Truet på arbejde

Jeg har i weekenden oplevet at blive truet på jobbet af en beboer. Jeg har før været udsat for trusler og fysisk vold på arbejde, hvor jeg tog det meget personligt og også havde svært ved at arbejde omkring den person som var udadreagerende. Da det skete sidst, var samtidig med at jeg havde den første og ikke så positive kontakt med biomor. Så jeg var meget sårbar. Denne gang er jeg ikke så påvirket af det, hvilket overrasker mig. Måske fordi jeg ikke er så sårbar lige nu - har kontakt med biomor nu og det gør altså et eller andet!

Stilhed for at koble af

Engang så jeg meget TV, når jeg skulle slappe af og koble af. Så kunne jeg ligge en hel dag og glo TV. Det fik mig væk fra mine tanker. Så var jeg fri for at blive påvirket af negative tanker eller tankemylder.

Nu kan jeg slet ikke bruge TV på samme måde. Nu har jeg brug for stilhed for at slappe af og koble af. Da jeg lærte at meditere, begyndte jeg at kunne nyde min egen tilstedeværelse, tanker og følelser, hvor jeg førhen prøvede at være optaget, så jeg ikke skulle forholde mig til mig selv.

Det er lidt sjovt, hvordan man kan forandre sig. Det er ikke sket på en uge men på 3-4 år. Stadig tænker jeg automatisk at jeg da skal se TV for at slappe af eller falde i søvn og gør det så. Men jeg mærker hurtigt at det ikke virker. Vanerne er der bare stadig, selv om mine handlemøstre er ændret.

Med stilhed mener jeg at sidde i sofaen i stuen og bare lytte til ingenting. At stå og se ud af vinduet på træerne. At gå en tur når det er mørkt og se på stjerner. At gå en tur i naturen og se på træer, sten og alle de ting som bare står og ikke forandrer sig.Det giver mig en utrolig frihed og energi.

Meditation giver det samme. Desværre er jeg bare for dårlig til at få det gjort. Ved at det hjælper mig helt vildt til at mærke mig selv og få det godt, så hvorfor gør jeg det så ikke bare?

En linedanser

En fantastisk smuk sang, der siger SÅ meget....

Kære linedanser, udspændt
ligger foran dig
selve livet du fik givet
gå nu kun din vej
Du må turde træde ud
hvor dit liv kun er dit
Det briste eller bære må
dette ene skridt
Give fra dig hva du magter
da ser du
en da du nåede ud
og danser til
himmelens stjerneskud

Kære linedanser
hop nu ud ved siden af.
Se dig danser bare sanse
gøre hvad du ka'.
Være én, med én iblandt.
Og mødes så du gror.
Ja vent dig meget fra den kant;
Denne er din jord!
Tro mig når jeg siger til dig
det største - det ser man kun i det små.
Og kigger du opad er himlen blå.

Kære linedanser, ser du
livet er et net,
øjeblikke tro blot ikke
dansen kun er let.
Og en dag gør livet ondt
det ved jeg at det vil.
For livet er et liv på trods
smerten hører til.
Ud af sorgen vokser lykken,
og livet i påskens evige fest.
De stærkeste rødder har træ'r i blæst.

Line danser - vælge livet
hvilken er din vej?
Følge hjertet uforfærdet
Sige ja og nej.
Verden spørger tit hvordan
og alt for lidt hvorfor.
Der er så mange ting man kan
stå for det DU tror!
Gid du aldrig mister modet,
og lader det onde uimodsagt.
Når viljen befries, - da faldet magt.

Linedanser i det høje
dans vidunderligt!
For det næste er det bedste:
glæden ubestridt!
Tænk at få balancekunst
Så helt ufatteligt!
At modtage sin stang og snor
ganske kvit og frit.
Uanset om du nu tror det, så ved jeg
at lyset brænder for dig!
- Og kigger du op, er der nok en vej

Har snakket med biomor!!

Det er ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet!! Har været herinde, men har ikke kunne ligge billeder ind og har så prøvet på at få det til at fungere...

Der er sket en del på "adoptions fronten". Jeg har som tidligere beskrevet her, virkelig prøvet at acceptere at min biomor ikke ønskede kontakt. Selv om jeg prøvede at acceptere det, har jeg haft SÅ mange følelser - især adskillelses sorger, som bare ikke ville blive mindre.

En dag fik jeg bare nok, og tænkte at nu måtte jeg virkelig gøre noget. Selv om min kære psykolog har fortalt mig mange gange, at man ikke bliver lykkeligere af at have kontakt til den biologiske familie, kunne jeg bare mærke, at jeg måtte gøre et eller andet.

Jeg skrev så til min biomor, at jeg accepterede hendes valg om ikke at have kontakt, men at jeg så selv ville arbede videre - her kontakte dem jeg ville i min søgen, hvis jeg fik brug for det. Jeg havde brug for at skrive det til hende og havde det godt bagefter!

 

Til min store overraskelse svarede hun ret hurtigt tilbage, at hun gerne gerne ville have kontakt. Vi skrev så lidt sammen - jeg lidt mere end hende - og da jeg gav udtryk for, at jeg følte det kun var mig som skrev, spurgte hun om hun måtte ringe....

GISP!!! Måtte lige trække vejret et par gange. Jeg har det meget nemmere, når jeg kan gemme mig på mail og beskeder. Men selvfølgelig tog jeg chancen. Vi snakkede i halvanden time om lidt af hvert.

Det var en rigtig behagelig samtale. Ikke noget med store følelser, men det havde jeg heller ikke brug for.

Efterfølgende har jeg bare følt en stor ro. Min adskillelsesangst er blevet mindre og jeg har det godt. Måske er det fordi jeg føker mig "accepteret". Måske er hullet blevet lukket. Måske er det den sidste brik. Jeg ved det ikke. Men det er ihvertfald smukt!!

Nu håber jeg, at vi langsomt kan opbygge en kontakt. Det er mit håb og ønske. Så må jeg se hvad der sker....