fredag den 30. november 2012

"Barnet ingen skal kende til"

"Barnet ingen skal kende til" er en artikel fra Kristelig Dagblad. En anonym fortælling fra en adopteret kvinde, som bliver afvist, da hun kontakter sin biologiske mor.


Se også artikel under links.

En lykkelig barndom

Det jeg skriver her i min blog, er de tanker og følelser, som jeg ikke føler andre forstår eller som jeg ikke er god til at dele med andre, da jeg føler mig ret "anderledes".

Derfor er størstedelen ret negativt betonet, også i forhold til mine forældre. Det er her, jeg kan komme ud med det og få luft. Og jeg får virkelig luft her. Det er rigtig dejligt at kunne være fuldstændig ærlig her og ikke lægge skjul på noget. Måske også derfor jeg er anonym!

Jeg har haft en tryg og lykkelig barndom sammen med mine forældre, som gjorde alt, hvad de kunne for at min bror og jeg havde det godt. De har smidt alt, hvad de har haft i hænderne, hvis vi havde brug for hjælp. 



Jeg har så haft noget med i bagagen, som de ikke har været udrustet til at få øje på, da man dengang ikke gik på forberedende kursus osv., når man adopterede. Og jeg har været ekspert i at skjule det, når jeg havde det svært, så vil med dette indlæg fortælle, at jeg ikke kunne have haft en tryggere barndom samt at jeg godt kan forstå at det har været svært at forstå, hvor jeg kommer fra.

Dermed mener jeg også, at det er utroligt vigtigt, at man bliver forberedt, når man adopterer. For om man så er 4 mdr eller 3 år, når man kommer til sin nye familie, vil der være noget med i rygsækken pga. en anderledes start på livet, som nogle gange kræver noget støtte og forståelse.

Tanker til Masho og alle andre i den situation!


fredag den 23. november 2012

...at have noget at leve for...

Jeg har så mange ting, der er vigtige i mit liv og som er værd at leve for.
 
Min datter, min kæreste, min familie, mit helbred, mine fritids interesser, mine dyr, mine venner, mit job og sikkert meget mere. Ja selv det at være adopteret, ville jeg ikke undvære, da det har gjort mig til den jeg er.
 
Hvis jeg mistede noget af dette eller det meste, ville jeg så stadig sætte pris på livet? Jeg ved det ikke...
 
Jeg skriver dette, da jeg for nogle dage siden, mødte konen til min tidligere arbejdsgiver, som døde for nogle måneder siden og vores samtale satte mange tanker i gang og jeg fik sådan lyst til at fortælle om det her.
 
 
Jeg var personlig hjælper hos denne mand, da jeg studerede. Han led af svær sclerose og kunne, da jeg stoppede, ikke bevæge sig, ikke tale, ikke spise og ikke trække vejret selv. Han  kunne ingenting.
Alligevel oplevede jeg, at han havde livskvalitet og masser af mod på livet. Han kommunikerede ved mundaflæsning eller hjælpemidler. Og det var sådan set det, han selvstændigt kunne.
 
Hans kone fortalte mig, at selv til aller sidst, var hans ønske at blive genoplivet, hvis der skete ham noget. Han levede for sin familie, sit hjem, sine værdier osv.
 
Jeg synes, det er så flot, smukt, tankevækkende, prisværdigt og det har gjort, at jeg lige har stoppet op og tænkt lidt ekstra over mit liv.
 
Han lærte mig meget i forhold til at sætte pris på de små ting, da jeg arbejdede der, men at han helt til det sidste, stadig så værdi i livet uden at kunne deltage aktivt, synes jeg er imponerende. Jeg kan ikke engang finde det rigtige ord for det.
 
Tror bare at dette indlæg er til ære for ham og hvad han har lært mig.
 
 

mandag den 5. november 2012

Angst, mindfulness og meditation

Jeg lever med angst.
 
 
 
Ja jeg vil lave et indlæg om angst, da jeg før har nævnt angst i mine indlæg. Jeg vil ikke sige, at jeg LIDER af angst. Jeg tror bare, at jeg vil kalde det at leve med angst eller have angst.
 
Jeg har levet med angst hele livet. Social angst har været det som har fyldt mest og startede meget tidligt. I folkeskolen var jeg den stille pige, som aldrig sagde noget. Jeg havde veninder, men kunne ikke selv lave nye venskaber.
 
Jeg havde en lang periode med ondt i maven de første år af folkeskolen. Mine forældre har fortalt, det startede tidligt morgen, hvor jeg græd og græd over ondt i maven og jeg fik så lov til at blive hjemme fra skole. Lidt op af formiddagen var det så væk igen, når jeg ikke skulle afsted.
 
Jeg var indlagt i nogle uger til undersøgelse, hvor de intet fysisk kunne finde og mine lærere udtalte at jeg fungerede fint psyksik, så det blev til diagnosen "nervøs tarm".
 
De fandt aldrig ud af at det var angst.
 
Da jeg kom i puberteten, blev det værre. Jeg kunne intet sige i klassen, havde svært ved at finde nye venner og jeg holdt mig bare til de gamle veninder i troen på, at alt var som det altid havde været. Mine gamle veninder fandt jo nye venner og nye veje. Jeg holdt mig bare til dem. Hjemme lod jeg som om alt var godt.
 
I gymnasiet havde jeg det rigtig skidt. Sagde ingenting i klassen og havde kun få jeg kunne snakke med. Stadig holdt jeg mig til de gamle veninder hjemme og mine forældre vidste intet om min angst.
 
Jeg flyttede til en større by for at læse og her eskalerede min angst. Jeg havde svært ved at trække vejret og var ved læge, som  heller intet kunne fysisk finde. Det beroligede mig lidt, da jeg var sikker på, at jeg fejlede noget.
 
Efter et års tid med fysiske symptomer, hvor jeg ud af til havde det fint, brød jeg pludselig sammen og var angst for at fejle noget alvorligt, da jeg havde meget svært med at trække vejret.
 
Efter flere undersøgelser, måtte min læge fortælle mig, at det nok var angst... Jeg kunne slet ikke tro på, at angst kunne udløse så mange fysiske symptomer. Men det kunne det.
 
Det hjalp rigtig meget at få sat ord på. Jeg har siden brugt flere år hos en psykolog, der arbejder inden for adoption og jeg er næsten ikke besværret af min angst længere. Før kunne den næsten lamme mig. Nu mærker jeg den engang imellem.
 
Udslaget for denne udvikling har været meditation og mindfulness. Det er jo meget moderne for tiden og mindfulness ses i mange afskygninger. Men for mig har det virkelig været en vej ud af angsten. Jeg slipper nok aldrig af med den, men når den ingenting fylder, generer den næsten ikke.
 
 


søndag den 4. november 2012

Et år som mor - det smukkeste og det sværeste

 
Det er et år siden, jeg fødte min dejlige datter!
 
 
 
Det har været et år med op- og nedture. At bære et lille liv i maven, føle spark, føde, amme, passe på og elske min lille baby har været det mest fantastiske og smukke jeg har oplevet i mit liv. Hun betyder ALT for mig og jeg håber, at jeg kan være den bedste mor for hende.
 
Samtidig har det været et år, hvor jeg har været nødt til at konfrontere nogle sider og følelser, som jeg længe har gemt væk.
Jeg har været igennem følelsesregistret med følelser af svigt og sorg ang. min egen start på livet.
 
Jeg har, i bestemte perioder af min datters liv, måtte gennemleve følelser af at blive svigtet af en mor, at savne en mor, angst for selv at svigte, angst for at min datter vil føle sig svigtet og den største følelse har været sorg over en mistet mor.
 
Ja det lyder sikkert langt ude, for hvordan kan jeg føle dette, når jeg kun var 4 mdr, da jeg blev adopteret. Jeg er også selv både overrasket, skræmt og forundret over mine følelser, men de er der og jeg bliver nødt til at lade dem være der og ikke gemme dem væk!
 
Lige for tiden oplever jeg at føle sorg over, at have mistet min mor. Da jeg brød kontakten over mail med min biologiske mor, reagerede jeg ved at lade som om, det var ok og at jeg havde det fint nok med det. Men min største frygt var jo blevet til virkelighed og selvfølgelig var jeg ikke okay.
 
Mine forældre ville jo helst høre, at jeg havde det godt og at min biologiske mor ikke fyldte for meget i mit liv, så det gav jeg udtryk for. At de så siden hen ikke har kunne rumme mine stærke følelser efter jeg er blevet mor og at jeg ikke har følt nogen støtte i forhold til det, giver mig også følelsen af at have mistet en mor.
 
Det er meget stærke følelser, som gør ondt. Det der gør mest ondt, er at stå alene med det og at jeg ikke kender nogen der har været igennem det samme. Det gør det diffust og jeg tvivler nogle gange på mig selv... om jeg virkelig kan tillade mig at føle sådan.
 
Jeg er bare kommet frem til, at jeg SKAL føle sådan. Jeg skal gennemleve det, så det ikke sætter sig fast. Ønsker bare det ikke skulle gøres uden forståelse fra dem der betyder mest og er en del af det.