mandag den 22. september 2014
fredag den 19. september 2014
torsdag den 18. september 2014
Tag hele mig eller ingenting...,
Jeg har for tiden lyst til at skrive i min pande: "jeg er adopteret og påvirket deraf". Hmm... Udefra set lyder det som om jeg mangler opmærksomhed. Jeg selv tror at det handler om at jeg har brugt 25 år af mit liv på at skjule at jeg er adopteret, at jeg havde angst, at jeg var ked af det, at jeg var bange for andre mennesker, at jeg følte mig alene, at jeg følte mig forkert, at jeg følte skam over at føle alt det...
Nu vil jeg stå ved alt det som rører sig i mig - for det er mig!
Det har desværre betydet at jeg har måtte tage afstand til mine forældre. De kan ikke rumme mine følelser, tanker og oplevelser, når det handler om at være adoptetet. Det betyder at jeg må tilbage i rollen som den der tilpasser sig og lader som om, når jeg er sammen med dem. Og det har betydet at jeg er kørt grædende derfra mange gange... Min krop reagerer simpelthen. Jeg håber vi finder ud af det engang, men lige nu må det vigtigste være - for første gang -MIG- så jeg kan være den person, den mor, den kæreste som jeg virkelig gerne vil være og er!
Nu vil jeg stå ved alt det som rører sig i mig - for det er mig!
Det har desværre betydet at jeg har måtte tage afstand til mine forældre. De kan ikke rumme mine følelser, tanker og oplevelser, når det handler om at være adoptetet. Det betyder at jeg må tilbage i rollen som den der tilpasser sig og lader som om, når jeg er sammen med dem. Og det har betydet at jeg er kørt grædende derfra mange gange... Min krop reagerer simpelthen. Jeg håber vi finder ud af det engang, men lige nu må det vigtigste være - for første gang -MIG- så jeg kan være den person, den mor, den kæreste som jeg virkelig gerne vil være og er!
lørdag den 6. september 2014
Bloganbefaling: Sagdehjertet
Jeg er stødt på en blog:
Sagdehjertet
Det er en meget ærlig, spændende, inspirerede og fængende blog! Forfatteren er også adopteret - og kæmper også med forskellige følelser og tanker om bl.a. dette ... og meget andet.
Jeg er inde og kigge hver dag, da bloggen virkelig fanger mig. Der er bare et eller andet, som gør at indlæggene/teksten virkelig siger mig noget... Og rammer dybt inde. Kan genkende meget af den udvikling forfatteren er igennem... Og tænker hun er nået langt.. ! Så modigt!
Så vil anbefale at du lige tager et kig forbi denne ærlige og inspirerende blog. Det fortjener den!
Sagdehjertet
Det er en meget ærlig, spændende, inspirerede og fængende blog! Forfatteren er også adopteret - og kæmper også med forskellige følelser og tanker om bl.a. dette ... og meget andet.
Jeg er inde og kigge hver dag, da bloggen virkelig fanger mig. Der er bare et eller andet, som gør at indlæggene/teksten virkelig siger mig noget... Og rammer dybt inde. Kan genkende meget af den udvikling forfatteren er igennem... Og tænker hun er nået langt.. ! Så modigt!
Så vil anbefale at du lige tager et kig forbi denne ærlige og inspirerende blog. Det fortjener den!
Hvad er det jeg ikke ved? Ikke forstår?
Hvad er det jeg ikke ved? Hvad er det jeg ikke forstår, når jeg ikke forstår hvad der holder min biofamilie på afstand? Er der noget jeg ikke ved? Er jeg ikke interessant? Er jeg for meget? Jeg ved det ikke! Jeg har nu haft lidt kontakt med min biosøster og mødt hende. Hun er rigtig flink og ville så gerne lære hende at kende. Men kommunikationen og interessen går mest den ene vej... Fra mig... Jeg ved at man ikke behøver at kunne lide hinanden selv om man er i familie... Men de kender mig jo ikke engang ...hmm... Det samme jeg bliver ved med at beskæftige mig med .... Jeg vil jo bare så gerne...
tirsdag den 12. august 2014
Svigter min datter...??
Jeg er blevet mor igen! Det er helt fantastisk - og her anden gang er det også lidt nemmere.
Men min ældste datter har reageret meget på det nye familiemedlem. Jeg har reageret meget på, ikke at kunne være der 100 % for min ældste datter som før.
Jeg var forberedt på det! Jeg vidste, at denne følelse ville komme. Jeg føler, at jeg svigter hende. Jeg føler, jeg svigter begge to. Da min ældste datter var baby, var jeg sammen med hende hele tiden. Græd hun, tog jeg hende med det samme. Hun skulle ikke være alene og ikke føle nogen form for svigt.
Denne gang kan jeg ikke være der 100 % for nogen af dem. Hvis baby græder og jeg er ved at lave noget med den ældste, kan jeg ikke bare smutte med det samme. Når jeg ammer baby, bliver jeg nødt til nogen gange at stoppe og hjælpe den ældste. Når jeg snakker med baby, bliver den ældste jaloux og hun kan selv sætte ord på: "jeg savner min mor"!
Åh hvor er det hårdt. Den følelse - at savne sin mor og at føle sig svigtet af sin mor - er den sidste ,jeg vil have at de skal føle. Det er for mig den værste følelse!
Og her i denne graviditet og efter fødslen er denne følelse bare stærk. Jeg føler og tænker igen meget på biomor... hvorfor mon hun ikke vil mig? Jeg føler igen, at det er uretfærdigt at mine forældre ikke kan rumme eller anerkende mine følelser ift. at det er svært for mig at blive mor... - det er fantastisk men også svært.
Det er som om at det ikke er "lovligt" at sige højt - at det ikke udelukkende er lykke at blive mor.
Jeg har de sidste uger gået og tænkt lidt over, om det mon er på tide at sørge? Have lov til at være ked af, at min biomor ikke ville og ikke vil mig? At have lov til at være ked af at mine forældre aldrig har taget sig af "den adopterede mig"?
Det er nok ikke det optimale tidspunkt at sørge... men det er nu alle følelserne er der og jeg ved de ikke forsvinder, når jeg bare gemmer dem væk!
Mon jeg kan give mig selv lov til at være ked af det, når jeg synes jeg burde være glad...?
Men min ældste datter har reageret meget på det nye familiemedlem. Jeg har reageret meget på, ikke at kunne være der 100 % for min ældste datter som før.
Jeg var forberedt på det! Jeg vidste, at denne følelse ville komme. Jeg føler, at jeg svigter hende. Jeg føler, jeg svigter begge to. Da min ældste datter var baby, var jeg sammen med hende hele tiden. Græd hun, tog jeg hende med det samme. Hun skulle ikke være alene og ikke føle nogen form for svigt.
Denne gang kan jeg ikke være der 100 % for nogen af dem. Hvis baby græder og jeg er ved at lave noget med den ældste, kan jeg ikke bare smutte med det samme. Når jeg ammer baby, bliver jeg nødt til nogen gange at stoppe og hjælpe den ældste. Når jeg snakker med baby, bliver den ældste jaloux og hun kan selv sætte ord på: "jeg savner min mor"!
Åh hvor er det hårdt. Den følelse - at savne sin mor og at føle sig svigtet af sin mor - er den sidste ,jeg vil have at de skal føle. Det er for mig den værste følelse!
Og her i denne graviditet og efter fødslen er denne følelse bare stærk. Jeg føler og tænker igen meget på biomor... hvorfor mon hun ikke vil mig? Jeg føler igen, at det er uretfærdigt at mine forældre ikke kan rumme eller anerkende mine følelser ift. at det er svært for mig at blive mor... - det er fantastisk men også svært.
Det er som om at det ikke er "lovligt" at sige højt - at det ikke udelukkende er lykke at blive mor.
Jeg har de sidste uger gået og tænkt lidt over, om det mon er på tide at sørge? Have lov til at være ked af, at min biomor ikke ville og ikke vil mig? At have lov til at være ked af at mine forældre aldrig har taget sig af "den adopterede mig"?
Det er nok ikke det optimale tidspunkt at sørge... men det er nu alle følelserne er der og jeg ved de ikke forsvinder, når jeg bare gemmer dem væk!
Mon jeg kan give mig selv lov til at være ked af det, når jeg synes jeg burde være glad...?
søndag den 10. august 2014
Abonner på:
Opslag (Atom)