Jeg svinger lige nu mellem at føle og tænke fornuftigt.
Hele min biologiske familie kender til mig, men vi har ingen kontakt og jeg hører ikke noget fra dem.
Mine forældre kan ikke rumme mine følelser, og at jeg har det svært. Jeg har altid gjort, hvad jeg kunne for at "tilpasse" mig hos dem. Jeg har lært at følelser ikke er noget man taler om og at man altid skal passe ind i de rigtige kasser.
Jeg selv er nu ved at finde ud af, hvor jeg er og hvem jeg er. Jeg bliver nødt til at have det skidt nogle gange og sørge, som jeg aldrig har gjort før.
Jeg kan godt sætte mig ind i, at min biologiske familie ikke har brug for mig.
Jeg kan virkelig godt forstå, at mine forældre har svært ved at forstå, hvordan det er at være mig.
Men jeg kan virkelig også godt mærke, at det er svært at være alene med en udefinerbar SORG, men jeg ikke kan sætte ord på.
Som nogle ikke synes, jeg burde have, da jeg jo har en god familie.
Som andre ikke kan forstille sig kan blive ved og ved....
Og som nogle ikke tror findes... eller ikke vil indse findes...
Vil denne sorg nogensinde blive mindre? Vil den blive ved med at dukke op? Hvornår kan jeg selv acceptere, at den er der og at den er der af en god grund?
Jeg har fortiden så mange følelser ift. at være adopteret. Prøver på at gemme dem væk, men det ved jeg jo godt, at der ikke går. For så kommer de bare stærkt tilbage. Det gjorde de igår, hvor jeg måtte ligge vågen og græde. Fandt dette og måtte græde mere, men også dejligt at finde et eksempel, hvor man kan få en fornemmelse af hvordan det er at være adopteret:
Du har mødt den mand, som du har drømt om hele dit liv. Han har bare alle de kvaliteter, som du søger. Du planlægger dit bryllup og tilbringer al din tid sammen med din elskede. Du nyder hans berøring, hans duft og den måde han kigger dig dybt i øjnene. For første gang i dit liv forstår du meningen af begrebet ”soulmate”, for denne person forstår dig på et helt andet plan end alle andre. Jeres hjerter slår i takt. Dine følelser er uløseligt knyttet til hans glæde og sorg.
Bryllupsdagen oprinder. Det er en dejlig fest og du er lykkelig. Du falder udmattet i søvn ovenpå dagens begivenheder. Du er glad og afslappet og tryg i forvisningen om, at du ligger ved siden af den person, som elsker dig mere end nogen anden i hele verden…den person du skal tilbringe resten af livet sammen med.
Næste morgen vågner du op i din elskedes arme. Du åbner øjnene på klem og kigger på hans ansigt.
MEN DET ER IKKE HAM! Du ligger arm i arm med en fremmed. Du trækker dig væk i chok og forfærdelse. Hvem er denne mand? Hvor er din elskede? Du stiller spørgsmål til den fremmede mand, men det bliver hurtigt tydeligt, at han ikke forstår dig.
Du leder i hele huset og kalder og kalder. Den fremmede følger dig rundt og forsøger at kramme dig, klappe dig beroligende på ryggen og stryge dig på armen. Som om alting var normalt. Men du ved, at intet er normalt. Din elskede er forsvundet. Hvor er han? Kommer han tilbage? Hvornår? Hvad er der sket?
Ugerne går. Du græder og græder over tabet af din elskede. Nogle gange bliver du helt stille, når du overvældes af smerten, og af savnet og chokket over, hvad der er overgået dig. Den nye prøver på at trøste dig. Du værdsætter det, men han taler ikke samme sprog som dig. Hverken verbalt eller emotionelt. Det er ligesom om, at han ikke forstår, hvad det er for en forfærdelig ting, der er overgået dig. Din elskede er væk.
Det er svært at sove. Den nye prøver at trøste dig ved sengetid med søde og dog blide berøringer, men du prøver at undgå ham. Du foretrækker at sove alene, væk fra alle former for intim kontakt.
En måned senere. Du har stadig et smerteligt savn efter din elskede, men du er så småt begyndt at stole på den nye. Han har endelig fundet ud af, at du foretrækker at få din kaffe sort - uden mælk og sukker. Du forstår stadig ikke alle hans sange, men du kan lide hans stemme, og den bringer dig en vis trøst.
Tiden går, og en dag vågner du op, og ser en kuffert stå ved døren. Du prøver at spørge ham, hvad det betyder. Han tager dig blot i hånden og følger dig ud til bilen.
I kører og kører. Du genkender ikke stederne. Hvor er du? Hvor skal I hen?
I holder foran en stor bygning. Han følger dig hen til en elevator og op til et rum fyldt af mennesker. Mange græder og nogle virker helt overvældede af glæde. Du bliver forvirret og bekymret.
Du bliver fulgt over til et hjørne. En anden mand åbner sine arme og trækker dig ind til sig i en omfavnelse. Han gnider dig på ryggen og kysser dig på kinden. Han er tydeligvis henrykt over at møde dig. Du føler dig alt andet end henrykt over at møde ham. Hvem i alverden er han? Hvor er din elskede?
Du rækker ud efter ham, der bragte dig, men han smiler bare, selvom han ser grædefærdig ud, hvilket gør dig urolig. Han aer dig hen over ryggen og lægger din hånd i den nye mands. Den nye tager din kuffert og følger dig over til døren. Den anden græder nu åbenlyst og vinker og vinker, mens elevatordøren stille lukker sig efter dig og den nye mand.
Den nye mand kører dig til en lufthavn. Du følger med, for du ved ikke, hvad du ellers skal stille op. Du græder lidt, men den nye mand forsøger at få dig til at smile, så det gør du. Du vil gerne gøre ham tilpas.
I går om bord på en flyvemaskine. Det er en lang tur, og du sover det meste af vejen. Det er den letteste måde at flygte mentalt fra hele situationen.
Timer senere lander flyet. Den nye mand er opstemt, og leder dig ind i lufthavnen, hvor en stor flok fremmede mennesker tager imod dig. Blitzene fyres af igen og igen lige i hovedet på dig. Den nye mand tager dig med hen til en anden mand som giver dig et kram. Hvem er han? Du smiler forsigtigt til ham. Så hen til en endnu en mand som klapper dig på hovedet og kysser dig på kinden, og endnu en som giver dig et kram og roder op i dit hår.
Til sidst er der en helt tredje mand (hvem er nu han?) som trækker dig ind til sig og giver dig det største kram du nogensinde har fået. Han kysser dig i hele ansigtet og taler til dig på et sprog, som du aldrig før har hørt.
Han følger dig ud til en bil og I sætter jer ind og kører. Alt ser anderledes ud. Klimaet er også anderledes end det, du er vant til. Lugtene er fremmede, og intet smager som det du plejer at få. Undtaget kaffen. Du spekulerer på, om nogen har fortalt ham, at du bedst kan lide din kaffe sort.
Det er umuligt at sove. Nogle gange ligger du vågen i timer og stirrer ind i mørket. Du er stadigvæk rasende på din elskede over, at han forlod dig. Savnet og smerten er der stadig. Den nye mand kigger ind til dig. Han virker bekymret og prøver at trøste dig med søde ord og et krus varm mælk. Du vender ryggen til ham og lader som om du sover.
Folk kommer på besøg. Du kan mærke angsten indeni når du ser alle de nye fremmede ansigter. Du tager et fast greb i den nye mands hånd. Han trækker dig ind til sig. Folkene smiler og forundres over hvor hurtigt du er blevet forelsket. De rækker ud efter dig – ønsker at få del i lykken.
Hver gang en ny person giver dig et kram, spekulerer du på, om det vil være ham, der vil tage dig med væk derfra. For en sikkerheds skyld har du pakket din kuffert, så du er klar. Selvom den nye mand er rar, så har du lært af dine erfaringer, at mænd kommer og mænd går, så du venter på den næste.
Hver morgen rækker den nye mand dig et krus kaffe og ser forventningsfuldt på dig. Nogle gange er din smerte og din længsel efter din elskede så stor, at du kaster kruset fra dig, så den skoldhede kaffe slynges ud i rummet, og den nye mand gisper af smerte. Han kigger forvirret og rådvild på dig.
De fleste dage tager du imod kruset og smiler til ham. Og venter. Og venter. Og venter.
Jeg har selv svært ved at forstå, at biofamiliens accept betyder så meget.
Jeg ved, at jeg selvfølgelig hele livet har haft brug for accept og frygtet svigt grundet min start på livet, men nu har jeg i mange år arbejdet med dette og mig selv - har haft kontakt med biofamilien - har taget nogle valg i forbindelse med dette, som krævede meget mod osv... Hvornår lærer jeg så bare, at have nok i dem, der vil mig og hvile i mig selv.... ?
Er det noget fundamentalt eller kan jeg bare ikke lade det ligge?
Jeg prøver virkelig, at acceptere at tingene er som de er, men alligevel dukker følelsen op igen og igen... Hvorfor vil de mig ikke? Hvad har jeg gjort forkert? Kan de ikke lide mig? Er jeg ikke god nok?
Ja når jeg skriver det, så lyder det ret ynkeligt, men følelserne er der, når det kommer til biofamilien.
Jeg vil så gerne kunne slippe det... putte det i en kasse og gemme den væk... hvile i mig selv og fokusere på hvad jeg vil... så hvorfor gør jeg så ikke bare det...?!
Vil bare lige lave et lille taknemmeligt indlæg og sige TAK for de mails jeg nogle gange får.
Jeg modtager nogle gange mail fra andre adopterede, bio mødre mm., som har læst bloggen og som får noget personligt ud af det. Det er skønt at læse disse, da det også er hensigten med denne blog. Først og fremmest er det selvfølgelig for mig egen skyld, men vil så gerne vise andre adopterede mm. at de ikke er alene, hvis de bærer rundt på tanker og følelser, som andre ikke helt kan sætte sig ind i.
Så TAK for mails:o)
Det er længe siden jeg har skrevet på bloggen!
Har været ret optaget af at forholde mig til mig selv. Jeg skal være mor igen og ligesom sidste graviditet, fylder følelserne omkring min adoption, svigt, usikkerhed osv. igen helt vildt meget. Jeg troede egentlig ikke, at jeg skulle igennem dette igen. Jeg gik ud fra at en gang måtte være nok, men det var det ikke.
Jeg ved jo, at det bare er noget jeg skal igennem, men når man lige er i det, er det ikke så fantastisk. Jeg oplever min egen frygt for at svigte mine børn, angst for at dø fra dem og det kommer rigtig tæt på, at jeg blev givet væk efter fødslen.
Det er bare nogle følelser, som jeg bliver nødt til at forholde mig til - for de er der jo nok af en grund. Mener med det, at hvis jeg bare gemmer dem væk, dukker de nok op en anden gang.
Ud over dette, er det jo helt fantastisk at skulle være mor igen! Ser mig som meget heldig og værdsætter virkelig at jeg får muligheden for at opleve dette:o)
Jeg har tidligere skrevet, at jeg havde accepteret min bio mors afvisning eller hvad det nu var. Det har jeg også - MEN jeg kan mærke, at jeg hele tiden ubevidst vender tilbage til håbet og tanken om at det var anderledes!
Hvorfor? Fordi jeg så vil få det bedre? Vil jeg så finde den ro, som de snakker om i "sporløs"? Jeg tror det ikke. Jeg tror altid, at der vil være en del af mig, som ikke føles hel. Jeg er bare ikke nået til at give slip og acceptere det.
Hvorfor? Fordi det er mig ubegribeligt, at man ikke vil sit eget kød og blod. Jeg ved godt, at man ikke behøver at have noget tilfælles, selv om man er i familie med hinanden, men at kunne tage fuldstændig afstand fra det - det forstår jeg simpelthen ikke. Og det skal jeg måske heller ikke - det gør det bare så svært.
Mine forældre som vil gøre alt for mig. Min bror som altid er der. Min kæreste som gør alt, hvad han kan for mig og min datter som betyder ALT for mig - dette er familie for mig og hvor jeg omvendt også altid er der for dem.
Dette er det, som for mig kendetegner familie og hvad jeg har kendt til hele mit liv - støtte, kærlighed og sammenhold.
Derfor havde jeg ikke forberedt mig på at møde en lukket dør - det lille barn inden i, bliver ved med at banke på og sige: "LUK MIG IND". !!!
Mine tanker og fornuft kan acceptere og se det ude fra - men mine følelser kan ikke.
Det er nok rigtig at:
"hjernen husker ikke,men kroppen gør".
"Den hemmelige datter" af Shilpi Somaya Gowda er en bog om 3 forskellige skæbner. En familie der må bortadoptere, en familie der må adoptere og en pige der bliver bortadopteret.
Jeg er bare så vild med den bog, fordi den påvirker mig følelsesmæssigt - både følelser jeg ikke selv har, men som giver mig indblik i andre - og også de følelser og refleksioner jeg selv lever med.
Den beskriver en fattig indisk familie, der bl.a. må bortadoptere deres pige, da de MÅ have en dreng for at kunne overleve som familie. Moderens følelser, tanker og overvejelser i forbindelse med at aflevere deres datter uden faderens kendskab til dette, rørte mig helt vildt!
En amerikansk lægefamilie, som indser at de ikke selv kan få børn. Deres drømme og virkelighed må revurderes helt og de ender med at adoptere - hvilket også sætter dem på prøve.
Og så denne indiske pige, som må vokse op i USA. Hendes følelser og tanker er bare så rammende. For ud over at have et godt liv - en god familie - alle muligheder - så siger hun:
"I seksten år har jeg ikke vidst noget, i seksten år har jeg stillet spørgsmål, som ingen kan svare på. Jeg føler ikke, at jeg rigtig hører til, hverken i den her familie eller noget andet sted. Det er som om der altid mangler et stykke af mig".
Disse familier udvikler sig og oplever meget igennem årene som bogen gennemgår og det synes jeg er så godt og vigtigt, at man følger dem gennem hele processen, så man kan se udviklingen i alle skæbnerne. Den indiske familie får sin søn, men mangler noget. Den amerikanske familie får deres datter og også en masse udfordringer og en angst for at miste til den biologiske familie. Den indiske/amerikanske pige er splittet, men søger efter sin biologiske familie og finder nogle sandheder.
Bl.a. fortæller hun tilsidst: "Jeg tror altid, jeg har været en lille smule vred på mine forældre over, at der ikke er noget biologisk forbindelse mellem os. Jeg syntes ligesom, der manglede noget. Men nu... det er faktisk helt utroligt - de har gjort så meget for mig, selv om vi ikke er blodbeslægtede. De gjorde det bare... bare fordi de gerne ville."
Jeg synes, det er en rigtig givende bog - som både adoptanter, adopterede og biologisk familie vil kunne få noget ud af.
For mig var det fantastisk at kunne spejle mig i den proces pigen går igennem fra at være søgende og usikker ift. at være adopteret til at have "fundet sig selv" i det.
Læs den!
