tirsdag den 12. august 2014

Svigter min datter...??

Jeg er blevet mor igen! Det er helt fantastisk - og her anden gang er det også lidt nemmere.
Men min ældste datter har reageret meget på det nye familiemedlem. Jeg har reageret meget på, ikke at kunne være der 100 % for min ældste datter som før.
Jeg var forberedt på det! Jeg vidste, at denne følelse ville komme. Jeg føler, at jeg svigter hende. Jeg føler, jeg svigter begge to. Da min ældste datter var baby, var jeg sammen med hende hele tiden. Græd hun, tog jeg hende med det samme. Hun skulle ikke være alene og ikke føle nogen form for svigt.


Denne gang kan jeg ikke være der 100 % for nogen af dem. Hvis baby græder og jeg er ved at lave noget med den ældste, kan jeg ikke bare smutte med det samme. Når jeg ammer baby, bliver jeg nødt til nogen gange at stoppe og hjælpe den ældste. Når jeg snakker med baby, bliver den ældste jaloux og hun kan selv sætte ord på: "jeg savner min mor"!
Åh hvor er det hårdt. Den følelse - at savne sin mor og at føle sig svigtet af sin mor - er den sidste ,jeg vil have at de skal føle. Det er for mig den værste følelse!

Og her i denne graviditet og efter fødslen er denne følelse bare stærk. Jeg føler og tænker igen meget på biomor... hvorfor mon hun ikke vil mig? Jeg føler igen, at det er uretfærdigt at mine forældre ikke kan rumme eller anerkende mine følelser ift. at det er svært for mig at blive mor... - det er fantastisk men også svært.

Det er som om at det ikke er "lovligt" at sige højt - at det ikke udelukkende er lykke at blive mor.

Jeg har de sidste uger gået og tænkt lidt over, om det mon er på tide at sørge? Have lov til at være ked af, at min biomor ikke ville og ikke vil mig? At have lov til at være ked af at mine forældre aldrig har taget sig af "den adopterede mig"?

Det er nok ikke det optimale tidspunkt at sørge... men det er nu alle følelserne er der og jeg ved de ikke forsvinder, når jeg bare gemmer dem væk!

Mon jeg kan give mig selv lov til at være ked af det, når jeg synes jeg burde være glad...?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar