Artikel: "Det uønskede barn"

Denne artikel "Det uønskede barn, er for mig på mange punkter genkendeligt ift at være ønsket eller uønsket. At søge familie eller information? Er det et tabu at bortadoptere eller være adopteret?
Læs "Det uønskede barn"

Når blod ikke er tykkere end vand....

Jeg har altid været sikker på at kontakten til min biofamilie var det rigtige, for det føltes bare rigtigt. Jeg ligner dem og jeg vil gerne lære dem at kende.
Gennem årene er jeg blevet afvist, men jeg har ikke villet eller kunnet acceptere at de ikke vil mig. Det er ved at gå op for mig. Jeg er mere værd end at stå ude på sidelinjen og blive holdt hen. Det er en svær erkendelse at jeg ikke betyder det samme for dem som de betyder for mig - men nok det bedste at kunne erkende for at komme videre...

Ikke så meget nyt i adoptionssagen

Jeg har modtaget min adoptionssag. Der var en masse attester og ikke så meget nyt i det - desværre. 
Jeg ved at der er andre sager jeg kan søge aktindsigt i, men ved ikke om jeg orker det...vil jo bare gerne vide hvem min biofar er... Hvorfor skal det være så besværgeligt at finde sine rødder? Hvorfor er det ikke bare lige så rosenrødt som i Sporløs? Og hvor længe skal jeg tage hensyn til andre end mig selv?

Vil søge aktindsigt i min adoptionssag

Det er lige gået op for mig... Eller har først lige fundet ud af at jeg kan få aktindsigt i min adoptionssag. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke har vidst dette. Har før hørt om andre der har fået sagen, men ikke tænkt nærmere over hvad det betyder.

Har fundet ud af at der i adoptionssagen kan stå mange forskellige ting udover attester og godkendelser. 

Så min plan er hurtigst muligt at søge aktindsigt. Det kunne være meget spændende at læse og TÆNNK hvis der er NYE oplysninger. Man ved aldrig, så vil helt sikkert prøve. Det værste er jo at jeg bliver skuffet, hvis der ikke er nye oplysninger. Og det overlever jeg nok...

Det er koldt....



Det er koldt. Jeg længes altid mere efter min biofamilie i julen og til fødselsdage. Disse ligger med 3 ugers mellemrum, så jeg synes disse dage er svære.

Jeg kan jo ikke selv se, hvorfor jeg ikke er velkommen i familien. Jeg selv har været meget igennem og udviklet mig - lært meget. dette tænker jeg jo at biofamilien også kunne. Jeg ved at det må være svært at jeg dukker op, men som årene går, må der da også ske en udvikling der?

Det er bare svært for mig at forstå, da jeg bare gerne vil dem.

Mange advarer mig om at prøve at finde min biofar, da det jo kan være at han har en familie... Efter jeg selv har fået børn, kan jeg bare ikke forstå at man kan afvise sit eget barn.

Jeg leder jo ikke efter en ny familie. Jeg har en mor, en far, en bror, en mand og to fantastiske børn. Jeg vil bare gerne lære dem at kende.

Det er koldt. Sådan føles det her i julen, hvor jeg bare gerne ville ønske dem glædelig jul, men ikke gør det, da de ikke vil mig. Jeg håber selv på en hilsen den anden vej og har gjort det hvert år - også på min fødselsdag, men det sker ikke.

Er jeg bare naiv? Jeg ved det ikke, men det er vigtigt at stå ved mine følelser, så det vil jeg gøre....

 

 

Mange tanker - biofar, offentlig blog, fødselsdag, jul...

Når tiden nærmer sig min fødselsdag, får jeg altid rigtig mange tanker om at være adopteret.
Jeg glæder mig aldrig til min fødselsdag. Det er altid noget der skal overståes. Jeg synes jeg er ret afklaret med mit liv i år, så håber jeg kan nyde min dag.

Jeg har et stort behov for at få af- eller bekræftet om min biofar nu passer på de oplysninger jeg har. Jeg tænker meget over hvordan jeg skal gribe det hele an. Skal jeg kontakte alle de Ivo'er der er i dk? Skal jeg lave en FB efterlysning? Skal jeg medvirke i en artikel om det? Jeg ved det ikke...

Noget helt 3. er, at jeg overvejer at jeg ikke skal være anonym på bloggen mere. Der er stadig et eller andet der holder mig tilbage, men håber jeg får modet til at stå ved alt det der foregår indeni.

Vi må se hvad der sker i det nye år...

Min fødsel... Så hun mig mon?

Jeg har altid været interesseret i hvornår jeg er født... Altså tidspunkt på døgnet... Det er jo noget de fleste ved, men ikke mig. Indtil for nylig. 
Jeg har gennem de sidste år villet spørge biomor, men et eller andet har holdt mig tilbage. Men ved sidste kontakt fik jeg spurgt. Og spurgt igen inden hun svarede. Det var rigtig rart at vide det. Det giver ligesom en "start" på mit liv, som ikke er på børnehjemmet - hvor jeg jo plejer at starte, da jeg ikke kendte til noget før det.
Det sjove er at mine børn og jeg er alle født ved ti tiden... Enten aften eller morgen. Men det er da lidt sjovt.
Jeg har også altid gerne ville vide om biomor så mig, holdte mig eller rørte mug efter fødslen. Eller om jeg bare blev taget væk. Men jeg tror ikke jeg har lyst til at høre svarer. Jeg tror ikke hun ville se mig.
Sidst vi havde kontakt, skrev biomor til mig at jeg ikke skulle skrive til hende på facebook mere. Jeg måtte kun skrive på mail. Dette har hun før gjort i tidligere kontakter, hvor jeg accepterede det. 
Men denne gang var det bare nok. Jeg vil ikke gemmes væk mere. Og jeg har endelig forstået at hun har distanceret sig fuldstændig følelsesmæssigt fra mig. Det er jeg rigtig ked af og jeg forstår ikke at hun kan. At hun ikke vil. At hun er så vred.
 Men jeg kan nu acceptere det og ved at hun aldrig kommer til at ville mig...