Når blod ikke er tykkere end vand....

Jeg har altid været sikker på at kontakten til min biofamilie var det rigtige, for det føltes bare rigtigt. Jeg ligner dem og jeg vil gerne lære dem at kende.
Gennem årene er jeg blevet afvist, men jeg har ikke villet eller kunnet acceptere at de ikke vil mig. Det er ved at gå op for mig. Jeg er mere værd end at stå ude på sidelinjen og blive holdt hen. Det er en svær erkendelse at jeg ikke betyder det samme for dem som de betyder for mig - men nok det bedste at kunne erkende for at komme videre...

Ikke så meget nyt i adoptionssagen

Jeg har modtaget min adoptionssag. Der var en masse attester og ikke så meget nyt i det - desværre. 
Jeg ved at der er andre sager jeg kan søge aktindsigt i, men ved ikke om jeg orker det...vil jo bare gerne vide hvem min biofar er... Hvorfor skal det være så besværgeligt at finde sine rødder? Hvorfor er det ikke bare lige så rosenrødt som i Sporløs? Og hvor længe skal jeg tage hensyn til andre end mig selv?