Yes så fik jeg lige en hjerneblødning og skrev til biomor om vi ikke skulle give os en chance. Jeg gjorde det fordi jeg simpelthen blev nødt til at vide hvor jeg står. Hun har jo aldrig direkte sagt at hun ikke ville. Kun indirekte - og det har ikke været nok for mine følelser. Men hun lagde ud med at skælde ud og afsluttede med at om tale mig som "det barn hun fik på et uheldigt tidspunkt".
Jeg satte mig ned og græd. Gav mig selv lov til at mærke smerten. Lid mig mærke denne afvisning og ikke skubbe det væk. Sad bare i mørket og græd - og følte. En ting er at det faktisk nu er nemmere at forholde sig til at hun siger nej. En anden ting er at jeg faktisk denne gang, tænker at jeg fortjener mere end dette. Det gør det nemmere for mig at acceptere at hun ikke vil mig.
Denne gang forstår jeg virkelig at tiden ikke læger alle sår, som jeg hele tiden havde regnet med.
Hun har virkelig distanceret sig fuldstændig fra mig og jeg er "det barn" som kom på et uheldigt tidspunkt.
Jeg fik fortalt at jeg gerne vil hende og at jeg er et menneske med følelser og at jeg ikke forstår hende. Alt dette gør at jeg lige nu faktisk godt kan acceptere hendes afvisning. Men holder det mon...?!?!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar