Når jeg ser folk tage sig af hinanden, rører det mig helt vildt. Når jeg i tv ser en mor tage sig af sit barn, en familie der bekymrer sig om hinanden eller venner der kan aflæse at en ven har brug for støtte, ja så sidder jeg og tuder. Det kan også dreje sig om et dyr, som nogle tager sig af - så tuder jeg.
Jeg tuder fordi det er smukt. Efter jeg er blevet mor, er jeg mere følsom. Men samtidig tuder jeg også fordi jeg får en følelse af at jeg ikke fik/har fået den omsorg. Jeg får en følelse af "hjælp". Jeg har haft det sådan i mange år, men gemt det godt væk, da jeg i min sproglige hukommelse jo kun kan huske omsorg. Men mine følelser kan altså huske noget andet. Det kan være starten på mit liv. Det er det højst sandsynligt. Derudover har jeg i hele min barndom og teenage periode levet med angst, som ingen opdagede og selv om jeg ikke vil bebrejde nogen noget, ville det have været rart, hvis jeg havde fået hjælp.
Mine forældre har levet efter at det er bedre ikke at snakke om de svære ting, for så er de der jo ikke. Når en kæreste havde slået op med mig, når jeg var ked af skolen eller når jeg bare var trist, var det ikke noget vi snakkede om. Der faldt måske en kommentar: "det var ikke så godt". Og det var så det!
Jeg håber at jeg kan være der for min datter, så hun altid føler hun får støtte og bliver hørt. Det er mit mål!
