" Hun er ikke pylret, hun kommunikerer!!! "

Det er det MEGET vigtigt for mig, at min datters signaler bliver forstået rigtigt eller rummet af omgivelserne, så hun ikke føler sig misforstået eller føler at det ikke er i orden at have det som hun har det.

Det er noget, som fylder rigtig meget i mig. Er det fordi jeg ikke selv føler jeg er forstået og rummet ? Ja det er det sikkert! Og det rører sig helt vildt for tiden.

Min datter er en rigtig glad pige, som de første mange måneder af sit liv kun græd, når hun var sulten, skulle have skiftet ble, var træt osv. Senere har hun haft nogle udviklingsperioder med humørsvingninger, men ellers stadig en glad pige.

Når hun græder med eller uden tårer, brokker sig, er indelukket osv. er min tilgang til det at det er hendes måde at kommunikere på indtil hun får et sprog.

Græder hun med tårer, er hun selvfølgelig ked af det og bliver trøstet. Græder hun uden tårer, brokker sig eller er indelukket, gør jeg hvad jeg kan for at finde ud af hvorfor.

Vil hun ikke være social lige nu -  så skal hun ikke!
Vil hun ikke være hos bedstemor lige nu - så skal hun ikke!
Har hun brug for at være lidt sur - så er det også ok!

Jeg prøver at trøste hende og rumme hendes reaktioner.

Jeg oplever at generationen over mig bruger ordet "PYLRET" en del!

-"nu skal du ikke være pylret!"
-"ja du skal da bare begynde at tude!"
-"Det skal du ikke pylre over!
- Osv.

Det gør ondt på mig, at se min datters signaler blive overset og at hun bare stemples som pylret, da jeg tænker at det da er hendes eneste måde at kommunikere på. Vi skal da ikke tilbage til "børn skal ses, men ikke høres?" ???

Ja og hvorfor siger jeg så ikke fra? Fordi jeg altid har haft svært at sige fra OG da dette handler om min kære svigerfamilie!!

Min kære svigerfamilie er de sødeste mennesker MEN de er kort beskrevet meget generaliserende, ikke interesseret i udvikling, tror på sandheden bliver sagt i TV osv. og der er så heller ikke sket så meget siden de selv fik børn.

Så lige nu går jeg og prøver at finde ud af hvordan jeg på en pæn måde, kan få sagt at når min datter snart begynder at kunne forstå, hvad de siger, så skal hun ikke tysses ned for når hun kommunikerer eller stemples som pylret... Men hvordan gør jeg??

Ved jeg kan gøre det, når det tager overhånd, men er bange for det ikke kommer så pænt ud....

Vinterstemning

 

Hvor var det dog fantastisk vejr i morges at stå op til!

Alt var hvidt, det var koldt og fantastisk at trække det kolde luft ned i lungerne. Alt var så smukt og idyllisk.

 

Længe siden jeg har kunne være så nærværende og bare nyde at være.

 

 

En fremmed fremmedhed - artikel

Jeg har tidligere i min blog beskrevet, hvordan jeg har følt og stadig føler mig anderledes og føler at jeg ikke hører til. Måske fordi man ikke kan se på mig, at jeg er adopteret og derfor bliver det noget, som kun foregår inde i mig og som andre ikke kan sætte sig ind i. At jeg samtidig føler dårlig samvigtighed over at have det sådan for

JEG HAR DET JO GODT.

 

Jeg er faldet over en artikel af Lotta Landerholm, som handler om hvordan adopterede og indvandrere kan føle denne fremmedhed og føle at man ikke hører til.

Hun beskriver, hvordan det bliver en kamp indvendigt, når det ikke kan ses udvendigt.

JEG HAR DET SÅDAN

 

og artiklen får mig på en eller anden måde til at føle det mere i orden, at jeg har det sådan. Måske fordi jeg altid har følt mig alene med disse følelser og selv om jeg nu er voksen, så er der stadig områder, hvor jeg føler mig som et lille barn, der ikke vil skuffe mine forældre!

 

Læs artiklen hvis du også har svært ved at sætte ord på, hvad der sker inden i, men bare føler der er noget der er anderledes i forhold til at være adopteret - en fremmedhed!

 

Se artiklen under LINKS.

 



Min angst for dagpleje start og stor respekt til enlige mødre!!

Det er lang tid siden sidste indlæg. Jeg har været optaget som MOR på fuldtid, da min datters far har arbejdet på Sjælland og dagplejen har været lukket. Så STOR respekt til enlige mødre, siger jeg bare!!! Inden jeg blev mor, anede jeg ikke at alt min tid ville kunne udfyldes med at passe min datter... men det kan den.

Da hun så oven i købet har lidt seperationsangst og vil hænge på mig HELE tiden, så er tiden bare gået.

Min datter startede ellers i dagpleje for 2 måneder siden. Det var bare rigtig hårdt... for mig!! Hun tog det rigtig flot og efter en lille uge, føltes det som om hun var faldet til.

Allerede ugen op til hun skulle starte, kunne jeg sidde og tude over at jeg skulle forlade hende et sted hun ikke var tryg eller kendt. Det gjorde SÅ ondt på mig. Jeg kom jo til at sammenligne min egen angst eller sorg over at blive forladt, som jeg altid har haft.

Jeg var sammen med hende i dagplejen 2 dage og da hun så skulle afleveres for at være der selv, blev det hendes far der måtte gøre det, så hun ikke skulle blive påvirket at min sindsstemning.

Den første uge følte jeg at jeg havde svigtet hende, at hun følte sig svigtet og forladt samt at det bare ikke var rigtigt.

Da jeg ligesom kom igennem alt dette, var det ret tydeligt at det var min egen angst for at blive forladt som spillede ekstra ind. For selvfølgelig er alle mødre  kede af at aflevere første gang i dagpleje.

En klog mand har fortalt mig, at når man er adopteret og på en aller anden måde er påvirket af det, kan graviditeten og det at blive mor, gøre at man får sine issues bearbejdet. Det at man oplever en graviditet, at blive mor og de forskellige følelser, gør at man kommer igennem en masse, som minder en om sig selv i den alder. Jeg har selv oplevet SÅ mange stærke følelser det sidste halvandet år, som jeg er overbevidst om der stammer fra min egen start. Ikke at jeg kan huske det, men følserne fra dengang blusser op igen.

Jeg tror på, at jeg får bearbejdet en masse i de hårde perioder, da jeg kan mærke på min socialeangst, at den ændrer sig til det bedre.

Min egen historie - min biologiske far

Jeg ved ikke hvem min biologiske far er og finder nok aldrig ud af det!

På udskriftet fra kirkebogen, som jeg fik tilsendt med oplysninger om min biologiske mor, stod der ingenting om min biologiske far. Der stod: XXXXX.

Mine forældre fik at vide på børnehjemmet, at min biologiske mor var ung og havde et forhold til en ældre mand.

Min biologiske mor skrev til mig, at min biologiske far var ung, tysker og han arbejdede i Danmark. Deres forhold endte og hun flyttede fra byen. Han vidste ikke, hun var gravid og ved derfor ikke jeg lever.

Min biologiske mor kunne fortælle hans fornavn. Et tysk eller øst-europæisk navn.

Hun kunne desværre ikke huske efternavn, hvor han kom fra, hvilken slags håndværker han var eller noget som helst! ...  det virkede jo også rigtig troværdigt. At man helt glemmer den person man har fået et barn med.

Jeg kan udemærket forstå, at man ikke vil fortælle en person, at man forresten bortadopterede hans barn for 30 år siden. Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan være ærlig.

Sjovt nok var min biologiske mor venner med en mand på facebook med det navn. Han var så ikke tysker men fra øst europa og boede i Danmark.
En dag var jeg så desperat, at jeg kontaktede ham. Vi skrev lidt sammen og til en start troede han, at det evt. kunne være ham. Uden jeg vidste det, kontaktede han så min biologiske mor og skrev derefter til mig, at han var den forkerte med det navn, at det ikke passede med årstallet og at min biologiske mor havde sagt, at hun kun havde én datter og hun boede hjemme hos hende....

Tak for kaffe!!

Så jeg finder nok aldrig ud af hvem han er. Det gør mig egentlig ikke så meget. Det der gør mig trist er alle de løgne, hemmeligheder, at jeg er en hemmelighed og at jeg ikke selv har noget valg i alt dette!

Men den viden jeg nu har, er meget bedre end slet ingenting at vide, så har ikke fortrudt at jeg har prøvet at finde mine biologiske forældre, tværtimod! Det har gjort mig meget stærkere og mere moden, selv om det har været hårdt så længe det stod på.

Sporløs - romantiseret??

Jeg så "Sporløs" i går, hvor en ung mand fandt både sin biologiske far, biologiske mor og ti biologiske søskende. Jeg tudede lige fra det første knus til programmet var slut.

Programmet har altid rørt mig meget. Der er sikkert mange i den danske befolkning, som lige fælder en tåre, når den bortadopterede datter eller søn genforenes med en eller flere fra deres biologiske familie.

Min bror opsøgte hans biologiske familie før jeg gjorde. Hans eventyr startede lige så lykkeligt, som man ser det i "Sporløs". Hans biologiske mor tog imod ham med åbne arme og erklærede hendes kærlighed med det samme. Det samme gjorde han. På få måneder var deres forhold gået fra ikke at kende hinanden til at være mor og søn. Det gik meget stærkt, og nok for stærkt, for pludselig trak hans biologiske mor sig. Derefter gik det op og ned med perioder uden kontakt og perioder med megen kontakt. De har nu fundet ud af hvordan deres forhold er til hinanden og de har kontakt over telefonen og ser hinanden et par gange om året.

I "sporløs" ser man altid det lykkelige møde og det er rørende. Man ser aldrig, hvordan det bliver, når hverdagen banker på.

Min egen "sporløs" endte ikke som på tv. Alligevel ser jeg "sporløs" hver gang. Jeg tuder, når en deltager finder sin biologiske far, mor eller andet familie. Jeg er så glad på deres vegne, at de må have lov til at mærke et velkomst knus og opleve at føle sig ønsket. Måske er det mine egne behov og følelser der påvirker, men selv om "sporløs" er romantiseret og følelsesporno, så kan jeg ikke lade være med at se det.... og blive rørt!