Jeg har tidligere skrevet, at jeg havde accepteret min bio mors afvisning eller hvad det nu var. Det har jeg også - MEN jeg kan mærke, at jeg hele tiden ubevidst vender tilbage til håbet og tanken om at det var anderledes!
Hvorfor? Fordi jeg så vil få det bedre? Vil jeg så finde den ro, som de snakker om i "sporløs"? Jeg tror det ikke. Jeg tror altid, at der vil være en del af mig, som ikke føles hel. Jeg er bare ikke nået til at give slip og acceptere det.
Hvorfor? Fordi det er mig ubegribeligt, at man ikke vil sit eget kød og blod. Jeg ved godt, at man ikke behøver at have noget tilfælles, selv om man er i familie med hinanden, men at kunne tage fuldstændig afstand fra det - det forstår jeg simpelthen ikke. Og det skal jeg måske heller ikke - det gør det bare så svært.
Mine forældre som vil gøre alt for mig. Min bror som altid er der. Min kæreste som gør alt, hvad han kan for mig og min datter som betyder ALT for mig - dette er familie for mig og hvor jeg omvendt også altid er der for dem.
Dette er det, som for mig kendetegner familie og hvad jeg har kendt til hele mit liv - støtte, kærlighed og sammenhold.
Derfor havde jeg ikke forberedt mig på at møde en lukket dør - det lille barn inden i, bliver ved med at banke på og sige: "LUK MIG IND". !!!
Mine tanker og fornuft kan acceptere og se det ude fra - men mine følelser kan ikke.
Det er nok rigtig at:
"hjernen husker ikke,men kroppen gør".
"Den hemmelige datter" af Shilpi Somaya Gowda er en bog om 3 forskellige skæbner. En familie der må bortadoptere, en familie der må adoptere og en pige der bliver bortadopteret.
Jeg er bare så vild med den bog, fordi den påvirker mig følelsesmæssigt - både følelser jeg ikke selv har, men som giver mig indblik i andre - og også de følelser og refleksioner jeg selv lever med.
Den beskriver en fattig indisk familie, der bl.a. må bortadoptere deres pige, da de MÅ have en dreng for at kunne overleve som familie. Moderens følelser, tanker og overvejelser i forbindelse med at aflevere deres datter uden faderens kendskab til dette, rørte mig helt vildt!
En amerikansk lægefamilie, som indser at de ikke selv kan få børn. Deres drømme og virkelighed må revurderes helt og de ender med at adoptere - hvilket også sætter dem på prøve.
Og så denne indiske pige, som må vokse op i USA. Hendes følelser og tanker er bare så rammende. For ud over at have et godt liv - en god familie - alle muligheder - så siger hun:
"I seksten år har jeg ikke vidst noget, i seksten år har jeg stillet spørgsmål, som ingen kan svare på. Jeg føler ikke, at jeg rigtig hører til, hverken i den her familie eller noget andet sted. Det er som om der altid mangler et stykke af mig".
Disse familier udvikler sig og oplever meget igennem årene som bogen gennemgår og det synes jeg er så godt og vigtigt, at man følger dem gennem hele processen, så man kan se udviklingen i alle skæbnerne. Den indiske familie får sin søn, men mangler noget. Den amerikanske familie får deres datter og også en masse udfordringer og en angst for at miste til den biologiske familie. Den indiske/amerikanske pige er splittet, men søger efter sin biologiske familie og finder nogle sandheder.
Bl.a. fortæller hun tilsidst: "Jeg tror altid, jeg har været en lille smule vred på mine forældre over, at der ikke er noget biologisk forbindelse mellem os. Jeg syntes ligesom, der manglede noget. Men nu... det er faktisk helt utroligt - de har gjort så meget for mig, selv om vi ikke er blodbeslægtede. De gjorde det bare... bare fordi de gerne ville."
Jeg synes, det er en rigtig givende bog - som både adoptanter, adopterede og biologisk familie vil kunne få noget ud af.
For mig var det fantastisk at kunne spejle mig i den proces pigen går igennem fra at være søgende og usikker ift. at være adopteret til at have "fundet sig selv" i det.
Læs den!
