Jeg har for tiden lyst til at skrive i min pande: "jeg er adopteret og påvirket deraf". Hmm... Udefra set lyder det som om jeg mangler opmærksomhed. Jeg selv tror at det handler om at jeg har brugt 25 år af mit liv på at skjule at jeg er adopteret, at jeg havde angst, at jeg var ked af det, at jeg var bange for andre mennesker, at jeg følte mig alene, at jeg følte mig forkert, at jeg følte skam over at føle alt det...
Nu vil jeg stå ved alt det som rører sig i mig - for det er mig!
Det har desværre betydet at jeg har måtte tage afstand til mine forældre. De kan ikke rumme mine følelser, tanker og oplevelser, når det handler om at være adoptetet. Det betyder at jeg må tilbage i rollen som den der tilpasser sig og lader som om, når jeg er sammen med dem. Og det har betydet at jeg er kørt grædende derfra mange gange... Min krop reagerer simpelthen. Jeg håber vi finder ud af det engang, men lige nu må det vigtigste være - for første gang -MIG- så jeg kan være den person, den mor, den kæreste som jeg virkelig gerne vil være og er!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar