Fortælle at man er adopteret?

Jeg kom i dag til at tænke lidt over, hvornår man fortæller, at man er adopteret? I hvilke situationer? Til hvem? Og hvorfor fortælle det?

Nu kan man jo ikke se på mig, at jeg er adopteret. Samtidig fylder det en meget stor del af mig, mine tanker og følelser at jeg er. Når folk ikke ved det, føler jeg mig på en eller anden måde ikke hel.

Så jeg har altså lyst til at fortælle det lige så naturligt som at jeg er blevet mor. Der er noget, der stopper mig.

Er det så vigtigt at fortælle? Vil andre synes, at det er en totalt ligegyldig information? Vil det ligge en dæmper på samtalen, hvis jeg åbner op? Og hvorfor er det så svært at fortælle? Er det noget at skamme sig over?

Jeg tror, at jeg holder det tilbage pga. de reaktioner jeg før har fået: " Så er det da dejligt, du har fået sådan en dejlig familie" LUKKET!

Ja, jeg er også rigtig glad for min familie, men det er jo ikke det det handler om. Hvad handler det egentlig om? For mig handler det om at jeg har to familier og en anden start end de fleste har haft. Jeg har en familie, der ikke vil mig og en der vil. Og det handler ikke om, at man skal have ondt af mig. Det handler nok, om at jeg bare har brug for, at folk skal kende hele mig og det er en del af mig.

Jeg forstår også, at man jo ikke aner, hvad der rører sig i mig, når man ikke er adopteret, og derfor kan andre jo ikke sætte sig ind i mit behov for at snakke om det!!

Så vil til at mærke lidt efter, hvor meget jeg har brug for at være åben om det og hvorfor.

Din reaktion på bortadopterede søskende? Se afstemning!

Jeg har tidligere skrevet lidt om, at jeg ikke vil opsøge min halv søster, da jeg er bange for at skabe strid i familien samt at det må være et chok for hende at kende sandheden. Jeg vil ikke på nuværende tidspunkt, men jeg ved ikke, om jeg en dag ændrer mening.

Hvis jeg en dag ikke er angst for endnu en afvisning. Hvis jeg en dag bare føler det er det rigtige. Hvis jeg en dag ikke tager hensyn til min biologiske mors ønsker. Måske en dag!

Hvis jeg selv fandt ud af at min mor, havde bortadopteret en søskende, uden at fortælle mig det, tror jeg, at jeg ville være meget uforstående. Ikke at en bortadoption ikke kan være det rigtige valg, men at det var en hemmelighed. Derefter tror jeg nemt jeg kunne komme videre og tilgive.

Jeg ved det ikke. Jeg er jo også meget farvet af min egen situation. Er stadig ret træt af at stå i skyggen og ikke gøre hvad jeg virkelig har lyst til. Men tror slet ikke jeg er parat til at face mine følelser ved at tage kontakt.

Hvordan ville du reagere, hvis du fandt ud af, at du havde bortadopterede søskende ???

SE AFSTEMNING!

Hvilken påvirkning har (bort)adoption?

Jeg har i den seneste tid været i kontakt med flere der er adopteret, har bortadoteret eller har adopteret.

Mit indtryk er, at adoption kan være den bedste løsning for de involverede, men det kan også være et valg, som resten af livet vil være svært at leve med - for alle involverede.

Bortadoption kan være den eneste løsning eller det eneste valg for den biologiske mor. Herefter tænker jeg, at man kan vælge at gemme følelserne væk og glemme det eller man kan vælge at stå frem. Bliver man opsøgt af sit barn eller opsøger man selv? Vil det biologiske barn have kontakt? Man skal resten af sit liv forholde sig til sit valg. Det tror jeg ikke er nemt.

Adoption kan blive en mulighed, hvis man ikke selv kan få børn. Der er nogle, som adopterer selv om de selv kan få børn, men det hører til mindretallet. Jeg er sikker på, at de der vælger adoption, vælger det med hjertet og kærlighed og betragter det adopterede barn, som deres eget. Men ligemeget hvad, så er adoption ikke det man ville have valgt, hvis man selv kunne. Så det er en slags 2. valg! Når man så har adopteret, har man så nogle forventninger til barnet, som det måske ikke lever op til? Er det svært at komme over det faktum, at man ikke selv kan? Jeg ved, at adoptivforældre ELSKER deres børn, de rummer og accepterer de børn de får, men det må stadig være en anderledes opgave at tage et barn til sig med en fortid man ikke kender følgerne af.

Når man er adopteret, kan man have mange ting med i bagagen afhængigt af alder og hvor man kommer fra. Det kan være svært at knytte sig til forældrene, det kan være svært at skille sig ud pga. udseende og det kan være svært at have følelser, som andre ikke forstår. Så er spørgsmålet om man skal opsøge den biologiske familie, om man skal være taknemmelig over at være adopteret eller om man er god nok, siden den biologiske mor ikke ville én...?

Alle disse spørgmål kan jo variere fra næsten ikke at fylde noget til at fylde meget. Jeg er overbevidst om at mange, der er involveret i adoption, har det godt og lever et liv med kvalitet. Jeg mener dog også, at man på en eller anden måde må være påvirket og jeg synes, det er vigtigt at være åben omkring, så det ikke bliver noget man går alene med. Om man så bortadopterer, adopterer eller er adopteret,