Det er koldt....



Det er koldt. Jeg længes altid mere efter min biofamilie i julen og til fødselsdage. Disse ligger med 3 ugers mellemrum, så jeg synes disse dage er svære.

Jeg kan jo ikke selv se, hvorfor jeg ikke er velkommen i familien. Jeg selv har været meget igennem og udviklet mig - lært meget. dette tænker jeg jo at biofamilien også kunne. Jeg ved at det må være svært at jeg dukker op, men som årene går, må der da også ske en udvikling der?

Det er bare svært for mig at forstå, da jeg bare gerne vil dem.

Mange advarer mig om at prøve at finde min biofar, da det jo kan være at han har en familie... Efter jeg selv har fået børn, kan jeg bare ikke forstå at man kan afvise sit eget barn.

Jeg leder jo ikke efter en ny familie. Jeg har en mor, en far, en bror, en mand og to fantastiske børn. Jeg vil bare gerne lære dem at kende.

Det er koldt. Sådan føles det her i julen, hvor jeg bare gerne ville ønske dem glædelig jul, men ikke gør det, da de ikke vil mig. Jeg håber selv på en hilsen den anden vej og har gjort det hvert år - også på min fødselsdag, men det sker ikke.

Er jeg bare naiv? Jeg ved det ikke, men det er vigtigt at stå ved mine følelser, så det vil jeg gøre....

 

 

Brave and quiet....

At føle eller tænke fornuftigt...

Jeg svinger lige nu mellem at føle og tænke fornuftigt.

Hele min biologiske familie kender til mig, men vi har ingen kontakt og jeg hører ikke noget fra dem.

Mine forældre kan ikke rumme mine følelser, og at jeg har det svært. Jeg har altid gjort, hvad jeg kunne for at "tilpasse" mig hos dem. Jeg har lært at følelser ikke er noget man taler om og at man altid skal passe ind i de rigtige kasser.

Jeg selv er nu ved at finde ud af, hvor jeg er og hvem jeg er. Jeg bliver nødt til at have det skidt nogle gange og sørge, som jeg aldrig har gjort før.

Jeg kan godt sætte mig ind i, at min biologiske familie ikke har brug for mig.
Jeg kan virkelig godt forstå, at mine forældre har svært ved at forstå, hvordan det er at være mig.
Men jeg kan virkelig også godt mærke, at det er svært at være alene med en udefinerbar SORG, men jeg ikke kan sætte ord på.

Som nogle ikke synes, jeg burde have, da jeg jo har en god familie.
Som andre ikke kan forstille sig kan blive ved og ved....
Og som nogle ikke tror findes... eller ikke vil indse findes...

Vil denne sorg nogensinde blive mindre? Vil den blive ved med at dukke op? Hvornår kan jeg selv acceptere, at den er der og at den er der af en god grund?

Hvordan kan det føles at være adopteret - tankeeksperiment:

Jeg har fortiden så mange følelser ift. at være adopteret. Prøver på at gemme dem væk, men det ved jeg jo godt, at der ikke går. For så kommer de bare stærkt tilbage. Det gjorde de igår, hvor jeg måtte ligge vågen og græde. Fandt dette og måtte græde mere, men også dejligt at finde et eksempel, hvor man kan få en fornemmelse af hvordan det er at være adopteret:

Du har mødt den mand, som du har drømt om hele dit liv. Han har bare alle de kvaliteter, som du søger. Du planlægger dit bryllup og tilbringer al din tid sammen med din elskede. Du nyder hans berøring, hans duft og den måde han kigger dig dybt i øjnene. For første gang i dit liv forstår du meningen af begrebet ”soulmate”, for denne person forstår dig på et helt andet plan end alle andre. Jeres hjerter slår i takt. Dine følelser er uløseligt knyttet til hans glæde og sorg.

Bryllupsdagen oprinder. Det er en dejlig fest og du er lykkelig. Du falder udmattet i søvn ovenpå dagens begivenheder. Du er glad og afslappet og tryg i forvisningen om, at du ligger ved siden af den person, som elsker dig mere end nogen anden i hele verden…den person du skal tilbringe resten af livet sammen med.

Næste morgen vågner du op i din elskedes arme. Du åbner øjnene på klem og kigger på hans ansigt.

MEN DET ER IKKE HAM! Du ligger arm i arm med en fremmed. Du trækker dig væk i chok og forfærdelse. Hvem er denne mand? Hvor er din elskede? Du stiller spørgsmål til den fremmede mand, men det bliver hurtigt tydeligt, at han ikke forstår dig.

Du leder i hele huset og kalder og kalder. Den fremmede følger dig rundt og forsøger at kramme dig, klappe dig beroligende på ryggen og stryge dig på armen. Som om alting var normalt. Men du ved, at intet er normalt. Din elskede er forsvundet. Hvor er han? Kommer han tilbage? Hvornår? Hvad er der sket?

Ugerne går. Du græder og græder over tabet af din elskede. Nogle gange bliver du helt stille, når du overvældes af smerten, og af savnet og chokket over, hvad der er overgået dig. Den nye prøver på at trøste dig. Du værdsætter det, men han taler ikke samme sprog som dig. Hverken verbalt eller emotionelt. Det er ligesom om, at han ikke forstår, hvad det er for en forfærdelig ting, der er overgået dig. Din elskede er væk.

Det er svært at sove. Den nye prøver at trøste dig ved sengetid med søde og dog blide berøringer, men du prøver at undgå ham. Du foretrækker at sove alene, væk fra alle former for intim kontakt.

En måned senere. Du har stadig et smerteligt savn efter din elskede, men du er så småt begyndt at stole på den nye. Han har endelig fundet ud af, at du foretrækker at få din kaffe sort - uden mælk og sukker. Du forstår stadig ikke alle hans sange, men du kan lide hans stemme, og den bringer dig en vis trøst.

Tiden går, og en dag vågner du op, og ser en kuffert stå ved døren. Du prøver at spørge ham, hvad det betyder. Han tager dig blot i hånden og følger dig ud til bilen.

I kører og kører. Du genkender ikke stederne. Hvor er du? Hvor skal I hen?

I holder foran en stor bygning. Han følger dig hen til en elevator og op til et rum fyldt af mennesker. Mange græder og nogle virker helt overvældede af glæde. Du bliver forvirret og bekymret.

Du bliver fulgt over til et hjørne. En anden mand åbner sine arme og trækker dig ind til sig i en omfavnelse. Han gnider dig på ryggen og kysser dig på kinden. Han er tydeligvis henrykt over at møde dig. Du føler dig alt andet end henrykt over at møde ham. Hvem i alverden er han? Hvor er din elskede?

Du rækker ud efter ham, der bragte dig, men han smiler bare, selvom han ser grædefærdig ud, hvilket gør dig urolig. Han aer dig hen over ryggen og lægger din hånd i den nye mands. Den nye tager din kuffert og følger dig over til døren. Den anden græder nu åbenlyst og vinker og vinker, mens elevatordøren stille lukker sig efter dig og den nye mand.

Den nye mand kører dig til en lufthavn. Du følger med, for du ved ikke, hvad du ellers skal stille op. Du græder lidt, men den nye mand forsøger at få dig til at smile, så det gør du. Du vil gerne gøre ham tilpas.

I går om bord på en flyvemaskine. Det er en lang tur, og du sover det meste af vejen. Det er den letteste måde at flygte mentalt fra hele situationen.

Timer senere lander flyet. Den nye mand er opstemt, og leder dig ind i lufthavnen, hvor en stor flok fremmede mennesker tager imod dig. Blitzene fyres af igen og igen lige i hovedet på dig. Den nye mand tager dig med hen til en anden mand som giver dig et kram. Hvem er han? Du smiler forsigtigt til ham. Så hen til en endnu en mand som klapper dig på hovedet og kysser dig på kinden, og endnu en som giver dig et kram og roder op i dit hår.

Til sidst er der en helt tredje mand (hvem er nu han?) som trækker dig ind til sig og giver dig det største kram du nogensinde har fået. Han kysser dig i hele ansigtet og taler til dig på et sprog, som du aldrig før har hørt.

Han følger dig ud til en bil og I sætter jer ind og kører. Alt ser anderledes ud. Klimaet er også anderledes end det, du er vant til. Lugtene er fremmede, og intet smager som det du plejer at få. Undtaget kaffen. Du spekulerer på, om nogen har fortalt ham, at du bedst kan lide din kaffe sort.

Det er umuligt at sove. Nogle gange ligger du vågen i timer og stirrer ind i mørket. Du er stadigvæk rasende på din elskede over, at han forlod dig. Savnet og smerten er der stadig. Den nye mand kigger ind til dig. Han virker bekymret og prøver at trøste dig med søde ord og et krus varm mælk. Du vender ryggen til ham og lader som om du sover.

Folk kommer på besøg. Du kan mærke angsten indeni når du ser alle de nye fremmede ansigter. Du tager et fast greb i den nye mands hånd. Han trækker dig ind til sig. Folkene smiler og forundres over hvor hurtigt du er blevet forelsket. De rækker ud efter dig – ønsker at få del i lykken.

Hver gang en ny person giver dig et kram, spekulerer du på, om det vil være ham, der vil tage dig med væk derfra. For en sikkerheds skyld har du pakket din kuffert, så du er klar. Selvom den nye mand er rar, så har du lært af dine erfaringer, at mænd kommer og mænd går, så du venter på den næste.

Hver morgen rækker den nye mand dig et krus kaffe og ser forventningsfuldt på dig. Nogle gange er din smerte og din længsel efter din elskede så stor, at du kaster kruset fra dig, så den skoldhede kaffe slynges ud i rummet, og den nye mand gisper af smerte. Han kigger forvirret og rådvild på dig.

De fleste dage tager du imod kruset og smiler til ham. Og venter. Og venter. Og venter.

En lille ny....

Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen!

Har været ret optaget af at forholde mig til mig selv. Jeg skal være mor igen og ligesom sidste graviditet, fylder følelserne omkring min adoption, svigt, usikkerhed osv. igen helt vildt meget. Jeg troede egentlig ikke, at jeg skulle igennem dette igen. Jeg gik ud fra at en gang måtte være nok, men det var det ikke.

Jeg ved jo, at det bare er noget jeg skal igennem, men når man lige er i det, er det ikke så fantastisk. Jeg oplever min egen frygt for at svigte mine børn, angst for at dø fra dem og det kommer rigtig tæt på, at jeg blev givet væk efter fødslen.

Det er bare nogle følelser, som jeg bliver nødt til at forholde mig til - for de er der jo nok af en grund. Mener med det, at hvis jeg bare gemmer dem væk, dukker de nok op en anden gang.

Ud over dette, er det jo helt fantastisk at skulle være mor igen! Ser mig som meget heldig og værdsætter virkelig at jeg får muligheden for at opleve dette:o)

Hvordan giver man slip?

Jeg har tidligere skrevet, at jeg havde accepteret min bio mors afvisning eller hvad det nu var. Det har jeg også - MEN jeg kan mærke, at jeg hele tiden ubevidst vender tilbage til håbet og tanken om at det var anderledes!

Hvorfor? Fordi jeg så vil få det bedre? Vil jeg så finde den ro, som de snakker om i "sporløs"? Jeg tror det ikke. Jeg tror altid, at der vil være en del af mig, som ikke føles hel. Jeg er bare ikke nået til at give slip og acceptere det.

Hvorfor? Fordi det er mig ubegribeligt, at man ikke vil sit eget kød og blod. Jeg ved godt, at man ikke behøver at have noget tilfælles, selv om man er i familie med hinanden, men at kunne tage fuldstændig afstand fra det - det forstår jeg simpelthen ikke. Og det skal jeg måske heller ikke - det gør det bare så svært.

Mine forældre som vil gøre alt for mig. Min bror som altid er der. Min kæreste som gør alt, hvad han kan for mig og min datter som betyder ALT for mig - dette er familie for mig og hvor jeg omvendt også altid er der for dem.

Dette er det, som for mig kendetegner familie og hvad jeg har kendt til hele mit liv - støtte, kærlighed og sammenhold.

Derfor havde jeg ikke forberedt mig på at møde en lukket dør - det lille barn inden i, bliver ved med at banke på og sige: "LUK MIG IND". !!!

Mine tanker og fornuft kan acceptere og se det ude fra - men mine følelser kan ikke.

Det er nok rigtig at:

"hjernen husker ikke,men kroppen gør".

Hvad betyder min adoption for min datter?

Jeg er før stødt på dette spørgsmål i diverse grupper for adopterede. Her har det været internationalt adopterede som tidligt fortæller deres børn om adoptionen i forbindelse med, at børnene har et andet udseende end vennerne.

Jeg har ikke tidligere tænkt så meget over, hvornår jeg skal fortælle min datter, at jeg er adopteret, da det jo for mig altid har været naturligt og da jeg altid har vidst det - så jeg har ikke tænkt det som et problem at fortælle.

Det gør jeg som sådan heller ikke nu - og så alligevel er jeg begyndt at tænke lidt over HVORNÅR - HVORDAN OG HVORFOR.

Selvfølgelig skal hun vide det - men hvornår er hun stor nok til at forstå - og i hvilken anledning?

 

Mens jeg skriver dette - kan jeg mærke, at jeg faktisk undrer mig over, at jeg ser det som et problem og at jeg føler det bliver ubehageligt at fortælle - Hvad er det for en skam, jeg føler over at være adopteret? Og hvorfor føler jeg sådan?

Hvis det er den naturligste ting i verden for mig, at jeg er adopteret, så er det det jo også for min datter - men hvis det er noget jeg ikke finder nemt at fortælle, så bliver det jo heller ikke modtaget som noget positivt.

Så problemet ligger hos mig - i mine tanker og følelser....

"tabu at være adopteret" del 2 - svar på kommentar

Jeg fik en kommentar til mit sidste indlæg "tabu at være adopteret".

Jeg bliver rigtig glad, når nogen læser med og føler de har lyst til at lægge en kommentar... Tak for det:o)

 

Denne kommentar har jeg brugt lang tid (sammen med indlægget) at reflektere over.

 

Indlægget handler kort beskrevet om kontrasten mellem at have en god familie og stadig føle man mangler noget - som adopteret- og kan man det?

 

Kommentaren til indlægget:

"Mon tro det ikke også drejer sig om at kunne se det bedste for sig selv i at være blevet adopteret, hvis man direkte kan se store mangler på bio forældre og måske hørt bio søskende fortælle om deres forsømte barndom...
Jeg er ramt ind i din blog, tilfældigt er dansk adopteret og har en voksen søn.. det hjalp rigtig meget for mig at finde info..
Held og lykke til dig, og sæt pris på din gode adoptions familie det er ikke noget der bare er en selvfølge"

 

Det slog mig, da jeg læste kommentaren, at selv om jeg har haft en "kernefamilieopvækst", så har jeg stadig en del i mig, som vil være påvirket af at være adopteret.

 

Altså ser jeg "min gode familie" og "den adopterede mig" som to forskellige ting, der begge skal have lov til at være der. Det ene opvejer ikke det andet - forstået på den måde, at det at være adopteret er en del af min personlighed, som ikke vil kunne mindskes eller skal glemmes - selv om jeg har en god familie.

 

Mine omgivelser er en ting og mine grundlæggende følelser er en anden ting - de påvirker hinanden, men det er seperate ting.

 

Helt sikkert har min opvækst og den støtte jeg har fået, styrket mig og sådan vil det jo være individuelt afhængig af personlighed og familie, hvordan man er påvikret af at være adopteret.

 

Men jeg tror, at det jeg kæmper med, er en meget grundlæggende fundamental følelse, som altid vil være der og det må jeg acceptere.

 

Jeg har i svære perioder, kunne tænke at mine forældre, da også bare kunne have støttet mig lidt mere eller gjort noget for at hjælpe mig mere - men nu kan jeg se, at min sensitivitet og usikkerhed, er en del af min personlighed - og skal være det.

 

Og igen tak for den fine kommentar, som jeg godt kan se er positiv - jeg fik bare en masse tanker omkring familie versus at være adopteret.

 

 

 

 

 

 

 

Tabu at være adopteret?

Jeg har før skrevet om dette på bloggen, men nu reflekterer jeg over det igen og får lyst til at skrive mere.

Jeg har åbenbart et stort behov for at udtrykke og snakke om, at jeg er adopteret og hvad det betyder for mig. Det bruger jeg denne blog til.

Nogle gange tænker jeg: " Du har det godt - en god familie - så hvorfor lader du det ikke bare ligge?"

Man kan ikke se på mig, at jeg er adopteret. Så det er aldrig noget jeg er blevet spurgt om og omvendt fortæller jeg aldrig, at jeg er adopteret, hvis snakken kommer ind på adoption.

Jeg har ofte hørt sætningen: "hvor er det bare flot af dine forældre at de så tidligt har fortalt, at du er adopteret og dejligt at du kom til sådan en god familie" .... JA og så er der jo ikke så meget mere at sige til det! - for jeg har en god familie, men det er vel heller ikke det, det handler om?

Handler det om, at jeg ikke føler, at jeg kan være bekendt at adoptionen er en del af mig på både ondt og godt, når jeg nu har været så heldig at have en god familie?

Aner det ikke... Måske er det bare mig selv (og ikke andre) der ikke kan acceptere, at det fylder og påvirker at være adopteret. Det er nok der den ligger begravet!

Børn på "gule plader".....

På mit arbejde har en kollega fortalt om sine børn, der er adopteret. Det har jeg jo med det samme bidt mærke i. I en samtale bliver disse børn omtalt som kollegaens børn "på gule plader".

Da dette bliver sagt, ser jeg nærmest mig selv ude fra - jeg spørger med det samme, hvorfor der bliver sagt "børn på gule plader" - at det kan man da ikke sige og kan mærke at jeg har et behov for at forsvare kollegaen... eller mig selv?

 

Det sjove er så, at jeg finder ud af at bemærkningen om "børn på gule plader" selv ikke er relateret til at de er adopteret. Nej, det er slet ikke kollegaens børn mens hendes kærestes...

Jeg synes stadig ikke, at ydtrykket er i orden, og jeg ser det stadig som meget respektløst og kunne helt sikkert forsvare det igen, men kunne mærke, at jeg fik et behov for at forsvare mig selv, da jeg troede det handlede om at være adopteret... HVorfor? Tror bare det er en fundamental usikkerhed, som jeg bærer rundt på.
 

Blodets bånd - er blod tykkere end vand???

Jeg har de seneste dage gået og overvejet en ny titel til min blog... De navne der faldt min ind, var "blodets bånd?" og "Blod tykkere end vand?"... osv...

Samtidig fik det mig til at reflektere over disse og jeg kunne mærke en modstand.

Jeg har altid selv følt en længsel og interesse for min biologiske familie - samtidig med at jeg ikke har turde komme for tæt på af frygten for afvisning.

Derimod har jeg ikke oplevet en stor interesse den anden vej - interesse for mig - hvilket igen har vækket min frygt for afvisning og får mig til at tænke at blod ikke er tykkere end vand..???

Det er svært.

Jeg ser det gennem mine briller og herfra ville det være dejligt med åbenhed og ærlighed - og så tage den derfra. HVordan det er at være biologisk familie, og hvordan der ser ud igennem deres briller, ved jeg jo ikke... 

Men jeg misunder dem som har oplevet en positiv og åben kontakt med deres biologiske familie. HVilke følelser er der som biologisk familie? Ja det håber jeg at finde ud af en dag.

Ud af alt dette, har jeg lært hvor vigtig åbenhed og ærlighed om alt det svære er. Det er jeg glad for at have med mig.

Kan bare ikke lade adoptionsdebatten være!!!

Ja jeg havde egentlig slette denne blog, da den blev ret personlig... MEN men men nu har jeg endnu engang åbnet den op.

Det ER emnet adoption jeg brænder for, og så må den blive personlig!

For tiden dukker der den ene nye gruppe op på Facebook for adopterede, adoptanter eller biologiske forældre. Jeg er medlem af de fleste, da jeg virkelig nyder at have "adoptionen" til fælles og at debattere med nogle der forstår!

Adoption har aldrig været noget jeg har diskuteret eller vendt som barn teenager eller helt ung. Men samfundsdebatten indeholder for tiden ofte adoption og måske også derfor at flere og flere bliver åbne omkring det... og jeg får mulighed for at dele og debatere!

På det personlige plan er der også sket nye ting, men det er jeg ikke helt klar til at åbne op for endnu!

Hvordan vil jeg opleve en ny graviditet?

Min datter skal efter planen engang være storesøster. Det gør jeg mig mange tanker omkring.

Som tidligere beskrevet, var min graviditet meget hård følelsesmæssigt. Det at jeg selv var blevet givet væk af min biologiske mor og dermed ikke følte mig værd at elske, havde været på børnehjem, kommet til en ny familie og følelsen af svigt kom rigtig tæt på.

Det var lige som om jeg nærmest genoplevede de følelser jeg selv havde som spæd. Jeg var meget sårbar,følte ikke jeg var værd at elske, og jeg var bange for at svigte min datter, selv da hun lå i maven. Da hun så kom ud, var jeg så opmærksom på, at hun ikke følte,at jeg svigtede hende, at jeg næsten var ved at gå ned over det selv, fordi jeg var på hele tiden... selv når hun sov. Min psyke kørte i alarmberedsskab!

Jeg tænker nu, om jeg vil opleve det samme igen. Jeg kan mærke, at jeg allerede nu tænker, at jeg svigter min datter, hvis jeg bliver gravid igen. Jeg ved, at det er et tegn på, jeg ikke er klar endnu, men tænker om den følelse vil blive hængende,

Og følelsen af svigt over for barn nummer 2, når man ikke har alt den tid som man havde til nummer 1, er også noget jeg reflekterer over. Jeg ved, at den følelse har de fleste 2. gangs mødre, men jeg kender mine reaktioner og følelser, når det handler om svigt og det kan jeg slet ikke være i.

Jeg håber, at jeg har fået gennemlevet de værste og mest fundamentale følelser og ikke skal igennem det igen, hvis den tid kommer.

De tre parter i en adoption - er biologiske mødre ofre?

Jeg oplever for tiden, at der er rigtig meget debat på diverse internet sider om adoption.

Efter dokumentaren om Masho, er fokus på adoption steget og det er rigtig vigtigt, at der bliver fundet den bedste proces og resultat, så en adoption er til gavn for alle parter, når det nu skal ske.

Jeg er adopteret og i diverse debatter, ser jeg det med min rygsæk på. Jeg var kun 4 mdr, da jeg blev adopteret. Jeg kom til en meget resourcestærk familie og har levet en kernefamilie-liv siden. Alligevel har jeg nogle ar på sjælen efter min start på livet. Det er først nu, at jeg nogle gange tænker, at jeg måske er ved at være på den anden side!

Så når jeg læser disse debatter, tænker jeg det fra adoptivbarnets side. Så er der de to andre sider af adoptionen, som ser det fra deres side og det er også fint.

Det der skræmmer mig, er når biologiske mødre vil retfærdiggøre bortadoptionen med, at det var det bedste valg og i den bedste mening og at der derfor ingen skade er sket.

- Nej det er også lidt overdrevet, men noget i den retning. Jeg tænker om dette, at lige meget hvad, så er det altså det lille barn, som helt fra livets start, hvor den grundlæggende tro på livet og sig selv skal udvikles, bliver stillet overfor en mega udfordring. Så er det altså lige meget, hvorfor man bliver bortadopteret eller hvor man vokser op, så vil denne udfordring være der. Og heldigvis er der rigtig mange der klarer den uden problemer.

Hvad vil jeg med dette indlæg? Jeg ved det ikke. Nok bare fortælle at jeg ikke ser alle biologiske mødre som ofre og uden valg! I Danmark og mange andre lande, er der mulighed for plejefamilie, mødrehjem, økonomisk hjælp osv.

Der er helt sikkert nogle, som bortadopterer, fordi de virkelig ikke kan beholde barnet selv og ikke vil. Og det er også fair. For flere årtier siden, har der været unge mødre, der har været presset til det, og de har følt sig uden mulighed for at vælge. Det er rigtig trist. Og så er der dem som ikke  ønsker børn. Og sikkert mange andre situationer.

Jeg tror ikke, at alle biologiske mødre er ofre. For nogle er det en velovervejet og god løsning.

Truet på arbejde

Jeg har i weekenden oplevet at blive truet på jobbet af en beboer. Jeg har før været udsat for trusler og fysisk vold på arbejde, hvor jeg tog det meget personligt og også havde svært ved at arbejde omkring den person som var udadreagerende. Da det skete sidst, var samtidig med at jeg havde den første og ikke så positive kontakt med biomor. Så jeg var meget sårbar. Denne gang er jeg ikke så påvirket af det, hvilket overrasker mig. Måske fordi jeg ikke er så sårbar lige nu - har kontakt med biomor nu og det gør altså et eller andet!

Fortælle at man er adopteret?

Jeg kom i dag til at tænke lidt over, hvornår man fortæller, at man er adopteret? I hvilke situationer? Til hvem? Og hvorfor fortælle det?

Nu kan man jo ikke se på mig, at jeg er adopteret. Samtidig fylder det en meget stor del af mig, mine tanker og følelser at jeg er. Når folk ikke ved det, føler jeg mig på en eller anden måde ikke hel.

Så jeg har altså lyst til at fortælle det lige så naturligt som at jeg er blevet mor. Der er noget, der stopper mig.

Er det så vigtigt at fortælle? Vil andre synes, at det er en totalt ligegyldig information? Vil det ligge en dæmper på samtalen, hvis jeg åbner op? Og hvorfor er det så svært at fortælle? Er det noget at skamme sig over?

Jeg tror, at jeg holder det tilbage pga. de reaktioner jeg før har fået: " Så er det da dejligt, du har fået sådan en dejlig familie" LUKKET!

Ja, jeg er også rigtig glad for min familie, men det er jo ikke det det handler om. Hvad handler det egentlig om? For mig handler det om at jeg har to familier og en anden start end de fleste har haft. Jeg har en familie, der ikke vil mig og en der vil. Og det handler ikke om, at man skal have ondt af mig. Det handler nok, om at jeg bare har brug for, at folk skal kende hele mig og det er en del af mig.

Jeg forstår også, at man jo ikke aner, hvad der rører sig i mig, når man ikke er adopteret, og derfor kan andre jo ikke sætte sig ind i mit behov for at snakke om det!!

Så vil til at mærke lidt efter, hvor meget jeg har brug for at være åben om det og hvorfor.

Hvilken påvirkning har (bort)adoption?

Jeg har i den seneste tid været i kontakt med flere der er adopteret, har bortadoteret eller har adopteret.

Mit indtryk er, at adoption kan være den bedste løsning for de involverede, men det kan også være et valg, som resten af livet vil være svært at leve med - for alle involverede.

Bortadoption kan være den eneste løsning eller det eneste valg for den biologiske mor. Herefter tænker jeg, at man kan vælge at gemme følelserne væk og glemme det eller man kan vælge at stå frem. Bliver man opsøgt af sit barn eller opsøger man selv? Vil det biologiske barn have kontakt? Man skal resten af sit liv forholde sig til sit valg. Det tror jeg ikke er nemt.

Adoption kan blive en mulighed, hvis man ikke selv kan få børn. Der er nogle, som adopterer selv om de selv kan få børn, men det hører til mindretallet. Jeg er sikker på, at de der vælger adoption, vælger det med hjertet og kærlighed og betragter det adopterede barn, som deres eget. Men ligemeget hvad, så er adoption ikke det man ville have valgt, hvis man selv kunne. Så det er en slags 2. valg! Når man så har adopteret, har man så nogle forventninger til barnet, som det måske ikke lever op til? Er det svært at komme over det faktum, at man ikke selv kan? Jeg ved, at adoptivforældre ELSKER deres børn, de rummer og accepterer de børn de får, men det må stadig være en anderledes opgave at tage et barn til sig med en fortid man ikke kender følgerne af.

Når man er adopteret, kan man have mange ting med i bagagen afhængigt af alder og hvor man kommer fra. Det kan være svært at knytte sig til forældrene, det kan være svært at skille sig ud pga. udseende og det kan være svært at have følelser, som andre ikke forstår. Så er spørgsmålet om man skal opsøge den biologiske familie, om man skal være taknemmelig over at være adopteret eller om man er god nok, siden den biologiske mor ikke ville én...?

Alle disse spørgmål kan jo variere fra næsten ikke at fylde noget til at fylde meget. Jeg er overbevidst om at mange, der er involveret i adoption, har det godt og lever et liv med kvalitet. Jeg mener dog også, at man på en eller anden måde må være påvirket og jeg synes, det er vigtigt at være åben omkring, så det ikke bliver noget man går alene med. Om man så bortadopterer, adopterer eller er adopteret,

Et år som mor - det smukkeste og det sværeste

 

Det er et år siden, jeg fødte min dejlige datter!

 

 

 

Det har været et år med op- og nedture. At bære et lille liv i maven, føle spark, føde, amme, passe på og elske min lille baby har været det mest fantastiske og smukke jeg har oplevet i mit liv. Hun betyder ALT for mig og jeg håber, at jeg kan være den bedste mor for hende.

 

Samtidig har det været et år, hvor jeg har været nødt til at konfrontere nogle sider og følelser, som jeg længe har gemt væk.

Jeg har været igennem følelsesregistret med følelser af svigt og sorg ang. min egen start på livet.

 

Jeg har, i bestemte perioder af min datters liv, måtte gennemleve følelser af at blive svigtet af en mor, at savne en mor, angst for selv at svigte, angst for at min datter vil føle sig svigtet og den største følelse har været sorg over en mistet mor.

 

Ja det lyder sikkert langt ude, for hvordan kan jeg føle dette, når jeg kun var 4 mdr, da jeg blev adopteret. Jeg er også selv både overrasket, skræmt og forundret over mine følelser, men de er der og jeg bliver nødt til at lade dem være der og ikke gemme dem væk!

 

Lige for tiden oplever jeg at føle sorg over, at have mistet min mor. Da jeg brød kontakten over mail med min biologiske mor, reagerede jeg ved at lade som om, det var ok og at jeg havde det fint nok med det. Men min største frygt var jo blevet til virkelighed og selvfølgelig var jeg ikke okay.

 

Mine forældre ville jo helst høre, at jeg havde det godt og at min biologiske mor ikke fyldte for meget i mit liv, så det gav jeg udtryk for. At de så siden hen ikke har kunne rumme mine stærke følelser efter jeg er blevet mor og at jeg ikke har følt nogen støtte i forhold til det, giver mig også følelsen af at have mistet en mor.

 

Det er meget stærke følelser, som gør ondt. Det der gør mest ondt, er at stå alene med det og at jeg ikke kender nogen der har været igennem det samme. Det gør det diffust og jeg tvivler nogle gange på mig selv... om jeg virkelig kan tillade mig at føle sådan.

 

Jeg er bare kommet frem til, at jeg SKAL føle sådan. Jeg skal gennemleve det, så det ikke sætter sig fast. Ønsker bare det ikke skulle gøres uden forståelse fra dem der betyder mest og er en del af det.

" Hun er ikke pylret, hun kommunikerer!!! "

Det er det MEGET vigtigt for mig, at min datters signaler bliver forstået rigtigt eller rummet af omgivelserne, så hun ikke føler sig misforstået eller føler at det ikke er i orden at have det som hun har det.

Det er noget, som fylder rigtig meget i mig. Er det fordi jeg ikke selv føler jeg er forstået og rummet ? Ja det er det sikkert! Og det rører sig helt vildt for tiden.

Min datter er en rigtig glad pige, som de første mange måneder af sit liv kun græd, når hun var sulten, skulle have skiftet ble, var træt osv. Senere har hun haft nogle udviklingsperioder med humørsvingninger, men ellers stadig en glad pige.

Når hun græder med eller uden tårer, brokker sig, er indelukket osv. er min tilgang til det at det er hendes måde at kommunikere på indtil hun får et sprog.

Græder hun med tårer, er hun selvfølgelig ked af det og bliver trøstet. Græder hun uden tårer, brokker sig eller er indelukket, gør jeg hvad jeg kan for at finde ud af hvorfor.

Vil hun ikke være social lige nu -  så skal hun ikke!
Vil hun ikke være hos bedstemor lige nu - så skal hun ikke!
Har hun brug for at være lidt sur - så er det også ok!

Jeg prøver at trøste hende og rumme hendes reaktioner.

Jeg oplever at generationen over mig bruger ordet "PYLRET" en del!

-"nu skal du ikke være pylret!"
-"ja du skal da bare begynde at tude!"
-"Det skal du ikke pylre over!
- Osv.

Det gør ondt på mig, at se min datters signaler blive overset og at hun bare stemples som pylret, da jeg tænker at det da er hendes eneste måde at kommunikere på. Vi skal da ikke tilbage til "børn skal ses, men ikke høres?" ???

Ja og hvorfor siger jeg så ikke fra? Fordi jeg altid har haft svært at sige fra OG da dette handler om min kære svigerfamilie!!

Min kære svigerfamilie er de sødeste mennesker MEN de er kort beskrevet meget generaliserende, ikke interesseret i udvikling, tror på sandheden bliver sagt i TV osv. og der er så heller ikke sket så meget siden de selv fik børn.

Så lige nu går jeg og prøver at finde ud af hvordan jeg på en pæn måde, kan få sagt at når min datter snart begynder at kunne forstå, hvad de siger, så skal hun ikke tysses ned for når hun kommunikerer eller stemples som pylret... Men hvordan gør jeg??

Ved jeg kan gøre det, når det tager overhånd, men er bange for det ikke kommer så pænt ud....

Min angst for dagpleje start og stor respekt til enlige mødre!!

Det er lang tid siden sidste indlæg. Jeg har været optaget som MOR på fuldtid, da min datters far har arbejdet på Sjælland og dagplejen har været lukket. Så STOR respekt til enlige mødre, siger jeg bare!!! Inden jeg blev mor, anede jeg ikke at alt min tid ville kunne udfyldes med at passe min datter... men det kan den.

Da hun så oven i købet har lidt seperationsangst og vil hænge på mig HELE tiden, så er tiden bare gået.

Min datter startede ellers i dagpleje for 2 måneder siden. Det var bare rigtig hårdt... for mig!! Hun tog det rigtig flot og efter en lille uge, føltes det som om hun var faldet til.

Allerede ugen op til hun skulle starte, kunne jeg sidde og tude over at jeg skulle forlade hende et sted hun ikke var tryg eller kendt. Det gjorde SÅ ondt på mig. Jeg kom jo til at sammenligne min egen angst eller sorg over at blive forladt, som jeg altid har haft.

Jeg var sammen med hende i dagplejen 2 dage og da hun så skulle afleveres for at være der selv, blev det hendes far der måtte gøre det, så hun ikke skulle blive påvirket at min sindsstemning.

Den første uge følte jeg at jeg havde svigtet hende, at hun følte sig svigtet og forladt samt at det bare ikke var rigtigt.

Da jeg ligesom kom igennem alt dette, var det ret tydeligt at det var min egen angst for at blive forladt som spillede ekstra ind. For selvfølgelig er alle mødre  kede af at aflevere første gang i dagpleje.

En klog mand har fortalt mig, at når man er adopteret og på en aller anden måde er påvirket af det, kan graviditeten og det at blive mor, gøre at man får sine issues bearbejdet. Det at man oplever en graviditet, at blive mor og de forskellige følelser, gør at man kommer igennem en masse, som minder en om sig selv i den alder. Jeg har selv oplevet SÅ mange stærke følelser det sidste halvandet år, som jeg er overbevidst om der stammer fra min egen start. Ikke at jeg kan huske det, men følserne fra dengang blusser op igen.

Jeg tror på, at jeg får bearbejdet en masse i de hårde perioder, da jeg kan mærke på min socialeangst, at den ændrer sig til det bedre.