Jeg vil bare gerne vide hvem han er!

Nu er det igen længe siden jeg har skrevet her.
Jeg er ikke klar over, hvor mange der stadig kommer forbi bloggen og om den er brugbar.

Status ift. min søgen - jeg leder stadig efter min biologiske far.
Jeg har nogle få oplysninger at søge efter og jeg håber stadig at der en dag er en der genkender det OG vil informere mig om det.

Jeg kan fortælle, at jeg nok er tættere på end sidste gang jeg skrev - men lad os se hvad det ender med!

Jeg har brugt meget tid på at søge efter journaler vedr. min adoption på rigsarkivet - det er utroligt hvilke oplysninger der ligger gemt der uden at man ved det.

Til de som måske heller ikke ved hvem biofar er - så opgiv ikke. Der kan findes mange oplysninger på arkiverne.

Jeg håber det lykkes for mig engang. Jeg ønsker bare at vide hvem han er - det betyder rigtig meget.

Jeg har mødt biomor...

Det er desværre alt for længe siden jeg har skrevet her. Jeg er her stadig. Jeg bruger stadig energi på at få ro på i min søgen efter ... ro.

Min søgen efter min biofar er stadig aktiv. Det kom så langt at jeg faktisk fandt en af de tyskere som havde været i samme by, samme sted og næsten samme tid... Bare et år for sent. Så må starte forfra igen.

Jeg har mødt min biomor. Jeg troede aldrig det ville ske. Dagene op til havde jeg det helt fysisk dårligt - det føltes som et pres. Jeg tog afsted og  havde ingen forventninger. Det turde jeg ikke. 
Jeg fik et høfligt håndtryk og vi satte os et sted og drak juice. Fik lidt svar på min begyndelse på livet og lidt small talk. Det var dejligt at de hende i virkeligheden. Det var ikke et gensyn som i sporløs - men følte det var fint og ægte. Vi sagde farvel efter nogle timer og fik et knus. Er glad for at jeg gjorde det.

Om jeg nogensinde finder biofar, ved jeg ikke... Men giver nok aldrig op...

Min søgning efter biofar...

Det er igen ved at være længe siden, at jeg har skrevet!

Det er ikke fordi "at være adopteret" ikke fylder længere - jeg har brugt en del energi på at søge efter biofar.

Jeg har søgt efter info om ham på Facebook - i søgegrupper, i by grupper og også fysisk eftersøgning i et par byer i Fakta! 

Jeg har lavet tyske eftersøgninger i diverse søge- og bygrupper.

Jeg er blevet kontaktet af rigtig mange med info, der ville oversætte eller bare gerne ville hjælpe:o)

Alt det info jeg har modtaget samt biomors info og så også mine forældres erindringer har givet et samlet billede og en mulig biofar, hvor jeg nu har kontakt til familien.

Han er tysk og min henvendelse blev ikke modtaget så positiv. Det forstår jeg - jeg håber, regner med og forventer at høre fra dem igen, når der er gået lidt tid.

Men det er lidt svært igen at blive afvist, ikke at blive troet på og at skulle presse på for at "være her"....

 

Svigter min datter...??

Jeg er blevet mor igen! Det er helt fantastisk - og her anden gang er det også lidt nemmere.
Men min ældste datter har reageret meget på det nye familiemedlem. Jeg har reageret meget på, ikke at kunne være der 100 % for min ældste datter som før.
Jeg var forberedt på det! Jeg vidste, at denne følelse ville komme. Jeg føler, at jeg svigter hende. Jeg føler, jeg svigter begge to. Da min ældste datter var baby, var jeg sammen med hende hele tiden. Græd hun, tog jeg hende med det samme. Hun skulle ikke være alene og ikke føle nogen form for svigt.

Denne gang kan jeg ikke være der 100 % for nogen af dem. Hvis baby græder og jeg er ved at lave noget med den ældste, kan jeg ikke bare smutte med det samme. Når jeg ammer baby, bliver jeg nødt til nogen gange at stoppe og hjælpe den ældste. Når jeg snakker med baby, bliver den ældste jaloux og hun kan selv sætte ord på: "jeg savner min mor"!
Åh hvor er det hårdt. Den følelse - at savne sin mor og at føle sig svigtet af sin mor - er den sidste ,jeg vil have at de skal føle. Det er for mig den værste følelse!

Og her i denne graviditet og efter fødslen er denne følelse bare stærk. Jeg føler og tænker igen meget på biomor... hvorfor mon hun ikke vil mig? Jeg føler igen, at det er uretfærdigt at mine forældre ikke kan rumme eller anerkende mine følelser ift. at det er svært for mig at blive mor... - det er fantastisk men også svært.

Det er som om at det ikke er "lovligt" at sige højt - at det ikke udelukkende er lykke at blive mor.

Jeg har de sidste uger gået og tænkt lidt over, om det mon er på tide at sørge? Have lov til at være ked af, at min biomor ikke ville og ikke vil mig? At have lov til at være ked af at mine forældre aldrig har taget sig af "den adopterede mig"?

Det er nok ikke det optimale tidspunkt at sørge... men det er nu alle følelserne er der og jeg ved de ikke forsvinder, når jeg bare gemmer dem væk!

Mon jeg kan give mig selv lov til at være ked af det, når jeg synes jeg burde være glad...?

Har intet hørt, men har ikke fortrudt...

Som jeg tidligere har beskrevet, har jeg sendt et brev til min biologiske søster, hvor jeg fortalte hende, at jeg eksisterer.

Jeg har intet hørt fra hende. Min hjerne kan sagtens forstå, at der kan være mange grunde til, at jeg intet hører. I mit hjerte gør det bare alligevel lidt ondt.

Jeg har selv brugt mange år fra tanken om, at jeg nok VAR interesseret i at finde mine biologiske forældre til i dag, hvor jeg har været igennem at opsøge, have kontakt, miste den og selv kontakte igen. Så jeg ved at en situation som denne, kan tage lang tid at bearbejde og forstå sig selv i.

Måske er hun slet ikke interesseret i at have kontakt nogensinde. Måske er det alt for svært at tro på. Måske skulle jeg ikke have skrevet til hende. Måske har min biologiske mor en indflydelse. Måske, måske, måske.....

Jeg ved ikke, om jeg skulle have gjort det anderledes. Jeg ved ikke hvad der sker i den familie efter hun modtog brevet.

Jeg kan bare mærke på mig selv, at nu har jeg fundet den ro, som andre får i Sporløs, når de møder deres biofamilier.

Jeg har fået en ro, fordi jeg ikke selv kan gøre mere. Jeg har gjort det jeg følte for og havde brug for. Nu kan jeg ikke gøre mere selv. Jeg er ikke en hemmelighed mere. Det gik mig meget på, at jeg kendte til min biologiske søster uden hun vidste, at jeg levede. Derudover så virker hun bare som et smukt menneske, jeg gerne vil lære at kende... Og så er hun min søster.

Og hvad håber jeg så på sker? Jeg håber selvfølgelig at høre fra min biologiske søster. Og længere vil jeg ikke tænke lige nu.

Kontakt til biologisk søster

Som tidligere skrevet, har jeg kontaktet min biologiske søster, som ikke kendte til mig.
 Hvorfor gjorde jeg det?

I de tre år, hvor jeg har haft lidt kontakt med min biologiske mor, har jeg fået mere og mere behov for at hun også skulle kende til mig. For det første ville jeg naturligvis gerne selv i kontakt med hende, men jeg har været meget i tvivl om det også var rigtigt for hende at vide.

Jeg ville ikke skabe splid mellem hende og hendes mor. Jeg ville ikke gøre det svært for hende med den oplysning. Så jeg har overvejet for og imod i disse år. Tilsidst kunne jeg så mærke at det var SÅ vigtigt for MIG ikke at være en hemmelighed mere og jeg ville gerne give hende muligheden for selv at vælge, om hun vil have kontakt med mig.

Jeg gav selvfølgelig min biologiske mor chancen for selv at fortælle det, da det var det bedste for alle. Min biologiske mor ville i første omgang også fortælle både min biologiske søster og resten af familien om mig. Men der var hele tiden et eller andet i vejen for at gøre det og det blev hele tiden udsat, selv om hun sagde hun ville gøre det.

Så jeg mærkede rigtig godt efter og overvejede igen for og imod. Jeg kom dertil, at jeg blev nødt til at gøre det selv. Så jeg skrev et brev til hende og præsenterede mig.

Det er nu 14 dage siden og jeg har intet hørt fra hende. Jeg ved, at hun har modtaget brevet, da jeg modtog en besked fra min biologiske mor.

Jeg forstår godt at det er en svær besked at få og jeg kan nemt sætte mig ind i, at hun måske slet ikke har lyst til kontakt.

Det gør da ondt, hvis hun aldrig kontakter mig, men nu har jeg gjort det jeg selv kan. Jeg kan mærke, at nu er "byrden" væk og jeg kan ikke komme videre. Så kan jeg bruge min energi på andre ting, istedet for at gå og holde mit behov og mine tanker på afstand, fordi de ikke må være der.

Så selv om det måske er en kliche, at man bliver stærkere i kriser og når det er hårdt, så er det det jeg oplever. Jeg ville rigtig gerne, at min søgen var endt, som de lykkelige "sporløs" programmer, men sådan skulle det ikke være. Men det har gjort mig stærkere og det at jeg har gjort noget aktivt og ikke bare har gemt mig væk, har gjort at jeg er tilfreds med mig selv. Da jeg i min søgen efter biologiske forældre mødte afvisning, var det nemt at vende det mod mig selv, og føle at det var pga. MIG. Men det gør jeg ikke mere.

Så nu må jeg lade tiden gå og se hvad der sker. Jeg håber selvfølgelig på kontakt i fremtiden, men ikke på alle vilkår, hvilket jeg også før gjorde. Før havde jeg ikke mig selv 100 % med af frygt for afvisning, men det tror jeg at jeg er ved at have nu!

Update...

Der har været rigtig stille på bloggen i lang tid. Jeg følte, at den blev lidt for personlig og der skete en masse på adoptionsfronten i mit liv, som jeg ikke lige har haft mod til at dele. Så jeg prøvede at oprette en anden blog, men jeg kan altså ikke slippe denne og det er stadigvæk mit adoptionsliv, som jeg har behov for og lyst til at dele!

Der er som skrevet sket en masse. Jeg havde jo kontakt med biomor igen igen. Og det gik som det plejer. Først en masse positiv kontakt, som ebber ud indtil jeg melder ud, at jeg ikke ønsker kontakt medmindre der er gensidig respekt... og så starter vi forfra.

Tilsidst kunne jeg ikke mere og sagde stop, da jeg ikke følte, vi ville det samme. Jeg brugte alt for meget energi på at være forstående og empatisk. Desværre følte jeg ikke meget forståelse fra min biomor. Så det var bedst at afslutte det.

Jeg besluttede så, at nu måtte jeg tænke på mig selv også og gøre hvad jeg har brug for. Så jeg besluttede at kontakte min biologiske søster! Det vil jeg skrive om en anden gang.

Har snakket med biomor!!

Det er ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet!! Har været herinde, men har ikke kunne ligge billeder ind og har så prøvet på at få det til at fungere...

Der er sket en del på "adoptions fronten". Jeg har som tidligere beskrevet her, virkelig prøvet at acceptere at min biomor ikke ønskede kontakt. Selv om jeg prøvede at acceptere det, har jeg haft SÅ mange følelser - især adskillelses sorger, som bare ikke ville blive mindre.

En dag fik jeg bare nok, og tænkte at nu måtte jeg virkelig gøre noget. Selv om min kære psykolog har fortalt mig mange gange, at man ikke bliver lykkeligere af at have kontakt til den biologiske familie, kunne jeg bare mærke, at jeg måtte gøre et eller andet.

Jeg skrev så til min biomor, at jeg accepterede hendes valg om ikke at have kontakt, men at jeg så selv ville arbede videre - her kontakte dem jeg ville i min søgen, hvis jeg fik brug for det. Jeg havde brug for at skrive det til hende og havde det godt bagefter!

 

Til min store overraskelse svarede hun ret hurtigt tilbage, at hun gerne gerne ville have kontakt. Vi skrev så lidt sammen - jeg lidt mere end hende - og da jeg gav udtryk for, at jeg følte det kun var mig som skrev, spurgte hun om hun måtte ringe....

GISP!!! Måtte lige trække vejret et par gange. Jeg har det meget nemmere, når jeg kan gemme mig på mail og beskeder. Men selvfølgelig tog jeg chancen. Vi snakkede i halvanden time om lidt af hvert.

Det var en rigtig behagelig samtale. Ikke noget med store følelser, men det havde jeg heller ikke brug for.

Efterfølgende har jeg bare følt en stor ro. Min adskillelsesangst er blevet mindre og jeg har det godt. Måske er det fordi jeg føker mig "accepteret". Måske er hullet blevet lukket. Måske er det den sidste brik. Jeg ved det ikke. Men det er ihvertfald smukt!!

Nu håber jeg, at vi langsomt kan opbygge en kontakt. Det er mit håb og ønske. Så må jeg se hvad der sker....

Accept af biologisk mors afvisning !l

Det er nu over 2 år siden jeg sidst havde kontakt med min biologiske mor. Hun skrev, at hun ville vende tilbage med oplysninger om min biologiske far. Dengang kunne jeg godt mærke, at hun ikke var klar til kontakt. Jeg tænkte, at hun sikkert skulle bruge tid og at tiden ville arbejde for mig som den plejer. Da hun aldrig har afvist mig direkte med ord men med stilhed, har jeg i mit stille sind altid haft et håb om, at vi en dag kunne have en eller anden form for kontakt.

Jeg fik så for nogle uger siden pludselig modet til (eller også fik jeg en hjerneblødning) at anmode hende om venskab på facebook. Vi har før været venner der, og jeg tænkte, at det måtte hun da kunne håndtere. Jeg ville egentlig gerne finde ud af om mit lille håb om kontakt var min lille barnedrøm eller en realitet.

Hun har så slet ikke reageret på min anmodning. Hun har endnu ikke afvist eller accepteret. Hun har ikke skrevet til mig. Hun har ingenting gjort ligesom sidst - måske ville det være nemmere for mig med en blank afvisning.

Men jeg kan nu mærke, at jeg ikke selv længere tror på, at vi nogensinde får en god kontakt. Jeg håber, men jeg tror ikke. Jeg er en hemmelighed, som ikke skal frem. Jeg kan godt acceptere, at hun ikke vil mig. Så er det "hul" lukket på en eller anden måde.

Så det er dejligt, at jeg ikke længere går og tror, hun kontakter mig. Jeg tror ikke på det sker og det er ok, når det ikke kan være anderledes.

Så dukker der så selvfølgelig andre tanker op. Finder jeg så nogensinde ud af hvem min biologiske far er? Kan jeg nogensinde kontakte min biologiske søster og få en god kontakt? Disse to ting føler jeg, at jeg bliver nødt til at få afklaring på inden jeg kan lade alt dette ligge.

Nogen gange har jeg bare lyst til at kontakte min halvsøster, min biofamilie og ham jeg tror er min biofar og så være ligeglad med andres følelser og kun tænke på mig selv!

Men det gør jeg jo ikke... jeg tænker på andres følelser først!

En lykkelig barndom

Det jeg skriver her i min blog, er de tanker og følelser, som jeg ikke føler andre forstår eller som jeg ikke er god til at dele med andre, da jeg føler mig ret "anderledes".

Derfor er størstedelen ret negativt betonet, også i forhold til mine forældre. Det er her, jeg kan komme ud med det og få luft. Og jeg får virkelig luft her. Det er rigtig dejligt at kunne være fuldstændig ærlig her og ikke lægge skjul på noget. Måske også derfor jeg er anonym!

Jeg har haft en tryg og lykkelig barndom sammen med mine forældre, som gjorde alt, hvad de kunne for at min bror og jeg havde det godt. De har smidt alt, hvad de har haft i hænderne, hvis vi havde brug for hjælp. 

Jeg har så haft noget med i bagagen, som de ikke har været udrustet til at få øje på, da man dengang ikke gik på forberedende kursus osv., når man adopterede. Og jeg har været ekspert i at skjule det, når jeg havde det svært, så vil med dette indlæg fortælle, at jeg ikke kunne have haft en tryggere barndom samt at jeg godt kan forstå at det har været svært at forstå, hvor jeg kommer fra.

Dermed mener jeg også, at det er utroligt vigtigt, at man bliver forberedt, når man adopterer. For om man så er 4 mdr eller 3 år, når man kommer til sin nye familie, vil der være noget med i rygsækken pga. en anderledes start på livet, som nogle gange kræver noget støtte og forståelse.

Tanker til Masho og alle andre i den situation!

Angst, mindfulness og meditation

Jeg lever med angst.

 

 

 

Ja jeg vil lave et indlæg om angst, da jeg før har nævnt angst i mine indlæg. Jeg vil ikke sige, at jeg LIDER af angst. Jeg tror bare, at jeg vil kalde det at leve med angst eller have angst.

 

Jeg har levet med angst hele livet. Social angst har været det som har fyldt mest og startede meget tidligt. I folkeskolen var jeg den stille pige, som aldrig sagde noget. Jeg havde veninder, men kunne ikke selv lave nye venskaber.

 

Jeg havde en lang periode med ondt i maven de første år af folkeskolen. Mine forældre har fortalt, det startede tidligt morgen, hvor jeg græd og græd over ondt i maven og jeg fik så lov til at blive hjemme fra skole. Lidt op af formiddagen var det så væk igen, når jeg ikke skulle afsted.

 

Jeg var indlagt i nogle uger til undersøgelse, hvor de intet fysisk kunne finde og mine lærere udtalte at jeg fungerede fint psyksik, så det blev til diagnosen "nervøs tarm".

 

De fandt aldrig ud af at det var angst.

 

Da jeg kom i puberteten, blev det værre. Jeg kunne intet sige i klassen, havde svært ved at finde nye venner og jeg holdt mig bare til de gamle veninder i troen på, at alt var som det altid havde været. Mine gamle veninder fandt jo nye venner og nye veje. Jeg holdt mig bare til dem. Hjemme lod jeg som om alt var godt.

 

I gymnasiet havde jeg det rigtig skidt. Sagde ingenting i klassen og havde kun få jeg kunne snakke med. Stadig holdt jeg mig til de gamle veninder hjemme og mine forældre vidste intet om min angst.

 

Jeg flyttede til en større by for at læse og her eskalerede min angst. Jeg havde svært ved at trække vejret og var ved læge, som  heller intet kunne fysisk finde. Det beroligede mig lidt, da jeg var sikker på, at jeg fejlede noget.

 

Efter et års tid med fysiske symptomer, hvor jeg ud af til havde det fint, brød jeg pludselig sammen og var angst for at fejle noget alvorligt, da jeg havde meget svært med at trække vejret.

 

Efter flere undersøgelser, måtte min læge fortælle mig, at det nok var angst... Jeg kunne slet ikke tro på, at angst kunne udløse så mange fysiske symptomer. Men det kunne det.

 

Det hjalp rigtig meget at få sat ord på. Jeg har siden brugt flere år hos en psykolog, der arbejder inden for adoption og jeg er næsten ikke besværret af min angst længere. Før kunne den næsten lamme mig. Nu mærker jeg den engang imellem.

 

Udslaget for denne udvikling har været meditation og mindfulness. Det er jo meget moderne for tiden og mindfulness ses i mange afskygninger. Men for mig har det virkelig været en vej ud af angsten. Jeg slipper nok aldrig af med den, men når den ingenting fylder, generer den næsten ikke.

 

 



Et år som mor - det smukkeste og det sværeste

 

Det er et år siden, jeg fødte min dejlige datter!

 

 

 

Det har været et år med op- og nedture. At bære et lille liv i maven, føle spark, føde, amme, passe på og elske min lille baby har været det mest fantastiske og smukke jeg har oplevet i mit liv. Hun betyder ALT for mig og jeg håber, at jeg kan være den bedste mor for hende.

 

Samtidig har det været et år, hvor jeg har været nødt til at konfrontere nogle sider og følelser, som jeg længe har gemt væk.

Jeg har været igennem følelsesregistret med følelser af svigt og sorg ang. min egen start på livet.

 

Jeg har, i bestemte perioder af min datters liv, måtte gennemleve følelser af at blive svigtet af en mor, at savne en mor, angst for selv at svigte, angst for at min datter vil føle sig svigtet og den største følelse har været sorg over en mistet mor.

 

Ja det lyder sikkert langt ude, for hvordan kan jeg føle dette, når jeg kun var 4 mdr, da jeg blev adopteret. Jeg er også selv både overrasket, skræmt og forundret over mine følelser, men de er der og jeg bliver nødt til at lade dem være der og ikke gemme dem væk!

 

Lige for tiden oplever jeg at føle sorg over, at have mistet min mor. Da jeg brød kontakten over mail med min biologiske mor, reagerede jeg ved at lade som om, det var ok og at jeg havde det fint nok med det. Men min største frygt var jo blevet til virkelighed og selvfølgelig var jeg ikke okay.

 

Mine forældre ville jo helst høre, at jeg havde det godt og at min biologiske mor ikke fyldte for meget i mit liv, så det gav jeg udtryk for. At de så siden hen ikke har kunne rumme mine stærke følelser efter jeg er blevet mor og at jeg ikke har følt nogen støtte i forhold til det, giver mig også følelsen af at have mistet en mor.

 

Det er meget stærke følelser, som gør ondt. Det der gør mest ondt, er at stå alene med det og at jeg ikke kender nogen der har været igennem det samme. Det gør det diffust og jeg tvivler nogle gange på mig selv... om jeg virkelig kan tillade mig at føle sådan.

 

Jeg er bare kommet frem til, at jeg SKAL føle sådan. Jeg skal gennemleve det, så det ikke sætter sig fast. Ønsker bare det ikke skulle gøres uden forståelse fra dem der betyder mest og er en del af det.

Min egen historie - min biologiske far

Jeg ved ikke hvem min biologiske far er og finder nok aldrig ud af det!

På udskriftet fra kirkebogen, som jeg fik tilsendt med oplysninger om min biologiske mor, stod der ingenting om min biologiske far. Der stod: XXXXX.

Mine forældre fik at vide på børnehjemmet, at min biologiske mor var ung og havde et forhold til en ældre mand.

Min biologiske mor skrev til mig, at min biologiske far var ung, tysker og han arbejdede i Danmark. Deres forhold endte og hun flyttede fra byen. Han vidste ikke, hun var gravid og ved derfor ikke jeg lever.

Min biologiske mor kunne fortælle hans fornavn. Et tysk eller øst-europæisk navn.

Hun kunne desværre ikke huske efternavn, hvor han kom fra, hvilken slags håndværker han var eller noget som helst! ...  det virkede jo også rigtig troværdigt. At man helt glemmer den person man har fået et barn med.

Jeg kan udemærket forstå, at man ikke vil fortælle en person, at man forresten bortadopterede hans barn for 30 år siden. Jeg kan ikke forstå, at man ikke kan være ærlig.

Sjovt nok var min biologiske mor venner med en mand på facebook med det navn. Han var så ikke tysker men fra øst europa og boede i Danmark.
En dag var jeg så desperat, at jeg kontaktede ham. Vi skrev lidt sammen og til en start troede han, at det evt. kunne være ham. Uden jeg vidste det, kontaktede han så min biologiske mor og skrev derefter til mig, at han var den forkerte med det navn, at det ikke passede med årstallet og at min biologiske mor havde sagt, at hun kun havde én datter og hun boede hjemme hos hende....

Tak for kaffe!!

Så jeg finder nok aldrig ud af hvem han er. Det gør mig egentlig ikke så meget. Det der gør mig trist er alle de løgne, hemmeligheder, at jeg er en hemmelighed og at jeg ikke selv har noget valg i alt dette!

Men den viden jeg nu har, er meget bedre end slet ingenting at vide, så har ikke fortrudt at jeg har prøvet at finde mine biologiske forældre, tværtimod! Det har gjort mig meget stærkere og mere moden, selv om det har været hårdt så længe det stod på.

Mit første hjem - Skodsborg

Efter at have været en del igennem mht til at være adopteret - her at opsøge min biologiske mor, være gravid og blive mor, havde jeg en rigtig rar oplevelse ved at besøge Skodsborg.

Jeg kender ikke historien fra min fødsel - om jeg blev taget fra min biologiske mor med det samme eller hvad der skete, men jeg var nogle dage på hospitalet. Herefter blev jeg hentet til Skodsborg Observationshjem, hvor jeg boede i ca. 4 måneder inden mine forældre hentede mig.

For nylig var jeg på Nord Sjælland og havde muligheden for at se børnehjemmet. Det er nu lukket, desværre, men det var muligt at køre dertil og se det. Det ligger på Strandvejen i Skodsborg, ret afsides fra vejen, men med den smukkeste udsigt lige ned til vandet. En rigtig flot og charmerende gammel villa.

Jeg havde forestillet mig noget helt andet. Jeg havde nok forestillet mig, at det var mere institutions agtigt. På en eller anden måde gav det fred og glæde at se dette sted. At det var så idyllisk og fint og jeg kan nu på en eller anden måde, se det som starten af mit liv og ikke kun bortadoptionen.

Jeg har nogle udskrifter fra min journal fra Skodsborg. De første gange jeg læste dem, tuede jeg. Jeg syntes, at det var så rørende at læse om mine første dage, da der jo aldrig var nogle der havde eller kunne fortælle om det.

Efter jeg selv er blevet mor, er alle de små fremskridt og småting omkring min datter bare så vigtige, så nu betyder disse journaler endnu mere for mig. Dejligt at læse om mig selv, når mine tanker fra dengang altid har drejet sig om bortadoptionen.

Min egen historie - min halv-søster

Selv om det var en sparsom kontakt jeg havde med min biomor, fik jeg alligevel nogle oplysninger, jeg blev glad for.

Det viste sig, at jeg har en 10 år yngre halv-søster. Jeg har altid gerne villet have en søster og derfor var det en dejlig nyhed. Samtidig blev jeg også trist, da hun slet ikke ved, at jeg eksisterer. Og vil hun nogensinde få det at vide? 

Jeg tror aldrig, at jeg vil kunne kontakte hende, selv om jeg inderst inde gerne vil.

For det første, fordi jeg ikke vil lave rod i deres familie. For det andet, kan jeg ikke forestille mig, at vi kunne have et godt forhold, så længe min biomor ikke vil have kontakt. En tredie ting er, at bare fordi man deler gener, er det jo ikke sikkert, at man har noget tilfælles..?!?!
 
Uden at gå i detaljer, har det dog vist sig, at vi har lidt tilfælles. Hun har været lidt i medierne, har en blog, er på facebook mm, hvor jeg har lært hende lidt at kende på afstand.

Og det er da mærkeligt at vide, at hun er derude, ikke ved jeg lever og at jeg så engang imellem lige tjekker, hvordan det går med hende...?! Det kan jeg ikke lade være med, selv om jeg føler mig ret stalker-agtig!

Men hvad kan jeg gøre?

Sidder på sidelinjen og har lyst til at råbe HER ER JEG!!!
Men jeg gør det ikke! Og hvorfor gør jeg det ikke? Er det af respekt for min biomor? Er det fordi, jeg er bange for, at hvis jeg gør det, så vil hun kunne lide mig endnu mindre? Jeg er bange for at det er den sidste sætning, som er den rigtige...

Håber at jeg engang finder ud af hvad JEG vil og finder ud af at

jeg er stjernen i mit eget liv!

Min egen historie - tanker om bortadoption?

Jeg vil lave en fortsættelse til mit sidste indlæg, hvor jeg skrev om den kontakt jeg havde med min biomor over mail og som tilsidst stoppede.

I det indlæg ser jeg det udelukkende fra min side og hvordan jeg oplevede det dengang. Jeg havde SÅ mange følelser indvolveret og jeg ville så gerne, at hun havde taget imod mig, så jeg kunne slippe af med min evige følelse af ikke at være noget værd. Det påvirkede selvfølgelig min måde at kommunikere på, hvilket sikkert både var skidt og godt.

Jeg prøver også at se det fra hendes side. Jeg ved ikke, hvad der er sket i hendes liv og hvad baggrunden for bortadoptionen i virkeligheden er. Jeg kan, nu hvor jeg selv er blevet mor, slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være at give sit barn væk.

Hvis man bortadoptere sit barn, bliver man så nødt til at lukke ned for følelserne? Kan man føde et barn uden at have følelser involveret? Kan man gemme følelserne så langt væk, at man ikke føler noget? Når man har bortadopteret sit barn, føles det så ikke som ens eget længere? Ja der er mange spørgsmål og jeg har ikke svarene. Jeg er sikker på, at det ikke er nemt at bortadoptere.

Nogle biologiske mødre vil slet ikke have noget med det bortadopterede barn at gøre og afviser det. Andre biologiske mødre tager imod det med åbne arme. Det var de to scenarier, jeg troede jeg kunne komme ud for, da jeg opsøgte hende.

Jeg oplevede så noget midt imellem og det havde jeg det svært med at finde ud af. Set fra hendes side, kan det være, at hun et sted gerne ville have kontakt, men at det var for svært, da ingen kendte til mig eller af andre grunde.

Jeg har tænkt situationen om og om igen, da jeg gerne ville finde en god grund til, at hun ikke ville mig. Men det kan jeg ikke og jeg behøver det heller ikke længere.

Så en adoption kan være en svær ting som vil påvirke hele livet og ikke bare stopper, når adoptionen er gået igennem. Jeg tror ikke kun det er den adopterede som kan være påvirket, men også de biologiske forældre og adoptivfamilien.

Det behøver ikke påvirke negativt, men jeg tror, at det på en eller anden måde vil have en påvirkning for alle tre parter, negativt eller positivt.

Min egen historie - kontakt med biomor

Vil nu prøve at fortælle lidt om, hvordan kontakten med min biologiske mor var. Jeg sidder her og har slettet nogle linjer et par gange, for der er så meget at skrive, og det er lidt svært at finde ud af, hvad jeg skal starte med. Men jeg prøver og håber det er til at finde rundt i og forstå.

Da jeg modtog mailen fra min biomor om, at hun ikke kunne sende til min mail, skyndte jeg mig at sende hende en anden mailadresse at skrive til.

Desværre hørte jeg så ikke fra hende igen. Så jeg måtte igen, skrive til hende. Jeg skrev, at jeg ikke ville være påtrængende, men jeg havde brug for afklaring. Jeg skrev, at jeg gerne ville have lidt oplysninger eller have at vide, hvis hun ikke ville have kontakt. Jeg spurgte, hvordan hun havde det med, at jeg havde opsøgt hende.

Der gik nogle uger inden, der kom svar. Hun svarede, at hun ikke så ofte tjekkede sin mail og jeg bare kunne spørge, så skulle hun nok svare....!

Det er bare løgn, tænkte jeg. Jeg havde stillet en del spørgemål, som hun  jo bare kunne svare på og hun vidste jo også, at jeg havde skrevet til hende, så mon ikke hun så tjekkede sin mail...

Det var ret så frustrerende. Sådan gik det lidt frem og tilbage. Jeg skrev en masse om mine følelser, og at jeg gerne ville hende, men også ville acceptere, hvis hun ikke ville. Hun skulle bare sige til. Og igen spurgte jeg, hvordan hun havde det med, at jeg kontaktede hende.

Disse spørgsmål fik jeg aldrig svar på. Jeg ved ikke, hvordan hun havde det med, at jeg kontaktede hende. Jeg ved ikke, hvordan hun havde det med, at jeg blev bortadopteret. Jeg ved ikke, hvordan hun har det med, at vi havde lidt kontakt og nu ikke har.

Jeg skrev, at jeg ikke ville blive ved med at skrive, da jeg ikke følte hun ville have kontakt og skrev igen en masse spørgsmål.

Nu fik jeg svar. Jeg fik svar ang. min biologiske far, søster, familie, hvorfor jeg blev bortadopteret mm. Hun skrev det uden at beskrive, hvordan hun havde det med det. Hun skrev fx bare, at jeg blev bortadopteret, fordi hun var gået fra min biologiske far, havde fået læreplads og var flyttet PUNKTUM.

 

Jeg ved ikke, om det er mig, som forventede for meget, men jeg havde sådan brug for at vide, hvor hun stod i det. Jeg ville næsten hellere have en afvisning istedet for kolde facts.

 

Hun tøede lidt op på et tidspunkt og skrev, at hun gerne ville have kontakt, bare det var stille og roligt. Vi blev så venner på facebook og så stoppede det så også der. Hun blev igen ret afvisende og det var rigtig svært. Igen ville jeg hellere have en afvisning, så der var noget at forholde mig til, istedet for ikke at vide hvor man står.

Det sidste jeg hørte fra hende var: "Jeg vender tilbage". Det er så 2 år siden og jeg venter endnu... Nej det gør jeg egentlig ikke. Jeg har sluttet fred med, at det er gået som det er. Det var bare hårdt da det stod på og jeg ville da ønske, at vi havde haft en bedre kommunikation.

Jeg vil skrive om min biologiske søster og far en anden gang.

At blive mor - graviditeten

Jeg har, indtil for nogle år siden, været sikker på, at jeg aldrig skulle have børn. Børn havde aldrig rigtig interesseret mig, og når jeg fx var på barselsbesøg og babyen gik på tur, håbede jeg altid, den ville springe over mig.

Der skete så en masse i mit liv, hvor det gik op for mig at jeg virkelig ønskede en familie. Tror jeg har skubbet det ønske og den tanke så langt væk, da jeg selv er blevet bortadopteret af hende som skulle have været min mor. Jeg har nu en dejlig mor, men det har altid sat i mig, at jeg er blevet givet væk.

Graviditeten var hård fysisk, men den var endnu hårdere psykisk. Jeg var inden blevet "advaret" af min læge, som sagde, at når man er adopteret og gravid, kan der dukke en masse op, som andre gravide ikke oplever. Det gjorde der.

Der gik ikke længe, inden jeg elskede det lille liv inde i min mave. Jo mere jeg elskede hende, jo mere kom følelsen og spørgsmålet, om jeg da ikke havde været værd at elske, da jeg lå i maven. Om jeg havde været elsket eller ikke? Vidste hun allerede der, at jeg skulle gives væk? Det var rigtig hårdt.

Det var virkelig som om jeg påny oplevede at blive taget fra hende, der havde født mig. Jeg følte mig ikke elsket, svigtet og forladt... En ting var at føle alle disse følelser, en anden ting var at acceptere, at de var der og at de højst sansynlig stammer fra, da jeg blev taget fra min biologiske mor.

Selv om man ikke kan huske det sprogligt, kan kroppen huske det følelsesmæssigt. Det er svært at tro på, men jeg ved ikke, hvor alle disse følelser ellers skulle komme fra.

Oven i alt dette, var jeg utrolig bange for at miste min datter. Til hver skanning og undersøgelse var jeg sikker på, at der var noget galt. Der gik lang tid inden jeg turde købe babytøj mm.

Da jeg så nåeede så langt, at jeg kunne føde uden det var for tidligt, så var jeg sikker på at fødslen gik galt. Jeg var så bange for at miste hende... også.

Alt dette foregik inden i mig og jeg gik ikke rundt og var deprimeret i 9 måneder. Selvfølgelig havde jeg graviditetshormoner som alle andre også, men meget gik jeg selv og bearbejdede.

Nu hvor jeg har været igennem det, kan jeg mærke, at jeg har fået bearbejdet disse følelser. Jeg har igen oplevet følelsen af at blive svigtet og forladt. Denne her gang har det bare været muligt for mig at bearbejde og forstå det samtidigt, hvilket det ikke var som spæd og derfor har sat sig godt fast.

Så det var hådt, men efterfølgende føles det meget mere frit.

Hvordan det har været efter fødslen, skriver jeg om en anden gang.

Min egen historie - kontakt til biomor

Da jeg havde fundet adressen på min biologiske mor, lykkedes det mig også at finde hendes email. Jeg havde også telefonnummer og havde dermed en masse muligheder for at kontakte hende.
Jeg var meget bange for at kontakte hende. Når jeg ser tilbage, var jeg meget bange for at blive afvist (svigtet) og nok derfor jeg endte med at skrive en mail til hende.

Jeg skrev en mail, hvor jeg kort fortalt skrev, at jeg gerne ville have lidt oplysninger om starten af mit liv og at jeg godt kunne forstå, hvis hun ikke ville have kontakt, hvis jeg nu var en hemmelighed. Jeg skrev ikke engang mit efternavn og skrev fra en anonym mail!!

 

Alt dette, kan jeg se nu, var en måde at beskytte mig selv. Jeg tog for givet, at hun garanteret ikke ville mig, jeg ville ikke udlevere mig selv og jeg turde ikke fortælle, hvor meget jeg egentligt havde brug for at have kontakt til hende.

Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg have fortalt, hvor meget hun altid har fyldt i mit liv - i mine tanker. At jeg gerne vil have kontakt, at jeg ikke er negativ over hendes valg og at jeg gerne vil opbygge et venskab.

Men det gjorde jeg ikke og kan desværre ikke lave det om. Jeg kan nu se, at jeg nok ikke var helt klar til at tage kontakten. Jeg havde bare et meget stort behov for at vide noget og derfor gjorde jeg det. Det fyldte SÅ meget indvendigt, at jeg simpelthen blev nødt til det.

Da mailen var sendt, var jeg meget spændt på svar og jeg forventede, at der kon svar hurtigt. Det gjorde der ikke!

Da der var gået et par uger uden svar, sendte jeg et rigtigt brev til hendes adresse med ca. samme indhold som i mailen. Og her kom der heller ikke noget svar. Efter en uge sendte jeg igen en mail.
Der var ca. gået en måned fra den første mail var sendt, til der endelig kom svar.

Den første kontakt til min biomor. Jeg havde så ondt i maven, da jeg så der var en mail fra hende, kunne mærke så meget energi og nervøsistet i kroppen.

Jeg åbnede mailen og der stod: "Jeg kan ikke sende mail til dig, de kommer tilbage. - biomors navn"

Jeg sad bare og kiggede på linjen og fattede ikke en brik af hvad det betød og hvad hun mente. Mente hun, at jeg ikke skulle sende mail til hende? Mente hun, at man ikke kunne sende til min mail adresse? Var det en afvisning?

Jeg var både glad og skuffet. Glad for at der var kontakt, og skuffet over det svar der kom.

Nu var der kontakt og jeg vil en anden dag skrive om hvordan kontakten udviklede sig.

Min egen historie - opsøge biologiske forældre

Det tog rigtig mange år for mig, at nå dertil, at jeg var klar over, at jeg havde brug for at opsøge mine biologiske forældre. Jeg havde længe haft tanken, men jeg turde simpelthen ikke, for tænk hvis jeg blev afvist igen, og tænk hvis mine forældre blev skuffede over mig. Så det var en meget lang proces, inden jeg gjorde det.

Når man er dansk-adopteret, kan man, når man er fyldt 18 år, skrive til det sogn man er født i og få en udskrift af kirkebogen, hvor de biologiske forældre så står. Det gjorde jeg og der gik et par uger, inden jeg fik svar.

Det var meget surrealistisk at stå med brevet i hånden. Jeg havde troet, at jeg ville være glad, men jeg var helt tom for følelser. Da jeg åbnede brevet, var der to små lapper papir, som var udklippede kopier af kirkebogen. Det var skrevet med håndskrift og bare det at tyde, hvad der stod, tog lidt tid for mig. Så der gik nok en halv time, inden det virkelig gik op for mig, hvad der egentlig stod.

Min biologiske mors navn, cpr-nr og adresse stod på lappen, men min biologiske far var ikke registreret. Det kom som lidt af et chok for mig, for det havde jeg slet ikke haft med i mine overvejelser. Min biologiske mors navn var et meget almindeligt dansk navn og ved at søge på krak, var der flere hunderede tusinde, så det var ikke en hjælp.

Jeg gik ned på kommunen, da man der mod betaling, kan få oplyst om et familiemedlem stadig lever og hvor det bor, ved at oplyse cpr. Det var en meget venlig dame, som hjalp mig og jeg fik adressen uden at betale noget.

Så stod man der med kontakt oplysninger på sin biologiske mor og hvad så????

Jeg havde dengang ikke involveret andre end min kæreste i min plan og det var ret svært at gå med alene, da der var utrolig mange følelser involveret. Jeg ville jo helst bare ringe og sige "her er jeg", men det turde jeg slet ikke. Jeg var slet ikke klar til en evt. afvisning.

Det var en ret stressende tid og især fordi jeg gjorde dette alene. Jeg har før haft kontakt med andre, som har sagt, at det var vigtigt at have støtte, når man opsøger den biologiske familie, men jeg synes ikke, jeg ville skuffe mine forældre og derfor heller ikke involvere andre i det. Det kan jeg se i dag, at jeg skulle have gjort.

Hvis nogen læser dette og er i gang med processen, er jeg altid klar til at hjælpe med råd eller andet!!

Hvordan det gik, da jeg opsøgte min biologiske mor, vil jeg skrive om en anden gang.