Jeg har før skrevet om dette på bloggen, men nu reflekterer jeg over det igen og får lyst til at skrive mere.
Jeg har åbenbart et stort behov for at udtrykke og snakke om, at jeg er adopteret og hvad det betyder for mig. Det bruger jeg denne blog til.
Nogle gange tænker jeg: " Du har det godt - en god familie - så hvorfor lader du det ikke bare ligge?"
Man kan ikke se på mig, at jeg er adopteret. Så det er aldrig noget jeg er blevet spurgt om og omvendt fortæller jeg aldrig, at jeg er adopteret, hvis snakken kommer ind på adoption.
Jeg har ofte hørt sætningen: "hvor er det bare flot af dine forældre at de så tidligt har fortalt, at du er adopteret og dejligt at du kom til sådan en god familie" .... JA og så er der jo ikke så meget mere at sige til det! - for jeg har en god familie, men det er vel heller ikke det, det handler om?
Handler det om, at jeg ikke føler, at jeg kan være bekendt at adoptionen er en del af mig på både ondt og godt, når jeg nu har været så heldig at have en god familie?
Aner det ikke... Måske er det bare mig selv (og ikke andre) der ikke kan acceptere, at det fylder og påvirker at være adopteret. Det er nok der den ligger begravet!
På mit arbejde har en kollega fortalt om sine børn, der er adopteret. Det har jeg jo med det samme bidt mærke i. I en samtale bliver disse børn omtalt som kollegaens børn "på gule plader".
Da dette bliver sagt, ser jeg nærmest mig selv ude fra - jeg spørger med det samme, hvorfor der bliver sagt "børn på gule plader" - at det kan man da ikke sige og kan mærke at jeg har et behov for at forsvare kollegaen... eller mig selv?
Det sjove er så, at jeg finder ud af at bemærkningen om "børn på gule plader" selv ikke er relateret til at de er adopteret. Nej, det er slet ikke kollegaens børn mens hendes kærestes...
Jeg synes stadig ikke, at ydtrykket er i orden, og jeg ser det stadig som meget respektløst og kunne helt sikkert forsvare det igen, men kunne mærke, at jeg fik et behov for at forsvare mig selv, da jeg troede det handlede om at være adopteret... HVorfor? Tror bare det er en fundamental usikkerhed, som jeg bærer rundt på.
Jeg har de seneste dage gået og overvejet en ny titel til min blog... De navne der faldt min ind, var "blodets bånd?" og "Blod tykkere end vand?"... osv...
Samtidig fik det mig til at reflektere over disse og jeg kunne mærke en modstand.
Jeg har altid selv følt en længsel og interesse for min biologiske familie - samtidig med at jeg ikke har turde komme for tæt på af frygten for afvisning.
Derimod har jeg ikke oplevet en stor interesse den anden vej - interesse for mig - hvilket igen har vækket min frygt for afvisning og får mig til at tænke at blod ikke er tykkere end vand..???
Det er svært.
Jeg ser det gennem mine briller og herfra ville det være dejligt med åbenhed og ærlighed - og så tage den derfra. HVordan det er at være biologisk familie, og hvordan der ser ud igennem deres briller, ved jeg jo ikke...
Men jeg misunder dem som har oplevet en positiv og åben kontakt med deres biologiske familie. HVilke følelser er der som biologisk familie? Ja det håber jeg at finde ud af en dag.
Ud af alt dette, har jeg lært hvor vigtig åbenhed og ærlighed om alt det svære er. Det er jeg glad for at have med mig.
Ja jeg havde egentlig slette denne blog, da den blev ret personlig... MEN men men nu har jeg endnu engang åbnet den op.
Det ER emnet adoption jeg brænder for, og så må den blive personlig!
For tiden dukker der den ene nye gruppe op på Facebook for adopterede, adoptanter eller biologiske forældre. Jeg er medlem af de fleste, da jeg virkelig nyder at have "adoptionen" til fælles og at debattere med nogle der forstår!
Adoption har aldrig været noget jeg har diskuteret eller vendt som barn teenager eller helt ung. Men samfundsdebatten indeholder for tiden ofte adoption og måske også derfor at flere og flere bliver åbne omkring det... og jeg får mulighed for at dele og debatere!
På det personlige plan er der også sket nye ting, men det er jeg ikke helt klar til at åbne op for endnu!
