Min egen historie - kontakt med biomor

Vil nu prøve at fortælle lidt om, hvordan kontakten med min biologiske mor var. Jeg sidder her og har slettet nogle linjer et par gange, for der er så meget at skrive, og det er lidt svært at finde ud af, hvad jeg skal starte med. Men jeg prøver og håber det er til at finde rundt i og forstå.

Da jeg modtog mailen fra min biomor om, at hun ikke kunne sende til min mail, skyndte jeg mig at sende hende en anden mailadresse at skrive til.

Desværre hørte jeg så ikke fra hende igen. Så jeg måtte igen, skrive til hende. Jeg skrev, at jeg ikke ville være påtrængende, men jeg havde brug for afklaring. Jeg skrev, at jeg gerne ville have lidt oplysninger eller have at vide, hvis hun ikke ville have kontakt. Jeg spurgte, hvordan hun havde det med, at jeg havde opsøgt hende.

Der gik nogle uger inden, der kom svar. Hun svarede, at hun ikke så ofte tjekkede sin mail og jeg bare kunne spørge, så skulle hun nok svare....!

Det er bare løgn, tænkte jeg. Jeg havde stillet en del spørgemål, som hun  jo bare kunne svare på og hun vidste jo også, at jeg havde skrevet til hende, så mon ikke hun så tjekkede sin mail...

Det var ret så frustrerende. Sådan gik det lidt frem og tilbage. Jeg skrev en masse om mine følelser, og at jeg gerne ville hende, men også ville acceptere, hvis hun ikke ville. Hun skulle bare sige til. Og igen spurgte jeg, hvordan hun havde det med, at jeg kontaktede hende.

Disse spørgsmål fik jeg aldrig svar på. Jeg ved ikke, hvordan hun havde det med, at jeg kontaktede hende. Jeg ved ikke, hvordan hun havde det med, at jeg blev bortadopteret. Jeg ved ikke, hvordan hun har det med, at vi havde lidt kontakt og nu ikke har.

Jeg skrev, at jeg ikke ville blive ved med at skrive, da jeg ikke følte hun ville have kontakt og skrev igen en masse spørgsmål.

Nu fik jeg svar. Jeg fik svar ang. min biologiske far, søster, familie, hvorfor jeg blev bortadopteret mm. Hun skrev det uden at beskrive, hvordan hun havde det med det. Hun skrev fx bare, at jeg blev bortadopteret, fordi hun var gået fra min biologiske far, havde fået læreplads og var flyttet PUNKTUM.

 

Jeg ved ikke, om det er mig, som forventede for meget, men jeg havde sådan brug for at vide, hvor hun stod i det. Jeg ville næsten hellere have en afvisning istedet for kolde facts.

 

Hun tøede lidt op på et tidspunkt og skrev, at hun gerne ville have kontakt, bare det var stille og roligt. Vi blev så venner på facebook og så stoppede det så også der. Hun blev igen ret afvisende og det var rigtig svært. Igen ville jeg hellere have en afvisning, så der var noget at forholde mig til, istedet for ikke at vide hvor man står.

Det sidste jeg hørte fra hende var: "Jeg vender tilbage". Det er så 2 år siden og jeg venter endnu... Nej det gør jeg egentlig ikke. Jeg har sluttet fred med, at det er gået som det er. Det var bare hårdt da det stod på og jeg ville da ønske, at vi havde haft en bedre kommunikation.

Jeg vil skrive om min biologiske søster og far en anden gang.

At blive mor - graviditeten

Jeg har, indtil for nogle år siden, været sikker på, at jeg aldrig skulle have børn. Børn havde aldrig rigtig interesseret mig, og når jeg fx var på barselsbesøg og babyen gik på tur, håbede jeg altid, den ville springe over mig.

Der skete så en masse i mit liv, hvor det gik op for mig at jeg virkelig ønskede en familie. Tror jeg har skubbet det ønske og den tanke så langt væk, da jeg selv er blevet bortadopteret af hende som skulle have været min mor. Jeg har nu en dejlig mor, men det har altid sat i mig, at jeg er blevet givet væk.

Graviditeten var hård fysisk, men den var endnu hårdere psykisk. Jeg var inden blevet "advaret" af min læge, som sagde, at når man er adopteret og gravid, kan der dukke en masse op, som andre gravide ikke oplever. Det gjorde der.

Der gik ikke længe, inden jeg elskede det lille liv inde i min mave. Jo mere jeg elskede hende, jo mere kom følelsen og spørgsmålet, om jeg da ikke havde været værd at elske, da jeg lå i maven. Om jeg havde været elsket eller ikke? Vidste hun allerede der, at jeg skulle gives væk? Det var rigtig hårdt.

Det var virkelig som om jeg påny oplevede at blive taget fra hende, der havde født mig. Jeg følte mig ikke elsket, svigtet og forladt... En ting var at føle alle disse følelser, en anden ting var at acceptere, at de var der og at de højst sansynlig stammer fra, da jeg blev taget fra min biologiske mor.

Selv om man ikke kan huske det sprogligt, kan kroppen huske det følelsesmæssigt. Det er svært at tro på, men jeg ved ikke, hvor alle disse følelser ellers skulle komme fra.

Oven i alt dette, var jeg utrolig bange for at miste min datter. Til hver skanning og undersøgelse var jeg sikker på, at der var noget galt. Der gik lang tid inden jeg turde købe babytøj mm.

Da jeg så nåeede så langt, at jeg kunne føde uden det var for tidligt, så var jeg sikker på at fødslen gik galt. Jeg var så bange for at miste hende... også.

Alt dette foregik inden i mig og jeg gik ikke rundt og var deprimeret i 9 måneder. Selvfølgelig havde jeg graviditetshormoner som alle andre også, men meget gik jeg selv og bearbejdede.

Nu hvor jeg har været igennem det, kan jeg mærke, at jeg har fået bearbejdet disse følelser. Jeg har igen oplevet følelsen af at blive svigtet og forladt. Denne her gang har det bare været muligt for mig at bearbejde og forstå det samtidigt, hvilket det ikke var som spæd og derfor har sat sig godt fast.

Så det var hådt, men efterfølgende føles det meget mere frit.

Hvordan det har været efter fødslen, skriver jeg om en anden gang.

Min egen historie - kontakt til biomor

Da jeg havde fundet adressen på min biologiske mor, lykkedes det mig også at finde hendes email. Jeg havde også telefonnummer og havde dermed en masse muligheder for at kontakte hende.
Jeg var meget bange for at kontakte hende. Når jeg ser tilbage, var jeg meget bange for at blive afvist (svigtet) og nok derfor jeg endte med at skrive en mail til hende.

Jeg skrev en mail, hvor jeg kort fortalt skrev, at jeg gerne ville have lidt oplysninger om starten af mit liv og at jeg godt kunne forstå, hvis hun ikke ville have kontakt, hvis jeg nu var en hemmelighed. Jeg skrev ikke engang mit efternavn og skrev fra en anonym mail!!

 

Alt dette, kan jeg se nu, var en måde at beskytte mig selv. Jeg tog for givet, at hun garanteret ikke ville mig, jeg ville ikke udlevere mig selv og jeg turde ikke fortælle, hvor meget jeg egentligt havde brug for at have kontakt til hende.

Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg have fortalt, hvor meget hun altid har fyldt i mit liv - i mine tanker. At jeg gerne vil have kontakt, at jeg ikke er negativ over hendes valg og at jeg gerne vil opbygge et venskab.

Men det gjorde jeg ikke og kan desværre ikke lave det om. Jeg kan nu se, at jeg nok ikke var helt klar til at tage kontakten. Jeg havde bare et meget stort behov for at vide noget og derfor gjorde jeg det. Det fyldte SÅ meget indvendigt, at jeg simpelthen blev nødt til det.

Da mailen var sendt, var jeg meget spændt på svar og jeg forventede, at der kon svar hurtigt. Det gjorde der ikke!

Da der var gået et par uger uden svar, sendte jeg et rigtigt brev til hendes adresse med ca. samme indhold som i mailen. Og her kom der heller ikke noget svar. Efter en uge sendte jeg igen en mail.
Der var ca. gået en måned fra den første mail var sendt, til der endelig kom svar.

Den første kontakt til min biomor. Jeg havde så ondt i maven, da jeg så der var en mail fra hende, kunne mærke så meget energi og nervøsistet i kroppen.

Jeg åbnede mailen og der stod: "Jeg kan ikke sende mail til dig, de kommer tilbage. - biomors navn"

Jeg sad bare og kiggede på linjen og fattede ikke en brik af hvad det betød og hvad hun mente. Mente hun, at jeg ikke skulle sende mail til hende? Mente hun, at man ikke kunne sende til min mail adresse? Var det en afvisning?

Jeg var både glad og skuffet. Glad for at der var kontakt, og skuffet over det svar der kom.

Nu var der kontakt og jeg vil en anden dag skrive om hvordan kontakten udviklede sig.

Min egen historie - opsøge biologiske forældre

Det tog rigtig mange år for mig, at nå dertil, at jeg var klar over, at jeg havde brug for at opsøge mine biologiske forældre. Jeg havde længe haft tanken, men jeg turde simpelthen ikke, for tænk hvis jeg blev afvist igen, og tænk hvis mine forældre blev skuffede over mig. Så det var en meget lang proces, inden jeg gjorde det.

Når man er dansk-adopteret, kan man, når man er fyldt 18 år, skrive til det sogn man er født i og få en udskrift af kirkebogen, hvor de biologiske forældre så står. Det gjorde jeg og der gik et par uger, inden jeg fik svar.

Det var meget surrealistisk at stå med brevet i hånden. Jeg havde troet, at jeg ville være glad, men jeg var helt tom for følelser. Da jeg åbnede brevet, var der to små lapper papir, som var udklippede kopier af kirkebogen. Det var skrevet med håndskrift og bare det at tyde, hvad der stod, tog lidt tid for mig. Så der gik nok en halv time, inden det virkelig gik op for mig, hvad der egentlig stod.

Min biologiske mors navn, cpr-nr og adresse stod på lappen, men min biologiske far var ikke registreret. Det kom som lidt af et chok for mig, for det havde jeg slet ikke haft med i mine overvejelser. Min biologiske mors navn var et meget almindeligt dansk navn og ved at søge på krak, var der flere hunderede tusinde, så det var ikke en hjælp.

Jeg gik ned på kommunen, da man der mod betaling, kan få oplyst om et familiemedlem stadig lever og hvor det bor, ved at oplyse cpr. Det var en meget venlig dame, som hjalp mig og jeg fik adressen uden at betale noget.

Så stod man der med kontakt oplysninger på sin biologiske mor og hvad så????

Jeg havde dengang ikke involveret andre end min kæreste i min plan og det var ret svært at gå med alene, da der var utrolig mange følelser involveret. Jeg ville jo helst bare ringe og sige "her er jeg", men det turde jeg slet ikke. Jeg var slet ikke klar til en evt. afvisning.

Det var en ret stressende tid og især fordi jeg gjorde dette alene. Jeg har før haft kontakt med andre, som har sagt, at det var vigtigt at have støtte, når man opsøger den biologiske familie, men jeg synes ikke, jeg ville skuffe mine forældre og derfor heller ikke involvere andre i det. Det kan jeg se i dag, at jeg skulle have gjort.

Hvis nogen læser dette og er i gang med processen, er jeg altid klar til at hjælpe med råd eller andet!!

Hvordan det gik, da jeg opsøgte min biologiske mor, vil jeg skrive om en anden gang.

Because of you!

Når jeg har haft nogle rigtige hårde perioder med angst og alt bare har været surt, har jeg bebrejdet én person. Den person som traf én beslutning, som påvirkede mig og mit liv.

Jeg bebrejder ingen nu, for det er spild af tid og jeg er kommet videre derfra, men før i tiden gjorde jeg, når jeg var trist.

Når jeg har været i det humør, har denne sang sat ord på mine følelser. Det første vers, enkelte sætninger i de andre vers og omkvædet var det, som jeg indentificerede mig med.

"Because of you..." (Kelly Clarkson)

I will not make the same mistakes that you did
I will not let myself cause my heart so much misery
I will not break the way you did
You fell so hard
I've learned the hard way, to never let it get that far

Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I find it hard to trust
Not only me, but everyone around me
Because of you
I am afraid

I lose my way
And it's not too long before you point it out
I cannot cry
Because I know that's weakness in your eyes
I'm forced to fake, a smile, a laugh
Every day of my life
My heart can't possibly break
When it wasn't even whole to start with

Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I find it hard to trust
Not only me, but everyone around me
Because of you
I am afraid

I watched you die
I heard you cry
Every night in your sleep
I was so young
You should have known better than to lean on me
You never thought of anyone else
You just saw your pain
And now I cry
In the middle of the night
For the same damn thing

Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I tried my hardest just to forget everything
Because of you
I don't know how to let anyone else in
Because of you
I'm ashamed of my life because it's empty
Because of you
I am afraid

Because of you
Because of you

Min egen historie - adopteret

Jeg har altid vidst, at jeg er adopteret. Det har mine forældre (adoptiv-forældre) fortalt mig tidligt, så jeg kan ikke huske andet end jeg altid har vidst det.

Som barn var jeg meget åben omkring det og fortalte, at jeg var "blevet taget fra et børnehjem". Dette var inden, jeg begyndte i skole.
Da jeg startede i skole, begyndte jeg at føle mig anderledes. I dag kan jeg se, at det var fordi min socialeangst spillede ind, men dengang følte jeg mig bare anderledes, og ville ikke skille mig mere ud ved også at være adopteret, så det var kun de nærmeste veninder, der vidste det.

Dengang interesserede mine biologiske forældre mig ikke så meget. Jeg havde da nogle forstillinger om, hvem de mon var. Jeg forestillede mig, at de var nogle kendte, kongelige eller noget i den retning.
Men jeg havde ikke noget egentligt savn efter mere viden. Mine forældre sagde, at det var i orden med dem, hvis jeg ville finde mine biologiske forældre, men de sagde også, at de nok ville blive skuffet, hvis jeg gjorde det.

Da jeg blev teenager, fik jeg mere og mere interesse for mit biologiske ophav, men jeg gemte min interesse langt væk, da jeg var meget bange for at skuffe mine forældre. Jeg følte, at jeg gjorde noget forkert ved at interessere mig for den side af mit liv. I perioder var det i mine tanker, men jeg fik det lige så hurtigt gemt godt væk igen. Mine forældres syn på det, var mere vigtigt end mit eget.

Mine forældre har det svært med, at jeg har en biologisk familie og det er jo også forståeligt.
Der er flere sider af en adoption. Adoptivforældrene frygter at miste deres barn til de biologiske forældre. Adoptivbarnet vil ikke skuffe sine adoptivforældre, men vil gerne finde sine biologiske forældre, så er lidt en lus mellem to negle. Og ja, så er der jo den tredie part, de biologiske forældre som måske håber at deres biologiske barn vender tilbage.... eller ikke.

For mig, som adoptivbarn, har det været svært, at skulle vælge mellem at følge mit eget hjerte og dermed skuffe mine forældre ELLER at skuffe mig selv ved at lade være med at følge mit hjerte.

Det har taget mig en del år at nå frem til, at jeg gerne ville opsøge dem og også at det var i orden at gøre.

Jeg opsøgte dem for to år siden. Det vil jeg skrive om en anden gang.

Sharon Thomas

Billedet af "Sharon Thomas" siger mig vildt meget. Det er meget mærkeligt, for jeg har aldrig været interesseret i kunst eller det har aldrig fanget mig. Da jeg så dette billede på et museum, var jeg bare rørt.

                                                                                                   

Jeg ser en ganske alm. pige med sin cykel. Ikke noget specielt der. Det der er specielt, er det område hun står i, hvor man normalt ikke står med sin cykel.

Jeg ser mig selv i det på den måde, at jeg ude fra ser ganske normal ud, har normalt liv med mand, barn, arbejde, familie osv., men inden i, ser det nok ikke ud som andre. Lige på det tidspunkt hvor jeg så billedet første gang, var jeg lidt nede og derfor kunne jeg relatere til det mørke landskab, som hvad der rørte sig inden i mig. Det er dog ikke så mørkt længere.

Jeg ser pigen, som hvordan andre ser mig og landskabet hvordan jeg føler og hvordan jeg så ser verdenen ud af til. Hvor andre bare ser pigen, som er normal.

 

Regnbuen er håbet.

Synes det er et meget smukt billede!