Det er koldt....



Det er koldt. Jeg længes altid mere efter min biofamilie i julen og til fødselsdage. Disse ligger med 3 ugers mellemrum, så jeg synes disse dage er svære.

Jeg kan jo ikke selv se, hvorfor jeg ikke er velkommen i familien. Jeg selv har været meget igennem og udviklet mig - lært meget. dette tænker jeg jo at biofamilien også kunne. Jeg ved at det må være svært at jeg dukker op, men som årene går, må der da også ske en udvikling der?

Det er bare svært for mig at forstå, da jeg bare gerne vil dem.

Mange advarer mig om at prøve at finde min biofar, da det jo kan være at han har en familie... Efter jeg selv har fået børn, kan jeg bare ikke forstå at man kan afvise sit eget barn.

Jeg leder jo ikke efter en ny familie. Jeg har en mor, en far, en bror, en mand og to fantastiske børn. Jeg vil bare gerne lære dem at kende.

Det er koldt. Sådan føles det her i julen, hvor jeg bare gerne ville ønske dem glædelig jul, men ikke gør det, da de ikke vil mig. Jeg håber selv på en hilsen den anden vej og har gjort det hvert år - også på min fødselsdag, men det sker ikke.

Er jeg bare naiv? Jeg ved det ikke, men det er vigtigt at stå ved mine følelser, så det vil jeg gøre....

 

 

Mange tanker - biofar, offentlig blog, fødselsdag, jul...

Når tiden nærmer sig min fødselsdag, får jeg altid rigtig mange tanker om at være adopteret.
Jeg glæder mig aldrig til min fødselsdag. Det er altid noget der skal overståes. Jeg synes jeg er ret afklaret med mit liv i år, så håber jeg kan nyde min dag.

Jeg har et stort behov for at få af- eller bekræftet om min biofar nu passer på de oplysninger jeg har. Jeg tænker meget over hvordan jeg skal gribe det hele an. Skal jeg kontakte alle de Ivo'er der er i dk? Skal jeg lave en FB efterlysning? Skal jeg medvirke i en artikel om det? Jeg ved det ikke...

Noget helt 3. er, at jeg overvejer at jeg ikke skal være anonym på bloggen mere. Der er stadig et eller andet der holder mig tilbage, men håber jeg får modet til at stå ved alt det der foregår indeni.

Vi må se hvad der sker i det nye år...

Min fødsel... Så hun mig mon?

Jeg har altid været interesseret i hvornår jeg er født... Altså tidspunkt på døgnet... Det er jo noget de fleste ved, men ikke mig. Indtil for nylig. 
Jeg har gennem de sidste år villet spørge biomor, men et eller andet har holdt mig tilbage. Men ved sidste kontakt fik jeg spurgt. Og spurgt igen inden hun svarede. Det var rigtig rart at vide det. Det giver ligesom en "start" på mit liv, som ikke er på børnehjemmet - hvor jeg jo plejer at starte, da jeg ikke kendte til noget før det.
Det sjove er at mine børn og jeg er alle født ved ti tiden... Enten aften eller morgen. Men det er da lidt sjovt.
Jeg har også altid gerne ville vide om biomor så mig, holdte mig eller rørte mug efter fødslen. Eller om jeg bare blev taget væk. Men jeg tror ikke jeg har lyst til at høre svarer. Jeg tror ikke hun ville se mig.
Sidst vi havde kontakt, skrev biomor til mig at jeg ikke skulle skrive til hende på facebook mere. Jeg måtte kun skrive på mail. Dette har hun før gjort i tidligere kontakter, hvor jeg accepterede det. 
Men denne gang var det bare nok. Jeg vil ikke gemmes væk mere. Og jeg har endelig forstået at hun har distanceret sig fuldstændig følelsesmæssigt fra mig. Det er jeg rigtig ked af og jeg forstår ikke at hun kan. At hun ikke vil. At hun er så vred.
 Men jeg kan nu acceptere det og ved at hun aldrig kommer til at ville mig...

Jeg vil søge efter min biologiske far....men hvordan??

Ja det er endelig gået op for mig, at min biologiske mor ikke vil mig og at hun aldrig kommer til at ville det. Min biologiske far har altid interesseret mig, men jeg har afventet at biomor blev klar til at ville fortælle mug hvem han er. For selvfølgelig vil hun mig det bedste... Nej! Biomor's hemmelighed skal ikke afsløres.
Jeg forstår hende godt. Jeg forstår at hun må beskytte sig selv og sit billede ud af til ... Jeg forstår at jeg aldrig bliver en del af hendes liv... Jo på mail.
Derfor er jeg nok nået frem til at jeg må tænke på mig selv. Jeg vil fortryde hvis jeg ikke gør noget. Er samtidig ked af hvis det betyder at jeg skal "afsløre" biomor... Men tager hun da hensyn til mig??
Jeg ved ikke meget om biofar. Og jeg ved ikke om det jeg ved er rigtigt. Jeg fik at vide at han hedder Ivo og er måske tysker... Boede/bor i dk. Og på daværende tidspunkt Lolland Falster - Nykøbing evt. Andet ved jeg snart ikke. Hvordan finder man ham? På facebook? Kontakter alle der hedder Ivo? Laver en eftersøgning med billede på FB? 
Og igen ved jeg ikke engang om de oplysninger passer... Hvad gør man lige...??? Ved det ikke, men kan mærke at jeg snart må gøre noget i det igen, så jeg kan få ro på den front!

"det barn kom på et uheldigt tidspunkt"

Yes så fik jeg lige en hjerneblødning og skrev til biomor om vi ikke skulle give os en chance. Jeg gjorde det fordi jeg simpelthen blev nødt til at vide hvor jeg står. Hun har jo aldrig direkte sagt at hun ikke ville. Kun indirekte - og det har ikke været nok for mine følelser. Men hun lagde ud med at skælde ud og afsluttede med at om tale mig som "det barn hun fik på et uheldigt tidspunkt". 

Jeg satte mig ned og græd. Gav mig selv lov til at mærke smerten. Lid mig mærke denne afvisning og ikke skubbe det væk. Sad bare i mørket og græd - og følte. En ting er at det faktisk nu er nemmere at forholde sig til at hun siger nej. En anden ting er at jeg faktisk denne gang, tænker at jeg fortjener mere end dette. Det gør det nemmere for mig at acceptere at hun ikke vil mig. 

Denne gang forstår jeg virkelig at tiden ikke læger alle sår, som jeg hele tiden havde regnet med. 

Hun har virkelig distanceret sig fuldstændig fra mig og jeg er "det barn" som kom på et uheldigt tidspunkt.

Jeg fik fortalt at jeg gerne vil hende og at jeg er et menneske med følelser og at jeg ikke forstår hende. Alt dette gør at jeg lige nu faktisk godt kan acceptere hendes afvisning. Men holder det mon...?!?!

om adoption...

Får vi mon nogen sinde kontakt igen?

Ja tanken om kontakt til biomor, dukker op igen og igen. Vores tidligere kontakter og kommunikation, har været meget turbulente og for mig svære men også gode. Stadig er der et lille håb der stikker sit hoved frem, når jeg logger på facebook... Har hun mon kontaktet mig? Stadig er der et lille håb, når jeg tjekker mail... Er der mon en mail fra hende? Når jeg ser i postkassen, er der stadig et lille håb.... Samtidig siger jeg til mig selv: NEJ HUN VIL DIG IKKE!!! Men desværre fylder håbet lidt mere... Gid jeg dog bare kunne ligge det på hylden...!!!

- adoptionens pris-

Rart ikke at være alene med tanker og følelser....

Hvor finder jeg det der mangler???

Hvor finder jeg det der mangler inderst inde? 

Som barn og teenager gemte jeg det langt væk, og følte skam når jeg følte det...

Jeg har spist på mine følelser.. Mon de ikke forsvinder så? Jo det gør det .. I kort tid. Jeg har ladet være med at spise og haft kontrollen der ... Og dermed fokus væk fra mit savn. 

Jeg har prøvet at finde det der mangler i min mand, i mine børn, i kontakten med biofamilien, hos a-familien... Men det hjælper ikke. Jeg mangler noget. 

Og jeg ved jo inderst inde godt at det kun er hos mig selv jeg finder det... Eller lærer at leve uden. Kun hos mig selv... Men jeg savner og mangler jo sådan, så hvorfor får jeg ikke det jeg søger....

Jeg græder fordi jeg savner min mor

Jeg græder fordi jeg savner min mor. Jeg græder fordi jeg savner en mor. Jeg græder fordi den ene mir gav mig væk og den anden ikke kan være der for mig, når jeg har det værst. Jeg har det værst, når jeg sørger over den mor der gav mig væk. Så savner jeg en mir der vil trøste mig og sige det er ok at være mig og at det nok skal gå. Jeg græder fordi at min mor ikke trøster mig, men kun kan rumme mig, når alt er godt. 
Jeg græder fordi jeg ikke bliver hørt. Jeg græder når jeg fortæller min mor, at jeg savner den familie der ikke vil mig, og min mor så ikke engang reagerer på det. Jeg græder, når jeg skal opretholde en facade og lade som om alt et godt. Jeg græder, når de ikke ser hvor ked af det jeg er. Jeg græder fordi jeg så gerne vil holdes om af en mor. Jeg græder når jeg er bange for jeg ikke selv er en god nok mor.

Jeg græder. Jeg savner en mor...

Savnet

Jeg savner! ja jeg savner bare! Jeg ved ikke hvad jeg savner, men der mangler noget!

Har ingen ord.....

Tag hele mig eller ingenting...,

Jeg har for tiden lyst til at skrive i min pande: "jeg er adopteret og påvirket deraf". Hmm... Udefra set lyder det som om jeg mangler opmærksomhed. Jeg selv tror at det handler om at jeg har brugt 25 år af mit liv på at skjule at jeg er adopteret, at jeg havde angst, at jeg var ked af det, at jeg var bange for andre mennesker, at jeg følte mig alene, at jeg følte mig forkert, at jeg følte skam over at føle alt det...
Nu vil jeg stå ved alt det som rører sig i mig - for det er mig! 
Det har desværre betydet at jeg har måtte tage afstand til mine forældre. De kan ikke rumme mine følelser, tanker og oplevelser, når det handler om at være adoptetet. Det betyder at jeg må tilbage i rollen som den der tilpasser sig og lader som om, når jeg er sammen med dem. Og det har betydet at jeg er kørt grædende derfra mange gange... Min krop reagerer simpelthen. Jeg håber vi finder ud af det engang, men lige nu må det vigtigste være - for første gang -MIG- så jeg kan være den person, den mor, den kæreste som jeg virkelig gerne vil være og er!

Bloganbefaling: Sagdehjertet

Jeg er stødt på en blog:

Sagdehjertet

Det er en meget ærlig, spændende, inspirerede og fængende blog! Forfatteren er også adopteret - og kæmper også med forskellige følelser og tanker om bl.a. dette ... og meget andet.

Jeg er inde og kigge hver dag, da bloggen virkelig fanger mig. Der er bare et eller andet, som gør at indlæggene/teksten virkelig siger mig noget... Og rammer dybt inde. Kan genkende meget af den udvikling forfatteren er igennem... Og tænker hun er nået langt.. ! Så modigt!

Så vil anbefale at du lige tager et kig forbi denne ærlige og inspirerende blog. Det fortjener den!

Hvad er det jeg ikke ved? Ikke forstår?

Hvad er det jeg ikke ved? Hvad er det jeg ikke forstår, når jeg ikke forstår hvad der holder min biofamilie på afstand? Er der noget jeg ikke ved? Er jeg ikke interessant? Er jeg for meget? Jeg ved det ikke! Jeg har nu haft lidt kontakt med min biosøster og mødt hende. Hun er rigtig flink og ville så gerne lære hende at kende. Men kommunikationen og interessen går mest den ene vej... Fra mig... Jeg ved at man ikke behøver at kunne lide hinanden selv om man er i familie... Men de kender mig jo ikke engang ...hmm... Det samme jeg bliver ved med at beskæftige mig med .... Jeg vil jo bare så gerne...

Svigter min datter...??

Jeg er blevet mor igen! Det er helt fantastisk - og her anden gang er det også lidt nemmere.
Men min ældste datter har reageret meget på det nye familiemedlem. Jeg har reageret meget på, ikke at kunne være der 100 % for min ældste datter som før.
Jeg var forberedt på det! Jeg vidste, at denne følelse ville komme. Jeg føler, at jeg svigter hende. Jeg føler, jeg svigter begge to. Da min ældste datter var baby, var jeg sammen med hende hele tiden. Græd hun, tog jeg hende med det samme. Hun skulle ikke være alene og ikke føle nogen form for svigt.

Denne gang kan jeg ikke være der 100 % for nogen af dem. Hvis baby græder og jeg er ved at lave noget med den ældste, kan jeg ikke bare smutte med det samme. Når jeg ammer baby, bliver jeg nødt til nogen gange at stoppe og hjælpe den ældste. Når jeg snakker med baby, bliver den ældste jaloux og hun kan selv sætte ord på: "jeg savner min mor"!
Åh hvor er det hårdt. Den følelse - at savne sin mor og at føle sig svigtet af sin mor - er den sidste ,jeg vil have at de skal føle. Det er for mig den værste følelse!

Og her i denne graviditet og efter fødslen er denne følelse bare stærk. Jeg føler og tænker igen meget på biomor... hvorfor mon hun ikke vil mig? Jeg føler igen, at det er uretfærdigt at mine forældre ikke kan rumme eller anerkende mine følelser ift. at det er svært for mig at blive mor... - det er fantastisk men også svært.

Det er som om at det ikke er "lovligt" at sige højt - at det ikke udelukkende er lykke at blive mor.

Jeg har de sidste uger gået og tænkt lidt over, om det mon er på tide at sørge? Have lov til at være ked af, at min biomor ikke ville og ikke vil mig? At have lov til at være ked af at mine forældre aldrig har taget sig af "den adopterede mig"?

Det er nok ikke det optimale tidspunkt at sørge... men det er nu alle følelserne er der og jeg ved de ikke forsvinder, når jeg bare gemmer dem væk!

Mon jeg kan give mig selv lov til at være ked af det, når jeg synes jeg burde være glad...?

Sang: en biologisk mors kærlighed...!?

Hør denne sang fra en biologisk mor:

A birthmothers love....

Meget smuk men ikke altid sand....

Brave and quiet....

Skal jeg vise mine nærmeste denne blog???

Jeg vader jo lige nu rundt i alle de følelser ang. at være adopteret, som jeg også gjorde sidste gang jeg var gravid.
Denne gang har jeg et stort behov for at det bliver accepteret af mine omgivelser, at selv om jeg elsker babyen i min mave, så er det også i orden, at jeg frygter forløbet, da jeg ved det bliver hårdt følelsesmæssigt.

Det er lige som om at mine nærmeste bare slår det hen. De siger at "det er da fantastisk med et nyt liv!!" JA det er det! Men derfor bliver jeg stadig konfronteret med min start på livet, som min krop ihærdigt bliver ved med at huske på...

Jeg skriver på denne blog, fordi jeg aldrig har mærket en ægte interesse for mine mange tanker og følelser fra min familie. Det har været rigtig rart at skrive her og få det lidt ud af systemet.

Overvejer nu om jeg bare skal lade dem læse det, så jeg er fri for at skulle sætte en facade op hver gang vi er sammen. Men er det det rigtige? Vil de blive kede af det? Og skal jeg fortsætte med at "lade som om", så de ikke bliver kede af det? Og vil det overhovedet hjælpe mig, at de læser dette???....

HMMMMM......

At føle eller tænke fornuftigt...

Jeg svinger lige nu mellem at føle og tænke fornuftigt.

Hele min biologiske familie kender til mig, men vi har ingen kontakt og jeg hører ikke noget fra dem.

Mine forældre kan ikke rumme mine følelser, og at jeg har det svært. Jeg har altid gjort, hvad jeg kunne for at "tilpasse" mig hos dem. Jeg har lært at følelser ikke er noget man taler om og at man altid skal passe ind i de rigtige kasser.

Jeg selv er nu ved at finde ud af, hvor jeg er og hvem jeg er. Jeg bliver nødt til at have det skidt nogle gange og sørge, som jeg aldrig har gjort før.

Jeg kan godt sætte mig ind i, at min biologiske familie ikke har brug for mig.
Jeg kan virkelig godt forstå, at mine forældre har svært ved at forstå, hvordan det er at være mig.
Men jeg kan virkelig også godt mærke, at det er svært at være alene med en udefinerbar SORG, men jeg ikke kan sætte ord på.

Som nogle ikke synes, jeg burde have, da jeg jo har en god familie.
Som andre ikke kan forstille sig kan blive ved og ved....
Og som nogle ikke tror findes... eller ikke vil indse findes...

Vil denne sorg nogensinde blive mindre? Vil den blive ved med at dukke op? Hvornår kan jeg selv acceptere, at den er der og at den er der af en god grund?

Hvordan kan det føles at være adopteret - tankeeksperiment:

Jeg har fortiden så mange følelser ift. at være adopteret. Prøver på at gemme dem væk, men det ved jeg jo godt, at der ikke går. For så kommer de bare stærkt tilbage. Det gjorde de igår, hvor jeg måtte ligge vågen og græde. Fandt dette og måtte græde mere, men også dejligt at finde et eksempel, hvor man kan få en fornemmelse af hvordan det er at være adopteret:

Du har mødt den mand, som du har drømt om hele dit liv. Han har bare alle de kvaliteter, som du søger. Du planlægger dit bryllup og tilbringer al din tid sammen med din elskede. Du nyder hans berøring, hans duft og den måde han kigger dig dybt i øjnene. For første gang i dit liv forstår du meningen af begrebet ”soulmate”, for denne person forstår dig på et helt andet plan end alle andre. Jeres hjerter slår i takt. Dine følelser er uløseligt knyttet til hans glæde og sorg.

Bryllupsdagen oprinder. Det er en dejlig fest og du er lykkelig. Du falder udmattet i søvn ovenpå dagens begivenheder. Du er glad og afslappet og tryg i forvisningen om, at du ligger ved siden af den person, som elsker dig mere end nogen anden i hele verden…den person du skal tilbringe resten af livet sammen med.

Næste morgen vågner du op i din elskedes arme. Du åbner øjnene på klem og kigger på hans ansigt.

MEN DET ER IKKE HAM! Du ligger arm i arm med en fremmed. Du trækker dig væk i chok og forfærdelse. Hvem er denne mand? Hvor er din elskede? Du stiller spørgsmål til den fremmede mand, men det bliver hurtigt tydeligt, at han ikke forstår dig.

Du leder i hele huset og kalder og kalder. Den fremmede følger dig rundt og forsøger at kramme dig, klappe dig beroligende på ryggen og stryge dig på armen. Som om alting var normalt. Men du ved, at intet er normalt. Din elskede er forsvundet. Hvor er han? Kommer han tilbage? Hvornår? Hvad er der sket?

Ugerne går. Du græder og græder over tabet af din elskede. Nogle gange bliver du helt stille, når du overvældes af smerten, og af savnet og chokket over, hvad der er overgået dig. Den nye prøver på at trøste dig. Du værdsætter det, men han taler ikke samme sprog som dig. Hverken verbalt eller emotionelt. Det er ligesom om, at han ikke forstår, hvad det er for en forfærdelig ting, der er overgået dig. Din elskede er væk.

Det er svært at sove. Den nye prøver at trøste dig ved sengetid med søde og dog blide berøringer, men du prøver at undgå ham. Du foretrækker at sove alene, væk fra alle former for intim kontakt.

En måned senere. Du har stadig et smerteligt savn efter din elskede, men du er så småt begyndt at stole på den nye. Han har endelig fundet ud af, at du foretrækker at få din kaffe sort - uden mælk og sukker. Du forstår stadig ikke alle hans sange, men du kan lide hans stemme, og den bringer dig en vis trøst.

Tiden går, og en dag vågner du op, og ser en kuffert stå ved døren. Du prøver at spørge ham, hvad det betyder. Han tager dig blot i hånden og følger dig ud til bilen.

I kører og kører. Du genkender ikke stederne. Hvor er du? Hvor skal I hen?

I holder foran en stor bygning. Han følger dig hen til en elevator og op til et rum fyldt af mennesker. Mange græder og nogle virker helt overvældede af glæde. Du bliver forvirret og bekymret.

Du bliver fulgt over til et hjørne. En anden mand åbner sine arme og trækker dig ind til sig i en omfavnelse. Han gnider dig på ryggen og kysser dig på kinden. Han er tydeligvis henrykt over at møde dig. Du føler dig alt andet end henrykt over at møde ham. Hvem i alverden er han? Hvor er din elskede?

Du rækker ud efter ham, der bragte dig, men han smiler bare, selvom han ser grædefærdig ud, hvilket gør dig urolig. Han aer dig hen over ryggen og lægger din hånd i den nye mands. Den nye tager din kuffert og følger dig over til døren. Den anden græder nu åbenlyst og vinker og vinker, mens elevatordøren stille lukker sig efter dig og den nye mand.

Den nye mand kører dig til en lufthavn. Du følger med, for du ved ikke, hvad du ellers skal stille op. Du græder lidt, men den nye mand forsøger at få dig til at smile, så det gør du. Du vil gerne gøre ham tilpas.

I går om bord på en flyvemaskine. Det er en lang tur, og du sover det meste af vejen. Det er den letteste måde at flygte mentalt fra hele situationen.

Timer senere lander flyet. Den nye mand er opstemt, og leder dig ind i lufthavnen, hvor en stor flok fremmede mennesker tager imod dig. Blitzene fyres af igen og igen lige i hovedet på dig. Den nye mand tager dig med hen til en anden mand som giver dig et kram. Hvem er han? Du smiler forsigtigt til ham. Så hen til en endnu en mand som klapper dig på hovedet og kysser dig på kinden, og endnu en som giver dig et kram og roder op i dit hår.

Til sidst er der en helt tredje mand (hvem er nu han?) som trækker dig ind til sig og giver dig det største kram du nogensinde har fået. Han kysser dig i hele ansigtet og taler til dig på et sprog, som du aldrig før har hørt.

Han følger dig ud til en bil og I sætter jer ind og kører. Alt ser anderledes ud. Klimaet er også anderledes end det, du er vant til. Lugtene er fremmede, og intet smager som det du plejer at få. Undtaget kaffen. Du spekulerer på, om nogen har fortalt ham, at du bedst kan lide din kaffe sort.

Det er umuligt at sove. Nogle gange ligger du vågen i timer og stirrer ind i mørket. Du er stadigvæk rasende på din elskede over, at han forlod dig. Savnet og smerten er der stadig. Den nye mand kigger ind til dig. Han virker bekymret og prøver at trøste dig med søde ord og et krus varm mælk. Du vender ryggen til ham og lader som om du sover.

Folk kommer på besøg. Du kan mærke angsten indeni når du ser alle de nye fremmede ansigter. Du tager et fast greb i den nye mands hånd. Han trækker dig ind til sig. Folkene smiler og forundres over hvor hurtigt du er blevet forelsket. De rækker ud efter dig – ønsker at få del i lykken.

Hver gang en ny person giver dig et kram, spekulerer du på, om det vil være ham, der vil tage dig med væk derfra. For en sikkerheds skyld har du pakket din kuffert, så du er klar. Selvom den nye mand er rar, så har du lært af dine erfaringer, at mænd kommer og mænd går, så du venter på den næste.

Hver morgen rækker den nye mand dig et krus kaffe og ser forventningsfuldt på dig. Nogle gange er din smerte og din længsel efter din elskede så stor, at du kaster kruset fra dig, så den skoldhede kaffe slynges ud i rummet, og den nye mand gisper af smerte. Han kigger forvirret og rådvild på dig.

De fleste dage tager du imod kruset og smiler til ham. Og venter. Og venter. Og venter.

Hvorfor betyder deres accept så meget?

Jeg har selv svært ved at forstå, at biofamiliens accept betyder så meget.
Jeg ved, at jeg selvfølgelig hele livet har haft brug for accept og frygtet svigt grundet min start på livet, men nu har jeg i mange år arbejdet med dette og mig selv - har haft kontakt med biofamilien - har taget nogle valg i forbindelse med dette, som krævede meget mod osv... Hvornår lærer jeg så bare, at have nok i dem, der vil mig og hvile i mig selv.... ?
Er det noget fundamentalt eller kan jeg bare ikke lade det ligge?
Jeg prøver virkelig, at acceptere at tingene er som de er, men alligevel dukker følelsen op igen og igen... Hvorfor vil de mig ikke? Hvad har jeg gjort forkert? Kan de ikke lide mig? Er jeg ikke god nok?
Ja når jeg skriver det, så lyder det ret ynkeligt, men følelserne er der, når det kommer til biofamilien.
Jeg vil så gerne kunne slippe det... putte det i en kasse og gemme den væk... hvile i mig selv og fokusere på hvad jeg vil... så hvorfor gør jeg så ikke bare det...?!

Tak for mails:o)

Vil bare lige lave et lille taknemmeligt indlæg og sige TAK for de mails jeg nogle gange får.

Jeg modtager nogle gange mail fra andre adopterede, bio mødre mm., som har læst bloggen og som får noget personligt ud af det. Det er skønt at læse disse, da det også er hensigten med denne blog. Først og fremmest er det selvfølgelig for mig egen skyld, men vil så gerne vise andre adopterede mm. at de ikke er alene, hvis de bærer rundt på tanker og følelser, som andre ikke helt kan sætte sig ind i.

Så TAK for mails:o)

En lille ny....

Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen!

Har været ret optaget af at forholde mig til mig selv. Jeg skal være mor igen og ligesom sidste graviditet, fylder følelserne omkring min adoption, svigt, usikkerhed osv. igen helt vildt meget. Jeg troede egentlig ikke, at jeg skulle igennem dette igen. Jeg gik ud fra at en gang måtte være nok, men det var det ikke.

Jeg ved jo, at det bare er noget jeg skal igennem, men når man lige er i det, er det ikke så fantastisk. Jeg oplever min egen frygt for at svigte mine børn, angst for at dø fra dem og det kommer rigtig tæt på, at jeg blev givet væk efter fødslen.

Det er bare nogle følelser, som jeg bliver nødt til at forholde mig til - for de er der jo nok af en grund. Mener med det, at hvis jeg bare gemmer dem væk, dukker de nok op en anden gang.

Ud over dette, er det jo helt fantastisk at skulle være mor igen! Ser mig som meget heldig og værdsætter virkelig at jeg får muligheden for at opleve dette:o)