"det barn kom på et uheldigt tidspunkt"

Yes så fik jeg lige en hjerneblødning og skrev til biomor om vi ikke skulle give os en chance. Jeg gjorde det fordi jeg simpelthen blev nødt til at vide hvor jeg står. Hun har jo aldrig direkte sagt at hun ikke ville. Kun indirekte - og det har ikke været nok for mine følelser. Men hun lagde ud med at skælde ud og afsluttede med at om tale mig som "det barn hun fik på et uheldigt tidspunkt". 

Jeg satte mig ned og græd. Gav mig selv lov til at mærke smerten. Lid mig mærke denne afvisning og ikke skubbe det væk. Sad bare i mørket og græd - og følte. En ting er at det faktisk nu er nemmere at forholde sig til at hun siger nej. En anden ting er at jeg faktisk denne gang, tænker at jeg fortjener mere end dette. Det gør det nemmere for mig at acceptere at hun ikke vil mig. 

Denne gang forstår jeg virkelig at tiden ikke læger alle sår, som jeg hele tiden havde regnet med. 

Hun har virkelig distanceret sig fuldstændig fra mig og jeg er "det barn" som kom på et uheldigt tidspunkt.

Jeg fik fortalt at jeg gerne vil hende og at jeg er et menneske med følelser og at jeg ikke forstår hende. Alt dette gør at jeg lige nu faktisk godt kan acceptere hendes afvisning. Men holder det mon...?!?!

om adoption...

Får vi mon nogen sinde kontakt igen?

Ja tanken om kontakt til biomor, dukker op igen og igen. Vores tidligere kontakter og kommunikation, har været meget turbulente og for mig svære men også gode. Stadig er der et lille håb der stikker sit hoved frem, når jeg logger på facebook... Har hun mon kontaktet mig? Stadig er der et lille håb, når jeg tjekker mail... Er der mon en mail fra hende? Når jeg ser i postkassen, er der stadig et lille håb.... Samtidig siger jeg til mig selv: NEJ HUN VIL DIG IKKE!!! Men desværre fylder håbet lidt mere... Gid jeg dog bare kunne ligge det på hylden...!!!

- adoptionens pris-

Rart ikke at være alene med tanker og følelser....

Hvor finder jeg det der mangler???

Hvor finder jeg det der mangler inderst inde? 

Som barn og teenager gemte jeg det langt væk, og følte skam når jeg følte det...

Jeg har spist på mine følelser.. Mon de ikke forsvinder så? Jo det gør det .. I kort tid. Jeg har ladet være med at spise og haft kontrollen der ... Og dermed fokus væk fra mit savn. 

Jeg har prøvet at finde det der mangler i min mand, i mine børn, i kontakten med biofamilien, hos a-familien... Men det hjælper ikke. Jeg mangler noget. 

Og jeg ved jo inderst inde godt at det kun er hos mig selv jeg finder det... Eller lærer at leve uden. Kun hos mig selv... Men jeg savner og mangler jo sådan, så hvorfor får jeg ikke det jeg søger....

Jeg græder fordi jeg savner min mor

Jeg græder fordi jeg savner min mor. Jeg græder fordi jeg savner en mor. Jeg græder fordi den ene mir gav mig væk og den anden ikke kan være der for mig, når jeg har det værst. Jeg har det værst, når jeg sørger over den mor der gav mig væk. Så savner jeg en mir der vil trøste mig og sige det er ok at være mig og at det nok skal gå. Jeg græder fordi at min mor ikke trøster mig, men kun kan rumme mig, når alt er godt. 
Jeg græder fordi jeg ikke bliver hørt. Jeg græder når jeg fortæller min mor, at jeg savner den familie der ikke vil mig, og min mor så ikke engang reagerer på det. Jeg græder, når jeg skal opretholde en facade og lade som om alt et godt. Jeg græder, når de ikke ser hvor ked af det jeg er. Jeg græder fordi jeg så gerne vil holdes om af en mor. Jeg græder når jeg er bange for jeg ikke selv er en god nok mor.

Jeg græder. Jeg savner en mor...