke kan se det på mig? Er det fordi man for 30 år siden ikke vidste hvilken effekt en bortadoption har på et lille barn og derfor ikke havde fokus på det dengang? Eller er det bare fordi jeg ikke selv vil skille mig ud og prøver at passe ind?

Jeg tror, at det er en blanding af, at jeg er opvokset med, at man ikke taler om følelser og at jeg ikke vil skille mig ud. Jeg tror på, at hvis man ikke taler om det, så vokser det sig bare større og større. Mit mål er, at kunne tale frit om det uden at føle dårlig samvittighed og uden at det føles som et tabu. På den måde vil det heller ikke fylde så meget mere... Arbejder mig den vej, men stille og roligt.



mandag den 17. september 2012

Min egen historie - min halv-søster

Selv om det var en sparsom kontakt jeg havde med min biomor, fik jeg alligevel nogle oplysninger, jeg blev glad for.

Det viste sig, at jeg har en 10 år yngre halv-søster. Jeg har altid gerne villet have en søster og derfor var det en dejlig nyhed. Samtidig blev jeg også trist, da hun slet ikke ved, at jeg eksisterer. Og vil hun nogensinde få det at vide? 

Jeg tror aldrig, at jeg vil kunne kontakte hende, selv om jeg inderst inde gerne vil.


For det første, fordi jeg ikke vil lave rod i deres familie. For det andet, kan jeg ikke forestille mig, at vi kunne have et godt forhold, så længe min biomor ikke vil have kontakt. En tredie ting er, at bare fordi man deler gener, er det jo ikke sikkert, at man har noget tilfælles..?!?!
 
Uden at gå i detaljer, har det dog vist sig, at vi har lidt tilfælles. Hun har været lidt i medierne, har en blog, er på facebook mm, hvor jeg har lært hende lidt at kende på afstand.

Og det er da mærkeligt at vide, at hun er derude, ikke ved jeg lever og at jeg så engang imellem lige tjekker, hvordan det går med hende...?! Det kan jeg ikke lade være med, selv om jeg føler mig ret stalker-agtig!

Men hvad kan jeg gøre?

Sidder på sidelinjen og har lyst til at råbe HER ER JEG!!!
Men jeg gør det ikke! Og hvorfor gør jeg det ikke? Er det af respekt for min biomor? Er det fordi, jeg er bange for, at hvis jeg gør det, så vil hun kunne lide mig endnu mindre? Jeg er bange for at det er den sidste sætning, som er den rigtige...

Håber at jeg engang finder ud af hvad JEG vil og finder ud af at


jeg er stjernen i mit eget liv!

fredag den 14. september 2012

Min egen historie - tanker om bortadoption?

Jeg vil lave en fortsættelse til mit sidste indlæg, hvor jeg skrev om den kontakt jeg havde med min biomor over mail og som tilsidst stoppede.

I det indlæg ser jeg det udelukkende fra min side og hvordan jeg oplevede det dengang. Jeg havde mange følelser indvolveret og jeg ville så gerne, at hun havde taget imod mig, så jeg kunne slippe af med min evige følelse af ikke at være noget værd. Det påvirkede selvfølgelig min måde at kommunikere på, hvilket sikkert både var skidt og godt.

Jeg prøver også at se det fra hendes side. Jeg ved ikke, hvad der er sket i hendes liv og hvad baggrunden for bortadoptionen i virkeligheden er. Jeg kan, nu hvor jeg selv er blevet mor, slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være at give sit barn væk.

Hvis man bortadoptere sit barn, bliver man så nødt til at lukke ned for følelserne? Kan man føde et barn uden at have følelser involveret? Kan man gemme følelserne så langt væk, at man ikke føler noget? Når man har bortadopteret sit barn, føles det så ikke som ens eget længere? Ja der er mange spørgsmål og jeg har ikke svarene. Jeg er sikker på, at det ikke er nemt at bortadoptere.


Nogle biologiske mødre vil slet ikke have noget med det bortadopterede barn at gøre og afviser det. Andre biologiske mødre tager imod det med åbne arme. Det var de to scenarier, jeg troede jeg kunne komme ud for, da jeg opsøgte hende.

Jeg oplevede så noget midt imellem og det havde jeg det svært med at finde ud af. Set fra hendes side, kan det være, at hun et sted gerne ville have kontakt, men at det var for svært, da ingen kendte til mig eller af andre grunde.

Jeg har tænkt situationen om og om igen, da jeg gerne ville finde en god grund til, at hun ikke ville mig. Men det kan jeg ikke og jeg behøver det heller ikke længere.

Så en adoption kan være en svær ting som vil påvirke hele livet og ikke bare stopper, når adoptionen er gået igennem. Jeg tror ikke kun det er den adopterede som kan være påvirket, men også de biologiske forældre og adoptivfamilien.

Det behøver ikke påvirke negativt, men jeg tror, at det på en eller anden måde vil have en påvirkning for alle tre parter, negativt eller positivt.


onsdag den 12. september 2012

Min egen historie - kontakt med biomor

Vil nu prøve at fortælle lidt om, hvordan kontakten med min biologiske mor var. Jeg sidder her og har slettet nogle linjer et par gange, for der er så meget at skrive, og det er lidt svært at finde ud af, hvad jeg skal starte med. Men jeg prøver og håber det er til at finde rundt i og forstå.

Da jeg modtog mailen fra min biomor om, at hun ikke kunne sende til min mail, skyndte jeg mig at sende hende en anden mailadresse at skrive til.

Desværre hørte jeg så ikke fra hende igen. Så jeg måtte igen, skrive til hende. Jeg skrev, at jeg ikke ville være påtrængende, men jeg havde brug for afklaring. Jeg skrev, at jeg gerne ville have lidt oplysninger eller have at vide, hvis hun ikke ville have kontakt. Jeg spurgte, hvordan hun havde det med, at jeg havde opsøgt hende.

Der gik nogle uger inden, der kom svar. Hun svarede, at hun ikke så ofte tjekkede sin mail og jeg bare kunne spørge, så skulle hun nok svare....!

Det er bare løgn, tænkte jeg. Jeg havde stillet en del spørgemål, som hun  jo bare kunne svare på og hun vidste jo også, at jeg havde skrevet til hende, så mon ikke hun så tjekkede sin mail...

Det var ret så frustrerende. Sådan gik det lidt frem og tilbage. Jeg skrev en masse om mine følelser, og at jeg gerne ville hende, men også ville acceptere, hvis hun ikke ville. Hun skulle bare sige til. Og igen spurgte jeg, hvordan hun havde det med, at jeg kontaktede hende.


Disse spørgsmål fik jeg aldrig svar på. Jeg ved ikke, hvordan hun havde det med, at jeg kontaktede hende. Jeg ved ikke, hvordan hun havde det med, at jeg blev bortadopteret. Jeg ved ikke, hvordan hun har det med, at vi havde lidt kontakt og nu ikke har.

Jeg skrev, at jeg ikke ville blive ved med at skrive, da jeg ikke følte hun ville have kontakt og skrev igen en masse spørgsmål.

Nu fik jeg svar. Jeg fik svar ang. min biologiske far, søster, familie, hvorfor jeg blev bortadopteret mm. Hun skrev det uden at beskrive, hvordan hun havde det med det. Hun skrev fx bare, at jeg blev bortadopteret, fordi hun var gået fra min biologiske far, havde fået læreplads og var flyttet PUNKTUM.
 

Jeg ved ikke, om det er mig, som forventede for meget, men jeg havde sådan brug for at vide, hvor hun stod i det. Jeg ville næsten hellere have en afvisning istedet for kolde facts.

 
Hun tøede lidt op på et tidspunkt og skrev, at hun gerne ville have kontakt, bare det var stille og roligt. Vi blev så venner på facebook og så stoppede det så også der. Hun blev igen ret afvisende og det var rigtig svært. Igen ville jeg hellere have en afvisning, så der var noget at forholde mig til, istedet for ikke at vide hvor man står.

Det sidste jeg hørte fra hende var: "Jeg vender tilbage". Det er så 2 år siden og jeg venter endnu... Nej det gør jeg egentlig ikke. Jeg har sluttet fred med, at det er gået som det er. Det var bare hårdt da det stod på og jeg ville da ønske, at vi havde haft en bedre kommunikation.

Jeg vil skrive om min biologiske søster og far en anden gang.


lørdag den 8. september 2012

At blive mor - graviditeten

Jeg har, indtil for nogle år siden, været sikker på, at jeg aldrig skulle have børn. Børn havde aldrig rigtig interesseret mig, og når jeg fx var på barselsbesøg og babyen gik på tur, håbede jeg altid, den ville springe over mig.

Der skete så en masse i mit liv, hvor det gik op for mig at jeg virkelig ønskede en familie. Tror jeg har skubbet det ønske og den tanke så langt væk, da jeg selv er blevet bortadopteret af hende som skulle have været min mor. Jeg har nu en dejlig mor, men det har altid sat i mig, at jeg er blevet givet væk.

Graviditeten var hård fysisk, men den var endnu hårdere psykisk. Jeg var inden blevet "advaret" af min læge, som sagde, at når man er adopteret og gravid, kan der dukke en masse op, som andre gravide ikke oplever. Det gjorde der.

Der gik ikke længe, inden jeg elskede det lille liv inde i min mave. Jo mere jeg elskede hende, jo mere kom følelsen og spørgsmålet, om jeg da ikke havde været værd at elske, da jeg lå i maven. Om jeg havde været elsket eller ikke? Vidste hun allerede der, at jeg skulle gives væk? Det var rigtig hårdt.

Det var virkelig som om jeg påny oplevede at blive taget fra hende, der havde født mig. Jeg følte mig ikke elsket, svigtet og forladt... En ting var at føle alle disse følelser, en anden ting var at acceptere, at de var der og at de højst sansynlig stammer fra, da jeg blev taget fra min biologiske mor.


Selv om man ikke kan huske det sprogligt, kan kroppen huske det følelsesmæssigt. Det er svært at tro på, men jeg ved ikke, hvor alle disse følelser ellers skulle komme fra.

Oven i alt dette, var jeg utrolig bange for at miste min datter. Til hver skanning og undersøgelse var jeg sikker på, at der var noget galt. Der gik lang tid inden jeg turde købe babytøj mm.

Da jeg så nåeede så langt, at jeg kunne føde uden det var for tidligt, så var jeg sikker på at fødslen gik galt. Jeg var så bange for at miste hende... også.

Alt dette foregik inden i mig og jeg gik ikke rundt og var deprimeret i 9 måneder. Selvfølgelig havde jeg graviditetshormoner som alle andre også, men meget gik jeg selv og bearbejdede.

Nu hvor jeg har været igennem det, kan jeg mærke, at jeg har fået bearbejdet disse følelser. Jeg har igen oplevet følelsen af at blive svigtet og forladt. Denne her gang har det bare været muligt for mig at bearbejde og forstå det samtidigt, hvilket det ikke var som spæd og derfor har sat sig godt fast.

Så det var hådt, men efterfølgende føles det meget mere frit.

Hvordan det har været efter fødslen, skriver jeg om en anden gang.

torsdag den 6. september 2012

Min egen historie - kontakt til biomor

Da jeg havde fundet adressen på min biologiske mor, lykkedes det mig også at finde hendes email. Jeg havde også telefonnummer og havde dermed en masse muligheder for at kontakte hende.
Jeg var meget bange for at kontakte hende. Når jeg ser tilbage, var jeg meget bange for at blive afvist (svigtet) og nok derfor jeg endte med at skrive en mail til hende.

Jeg skrev en mail, hvor jeg kort fortalt skrev, at jeg gerne ville have lidt oplysninger om starten af mit liv og at jeg godt kunne forstå, hvis hun ikke ville have kontakt, hvis jeg nu var en hemmelighed. Jeg skrev ikke engang mit efternavn og skrev fra en anonym mail!!

 
Alt dette, kan jeg se nu, var en måde at beskytte mig selv. Jeg tog for givet, at hun garanteret ikke ville mig, jeg ville ikke udlevere mig selv og jeg turde ikke fortælle, hvor meget jeg egentligt havde brug for at have kontakt til hende.

Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg have fortalt, hvor meget hun altid har fyldt i mit liv - i mine tanker. At jeg gerne vil have kontakt, at jeg ikke er negativ over hendes valg og at jeg gerne vil opbygge et venskab.

Men det gjorde jeg ikke og kan desværre ikke lave det om. Jeg kan nu se, at jeg nok ikke var helt klar til at tage kontakten. Jeg havde bare et meget stort behov for at vide noget og derfor gjorde jeg det. Det fyldte SÅ meget indvendigt, at jeg simpelthen blev nødt til det.

Da mailen var sendt, var jeg meget spændt på svar og jeg forventede, at der kon svar hurtigt. Det gjorde der ikke!

Da der var gået et par uger uden svar, sendte jeg et rigtigt brev til hendes adresse med ca. samme indhold som i mailen. Og her kom der heller ikke noget svar. Efter en uge sendte jeg igen en mail.
Der var ca. gået en måned fra den første mail var sendt, til der endelig kom svar.

Den første kontakt til min biomor. Jeg havde så ondt i maven, da jeg så der var en mail fra hende, kunne mærke så meget energi og nervøsistet i kroppen.

Jeg åbnede mailen og der stod: "Jeg kan ikke sende mail til dig, de kommer tilbage. - biomors navn"

Jeg sad bare og kiggede på linjen og fattede ikke en brik af hvad det betød og hvad hun mente. Mente hun, at jeg ikke skulle sende mail til hende? Mente hun, at man ikke kunne sende til min mail adresse? Var det en afvisning?

Jeg var både glad og skuffet. Glad for at der var kontakt, og skuffet over det svar der kom.

Nu var der kontakt og jeg vil en anden dag skrive om hvordan kontakten udviklede sig.