Jeg er før stødt på dette spørgsmål i diverse grupper for adopterede. Her har det været internationalt adopterede som tidligt fortæller deres børn om adoptionen i forbindelse med, at børnene har et andet udseende end vennerne.
Jeg har ikke tidligere tænkt så meget over, hvornår jeg skal fortælle min datter, at jeg er adopteret, da det jo for mig altid har været naturligt og da jeg altid har vidst det - så jeg har ikke tænkt det som et problem at fortælle.
Det gør jeg som sådan heller ikke nu - og så alligevel er jeg begyndt at tænke lidt over HVORNÅR - HVORDAN OG HVORFOR.
Selvfølgelig skal hun vide det - men hvornår er hun stor nok til at forstå - og i hvilken anledning?
Mens jeg skriver dette - kan jeg mærke, at jeg faktisk undrer mig over, at jeg ser det som et problem og at jeg føler det bliver ubehageligt at fortælle - Hvad er det for en skam, jeg føler over at være adopteret? Og hvorfor føler jeg sådan?
Hvis det er den naturligste ting i verden for mig, at jeg er adopteret, så er det det jo også for min datter - men hvis det er noget jeg ikke finder nemt at fortælle, så bliver det jo heller ikke modtaget som noget positivt.
Så problemet ligger hos mig - i mine tanker og følelser....
Jeg har deltaget i en "give-away" om en bloganbefaling og har vundet!!! Jeg deltog, da jeg syntes at en blog-anbefaling er rigtig interessant og nærværende. Smuk og fantastisk ide!
Læs gerne med:
Anbefaling af min blog
Jeg har før skrevet om dette på bloggen, men nu reflekterer jeg over det igen og får lyst til at skrive mere.
Jeg har åbenbart et stort behov for at udtrykke og snakke om, at jeg er adopteret og hvad det betyder for mig. Det bruger jeg denne blog til.
Nogle gange tænker jeg: " Du har det godt - en god familie - så hvorfor lader du det ikke bare ligge?"
Man kan ikke se på mig, at jeg er adopteret. Så det er aldrig noget jeg er blevet spurgt om og omvendt fortæller jeg aldrig, at jeg er adopteret, hvis snakken kommer ind på adoption.
Jeg har ofte hørt sætningen: "hvor er det bare flot af dine forældre at de så tidligt har fortalt, at du er adopteret og dejligt at du kom til sådan en god familie" .... JA og så er der jo ikke så meget mere at sige til det! - for jeg har en god familie, men det er vel heller ikke det, det handler om?
Handler det om, at jeg ikke føler, at jeg kan være bekendt at adoptionen er en del af mig på både ondt og godt, når jeg nu har været så heldig at have en god familie?
Aner det ikke... Måske er det bare mig selv (og ikke andre) der ikke kan acceptere, at det fylder og påvirker at være adopteret. Det er nok der den ligger begravet!
På mit arbejde har en kollega fortalt om sine børn, der er adopteret. Det har jeg jo med det samme bidt mærke i. I en samtale bliver disse børn omtalt som kollegaens børn "på gule plader".
Da dette bliver sagt, ser jeg nærmest mig selv ude fra - jeg spørger med det samme, hvorfor der bliver sagt "børn på gule plader" - at det kan man da ikke sige og kan mærke at jeg har et behov for at forsvare kollegaen... eller mig selv?
Det sjove er så, at jeg finder ud af at bemærkningen om "børn på gule plader" selv ikke er relateret til at de er adopteret. Nej, det er slet ikke kollegaens børn mens hendes kærestes...
Jeg synes stadig ikke, at ydtrykket er i orden, og jeg ser det stadig som meget respektløst og kunne helt sikkert forsvare det igen, men kunne mærke, at jeg fik et behov for at forsvare mig selv, da jeg troede det handlede om at være adopteret... HVorfor? Tror bare det er en fundamental usikkerhed, som jeg bærer rundt på.
Jeg har de seneste dage gået og overvejet en ny titel til min blog... De navne der faldt min ind, var "blodets bånd?" og "Blod tykkere end vand?"... osv...
Samtidig fik det mig til at reflektere over disse og jeg kunne mærke en modstand.
Jeg har altid selv følt en længsel og interesse for min biologiske familie - samtidig med at jeg ikke har turde komme for tæt på af frygten for afvisning.
Derimod har jeg ikke oplevet en stor interesse den anden vej - interesse for mig - hvilket igen har vækket min frygt for afvisning og får mig til at tænke at blod ikke er tykkere end vand..???
Det er svært.
Jeg ser det gennem mine briller og herfra ville det være dejligt med åbenhed og ærlighed - og så tage den derfra. HVordan det er at være biologisk familie, og hvordan der ser ud igennem deres briller, ved jeg jo ikke...
Men jeg misunder dem som har oplevet en positiv og åben kontakt med deres biologiske familie. HVilke følelser er der som biologisk familie? Ja det håber jeg at finde ud af en dag.
Ud af alt dette, har jeg lært hvor vigtig åbenhed og ærlighed om alt det svære er. Det er jeg glad for at have med mig.
