Familie

Min søgning efter biofar...

Det er igen ved at være længe siden, at jeg har skrevet!

Det er ikke fordi "at være adopteret" ikke fylder længere - jeg har brugt en del energi på at søge efter biofar.

Jeg har søgt efter info om ham på Facebook - i søgegrupper, i by grupper og også fysisk eftersøgning i et par byer i Fakta! 

Jeg har lavet tyske eftersøgninger i diverse søge- og bygrupper.

Jeg er blevet kontaktet af rigtig mange med info, der ville oversætte eller bare gerne ville hjælpe:o)

Alt det info jeg har modtaget samt biomors info og så også mine forældres erindringer har givet et samlet billede og en mulig biofar, hvor jeg nu har kontakt til familien.

Han er tysk og min henvendelse blev ikke modtaget så positiv. Det forstår jeg - jeg håber, regner med og forventer at høre fra dem igen, når der er gået lidt tid.

Men det er lidt svært igen at blive afvist, ikke at blive troet på og at skulle presse på for at "være her"....

 

Jeg har søgt efter min biofar

Det er længe siden jeg sidst har skrevet. Jeg har nu prøvet at lave en offentlig efterlysning efter min biofar på facebook. Det gav ikke noget resultat. Fandt ham ikke. Der var rigtig mange der gerne ville hjælpe og mange der kunne huske lidt.

Min efterlysning var lidt ala:

"Søllested Lolland 1981 - tysk håndværker.
Søger min biofar som ikke ved jeg er her.
Han arbejde i Søllested 1981 og kendte
min biomor Lone fra Søllested/KBH."

Der var rigtig mange der kunne huske tyske håndværkere i 1981 - men det var både sandblæsere, olieborer, tømrer osv.

Noget andet er at jeg tvivler på om min biofar overhovedet var tysk. Om de oplysninger jeg har fået er rigtige.

Hvis han bare var en tysk håndværker, hvorfor må han så ikke vide at jeg er her? Hvorfor må jeg så ikke vide hvem han er? Jeg ved det ikke...

 

Selv om jeg ikke fandt ham, så føltes det rigtig godt at vise at jeg er her og selv gøre noget for at finde ham!

At huske uden sprog... Kroppen husker!

Jeg undrer mig ofte over hvordan sådan et lille væsen allerede i maven føler, registrerer og ved hvor (hvem) det hører til. Oplever jo selv alle disse følelser om mangel, svigt osv selv om jeg ikke har oplevet det hos mine forældre... Kroppen husker det!

Artikel: "Det uønskede barn"

Denne artikel "Det uønskede barn, er for mig på mange punkter genkendeligt ift at være ønsket eller uønsket. At søge familie eller information? Er det et tabu at bortadoptere eller være adopteret?
Læs "Det uønskede barn"

Når blod ikke er tykkere end vand....

Jeg har altid været sikker på at kontakten til min biofamilie var det rigtige, for det føltes bare rigtigt. Jeg ligner dem og jeg vil gerne lære dem at kende.
Gennem årene er jeg blevet afvist, men jeg har ikke villet eller kunnet acceptere at de ikke vil mig. Det er ved at gå op for mig. Jeg er mere værd end at stå ude på sidelinjen og blive holdt hen. Det er en svær erkendelse at jeg ikke betyder det samme for dem som de betyder for mig - men nok det bedste at kunne erkende for at komme videre...

Ikke så meget nyt i adoptionssagen

Jeg har modtaget min adoptionssag. Der var en masse attester og ikke så meget nyt i det - desværre. 
Jeg ved at der er andre sager jeg kan søge aktindsigt i, men ved ikke om jeg orker det...vil jo bare gerne vide hvem min biofar er... Hvorfor skal det være så besværgeligt at finde sine rødder? Hvorfor er det ikke bare lige så rosenrødt som i Sporløs? Og hvor længe skal jeg tage hensyn til andre end mig selv?

Vil søge aktindsigt i min adoptionssag

Det er lige gået op for mig... Eller har først lige fundet ud af at jeg kan få aktindsigt i min adoptionssag. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har vidst dette. Har før hørt om andre der har fået sagen, men ikke tænkt nærmere over hvad det betyder.

Har fundet ud af at der i adoptionssagen kan stå mange forskellige ting udover attester og godkendelser. 

Så min plan er hurtigst muligt at søge aktindsigt. Det kunne være meget spændende at læse og TÆNNK hvis der er NYE oplysninger. Man ved aldrig, så vil helt sikkert prøve. Det værste er jo at jeg bliver skuffet, hvis der ikke er nye oplysninger. Og det overlever jeg nok...