Hvordan giver man slip?

Jeg har tidligere skrevet, at jeg havde accepteret min bio mors afvisning eller hvad det nu var. Det har jeg også - MEN jeg kan mærke, at jeg hele tiden ubevidst vender tilbage til håbet og tanken om at det var anderledes!

Hvorfor? Fordi jeg så vil få det bedre? Vil jeg så finde den ro, som de snakker om i "sporløs"? Jeg tror det ikke. Jeg tror altid, at der vil være en del af mig, som ikke føles hel. Jeg er bare ikke nået til at give slip og acceptere det.

Hvorfor? Fordi det er mig ubegribeligt, at man ikke vil sit eget kød og blod. Jeg ved godt, at man ikke behøver at have noget tilfælles, selv om man er i familie med hinanden, men at kunne tage fuldstændig afstand fra det - det forstår jeg simpelthen ikke. Og det skal jeg måske heller ikke - det gør det bare så svært.

Mine forældre som vil gøre alt for mig. Min bror som altid er der. Min kæreste som gør alt, hvad han kan for mig og min datter som betyder ALT for mig - dette er familie for mig og hvor jeg omvendt også altid er der for dem.

Dette er det, som for mig kendetegner familie og hvad jeg har kendt til hele mit liv - støtte, kærlighed og sammenhold.

Derfor havde jeg ikke forberedt mig på at møde en lukket dør - det lille barn inden i, bliver ved med at banke på og sige: "LUK MIG IND". !!!

Mine tanker og fornuft kan acceptere og se det ude fra - men mine følelser kan ikke.

Det er nok rigtig at:

"hjernen husker ikke,men kroppen gør".

" Den hemmelige datter" (Bog)

"Den hemmelige datter" af Shilpi Somaya Gowda er en bog om 3 forskellige skæbner. En familie der må bortadoptere, en familie der må adoptere og en pige der bliver bortadopteret.

Jeg er bare så vild med den bog, fordi den påvirker mig følelsesmæssigt - både følelser jeg ikke selv har, men som giver mig indblik i andre - og også de følelser og refleksioner jeg selv lever med.

Den beskriver en fattig indisk familie, der bl.a. må bortadoptere deres pige, da de MÅ have en dreng for at kunne overleve som familie. Moderens følelser, tanker og overvejelser i forbindelse med at aflevere deres datter uden faderens kendskab til dette, rørte mig helt vildt!

En amerikansk lægefamilie, som indser at de ikke selv kan få børn. Deres drømme og virkelighed må revurderes helt og de ender med at adoptere - hvilket også sætter dem på prøve.

Og så denne indiske pige, som må vokse op i USA. Hendes følelser og tanker er bare så rammende. For ud over at have et godt liv - en god familie - alle muligheder - så siger hun:

"I seksten år har jeg ikke vidst noget, i seksten år har jeg stillet spørgsmål, som ingen kan svare på. Jeg føler ikke, at jeg rigtig hører til, hverken i den her familie eller noget andet sted. Det er som om der altid mangler et stykke af mig".

Disse familier udvikler sig og oplever meget igennem årene som bogen gennemgår og det synes jeg er så godt og vigtigt, at man følger dem gennem hele processen, så man kan se udviklingen i alle skæbnerne. Den indiske familie får sin søn, men mangler noget. Den amerikanske familie får deres datter og også en masse udfordringer og en angst for at miste til den biologiske familie. Den indiske/amerikanske pige er splittet, men søger efter sin biologiske familie og finder nogle sandheder.

Bl.a. fortæller hun tilsidst: "Jeg tror altid, jeg har været en lille smule vred på mine forældre over, at der ikke er noget biologisk forbindelse mellem os. Jeg syntes ligesom, der manglede noget. Men nu... det er faktisk helt utroligt - de har gjort så meget for mig, selv om vi ikke er blodbeslægtede. De gjorde det bare... bare fordi de gerne ville."

Jeg synes, det er en rigtig givende bog - som både adoptanter, adopterede og biologisk familie vil kunne få noget ud af.

For mig var det fantastisk at kunne spejle mig i den proces pigen går igennem fra at være søgende og usikker ift. at være adopteret til at have "fundet sig selv" i det.

Læs den!

Hvad betyder min adoption for min datter?

Jeg er før stødt på dette spørgsmål i diverse grupper for adopterede. Her har det været internationalt adopterede som tidligt fortæller deres børn om adoptionen i forbindelse med, at børnene har et andet udseende end vennerne.

Jeg har ikke tidligere tænkt så meget over, hvornår jeg skal fortælle min datter, at jeg er adopteret, da det jo for mig altid har været naturligt og da jeg altid har vidst det - så jeg har ikke tænkt det som et problem at fortælle.

Det gør jeg som sådan heller ikke nu - og så alligevel er jeg begyndt at tænke lidt over HVORNÅR - HVORDAN OG HVORFOR.

Selvfølgelig skal hun vide det - men hvornår er hun stor nok til at forstå - og i hvilken anledning?

 

Mens jeg skriver dette - kan jeg mærke, at jeg faktisk undrer mig over, at jeg ser det som et problem og at jeg føler det bliver ubehageligt at fortælle - Hvad er det for en skam, jeg føler over at være adopteret? Og hvorfor føler jeg sådan?

Hvis det er den naturligste ting i verden for mig, at jeg er adopteret, så er det det jo også for min datter - men hvis det er noget jeg ikke finder nemt at fortælle, så bliver det jo heller ikke modtaget som noget positivt.

Så problemet ligger hos mig - i mine tanker og følelser....

"tabu at være adopteret" del 2 - svar på kommentar

Jeg fik en kommentar til mit sidste indlæg "tabu at være adopteret".

Jeg bliver rigtig glad, når nogen læser med og føler de har lyst til at lægge en kommentar... Tak for det:o)

 

Denne kommentar har jeg brugt lang tid (sammen med indlægget) at reflektere over.

 

Indlægget handler kort beskrevet om kontrasten mellem at have en god familie og stadig føle man mangler noget - som adopteret- og kan man det?

 

Kommentaren til indlægget:

"Mon tro det ikke også drejer sig om at kunne se det bedste for sig selv i at være blevet adopteret, hvis man direkte kan se store mangler på bio forældre og måske hørt bio søskende fortælle om deres forsømte barndom...
Jeg er ramt ind i din blog, tilfældigt er dansk adopteret og har en voksen søn.. det hjalp rigtig meget for mig at finde info..
Held og lykke til dig, og sæt pris på din gode adoptions familie det er ikke noget der bare er en selvfølge"

 

Det slog mig, da jeg læste kommentaren, at selv om jeg har haft en "kernefamilieopvækst", så har jeg stadig en del i mig, som vil være påvirket af at være adopteret.

 

Altså ser jeg "min gode familie" og "den adopterede mig" som to forskellige ting, der begge skal have lov til at være der. Det ene opvejer ikke det andet - forstået på den måde, at det at være adopteret er en del af min personlighed, som ikke vil kunne mindskes eller skal glemmes - selv om jeg har en god familie.

 

Mine omgivelser er en ting og mine grundlæggende følelser er en anden ting - de påvirker hinanden, men det er seperate ting.

 

Helt sikkert har min opvækst og den støtte jeg har fået, styrket mig og sådan vil det jo være individuelt afhængig af personlighed og familie, hvordan man er påvikret af at være adopteret.

 

Men jeg tror, at det jeg kæmper med, er en meget grundlæggende fundamental følelse, som altid vil være der og det må jeg acceptere.

 

Jeg har i svære perioder, kunne tænke at mine forældre, da også bare kunne have støttet mig lidt mere eller gjort noget for at hjælpe mig mere - men nu kan jeg se, at min sensitivitet og usikkerhed, er en del af min personlighed - og skal være det.

 

Og igen tak for den fine kommentar, som jeg godt kan se er positiv - jeg fik bare en masse tanker omkring familie versus at være adopteret.

 

 

 

 

 

 

 

Stolt - vundet en anbefaling !!

Jeg har deltaget i en "give-away" om en bloganbefaling og har vundet!!! Jeg deltog, da jeg syntes at en blog-anbefaling er rigtig interessant og nærværende. Smuk og fantastisk ide!

Læs gerne med:

Anbefaling af min blog

Tabu at være adopteret?

Jeg har før skrevet om dette på bloggen, men nu reflekterer jeg over det igen og får lyst til at skrive mere.

Jeg har åbenbart et stort behov for at udtrykke og snakke om, at jeg er adopteret og hvad det betyder for mig. Det bruger jeg denne blog til.

Nogle gange tænker jeg: " Du har det godt - en god familie - så hvorfor lader du det ikke bare ligge?"

Man kan ikke se på mig, at jeg er adopteret. Så det er aldrig noget jeg er blevet spurgt om og omvendt fortæller jeg aldrig, at jeg er adopteret, hvis snakken kommer ind på adoption.

Jeg har ofte hørt sætningen: "hvor er det bare flot af dine forældre at de så tidligt har fortalt, at du er adopteret og dejligt at du kom til sådan en god familie" .... JA og så er der jo ikke så meget mere at sige til det! - for jeg har en god familie, men det er vel heller ikke det, det handler om?

Handler det om, at jeg ikke føler, at jeg kan være bekendt at adoptionen er en del af mig på både ondt og godt, når jeg nu har været så heldig at have en god familie?

Aner det ikke... Måske er det bare mig selv (og ikke andre) der ikke kan acceptere, at det fylder og påvirker at være adopteret. Det er nok der den ligger begravet!

Børn på "gule plader".....

På mit arbejde har en kollega fortalt om sine børn, der er adopteret. Det har jeg jo med det samme bidt mærke i. I en samtale bliver disse børn omtalt som kollegaens børn "på gule plader".

Da dette bliver sagt, ser jeg nærmest mig selv ude fra - jeg spørger med det samme, hvorfor der bliver sagt "børn på gule plader" - at det kan man da ikke sige og kan mærke at jeg har et behov for at forsvare kollegaen... eller mig selv?

 

Det sjove er så, at jeg finder ud af at bemærkningen om "børn på gule plader" selv ikke er relateret til at de er adopteret. Nej, det er slet ikke kollegaens børn mens hendes kærestes...

Jeg synes stadig ikke, at ydtrykket er i orden, og jeg ser det stadig som meget respektløst og kunne helt sikkert forsvare det igen, men kunne mærke, at jeg fik et behov for at forsvare mig selv, da jeg troede det handlede om at være adopteret... HVorfor? Tror bare det er en fundamental usikkerhed, som jeg bærer rundt på.
 

Blodets bånd - er blod tykkere end vand???

Jeg har de seneste dage gået og overvejet en ny titel til min blog... De navne der faldt min ind, var "blodets bånd?" og "Blod tykkere end vand?"... osv...

Samtidig fik det mig til at reflektere over disse og jeg kunne mærke en modstand.

Jeg har altid selv følt en længsel og interesse for min biologiske familie - samtidig med at jeg ikke har turde komme for tæt på af frygten for afvisning.

Derimod har jeg ikke oplevet en stor interesse den anden vej - interesse for mig - hvilket igen har vækket min frygt for afvisning og får mig til at tænke at blod ikke er tykkere end vand..???

Det er svært.

Jeg ser det gennem mine briller og herfra ville det være dejligt med åbenhed og ærlighed - og så tage den derfra. HVordan det er at være biologisk familie, og hvordan der ser ud igennem deres briller, ved jeg jo ikke... 

Men jeg misunder dem som har oplevet en positiv og åben kontakt med deres biologiske familie. HVilke følelser er der som biologisk familie? Ja det håber jeg at finde ud af en dag.

Ud af alt dette, har jeg lært hvor vigtig åbenhed og ærlighed om alt det svære er. Det er jeg glad for at have med mig.

Smukt ukrudt

 

                          

                                                    Elsker den vilde natur!

Kan bare ikke lade adoptionsdebatten være!!!

Ja jeg havde egentlig slette denne blog, da den blev ret personlig... MEN men men nu har jeg endnu engang åbnet den op.

Det ER emnet adoption jeg brænder for, og så må den blive personlig!

For tiden dukker der den ene nye gruppe op på Facebook for adopterede, adoptanter eller biologiske forældre. Jeg er medlem af de fleste, da jeg virkelig nyder at have "adoptionen" til fælles og at debattere med nogle der forstår!

Adoption har aldrig været noget jeg har diskuteret eller vendt som barn teenager eller helt ung. Men samfundsdebatten indeholder for tiden ofte adoption og måske også derfor at flere og flere bliver åbne omkring det... og jeg får mulighed for at dele og debatere!

På det personlige plan er der også sket nye ting, men det er jeg ikke helt klar til at åbne op for endnu!

Sommerstemning - tid til stilhed og nærvær

                        Smuk
    Sommer

Hvordan vil jeg opleve en ny graviditet?

Min datter skal efter planen engang være storesøster. Det gør jeg mig mange tanker omkring.

Som tidligere beskrevet, var min graviditet meget hård følelsesmæssigt. Det at jeg selv var blevet givet væk af min biologiske mor og dermed ikke følte mig værd at elske, havde været på børnehjem, kommet til en ny familie og følelsen af svigt kom rigtig tæt på.

Det var lige som om jeg nærmest genoplevede de følelser jeg selv havde som spæd. Jeg var meget sårbar,følte ikke jeg var værd at elske, og jeg var bange for at svigte min datter, selv da hun lå i maven. Da hun så kom ud, var jeg så opmærksom på, at hun ikke følte,at jeg svigtede hende, at jeg næsten var ved at gå ned over det selv, fordi jeg var på hele tiden... selv når hun sov. Min psyke kørte i alarmberedsskab!

Jeg tænker nu, om jeg vil opleve det samme igen. Jeg kan mærke, at jeg allerede nu tænker, at jeg svigter min datter, hvis jeg bliver gravid igen. Jeg ved, at det er et tegn på, jeg ikke er klar endnu, men tænker om den følelse vil blive hængende,

Og følelsen af svigt over for barn nummer 2, når man ikke har alt den tid som man havde til nummer 1, er også noget jeg reflekterer over. Jeg ved, at den følelse har de fleste 2. gangs mødre, men jeg kender mine reaktioner og følelser, når det handler om svigt og det kan jeg slet ikke være i.

Jeg håber, at jeg har fået gennemlevet de værste og mest fundamentale følelser og ikke skal igennem det igen, hvis den tid kommer.

" Følg mig på blogloving' " og opdateringer på de blogs jeg følger???

 

Så er det lige gået op for mig, at "google reader" lukker ned 1. juli. Jeg har været på Blogloving' længe, men nu har jeg fået en "Følg mig på Bloglovin'", så det er muligt at følge med der.

Jeg var ellers hoppet fra at være google+, da det var så forvirrende, men er med på den igen, hvis det er den eneste måde at følge andre... Jeg har ikke helt styr på det.

 

Noget andet er, at flere af de blogge jeg følger, ikke bliver opdateret. Jeg var inde at se på en, som ikke havde skrevet i LANG tid (I følge opdateringerne), men da jeg kom derind, var der skrevet fornylig.... Mystisk!!!

Jeg finder nok ud af det her engang!!
 

Afstemning - kendskab til parterne i en adoption?

Jeg har lavet en afstemning i forhold til åbenhed omkring det at være adopteret, at adoptere og bortadoptere nationalt. Håber du vil være med.

Har intet hørt, men har ikke fortrudt...

Som jeg tidligere har beskrevet, har jeg sendt et brev til min biologiske søster, hvor jeg fortalte hende, at jeg eksisterer.

Jeg har intet hørt fra hende. Min hjerne kan sagtens forstå, at der kan være mange grunde til, at jeg intet hører. I mit hjerte gør det bare alligevel lidt ondt.

Jeg har selv brugt mange år fra tanken om, at jeg nok VAR interesseret i at finde mine biologiske forældre til i dag, hvor jeg har været igennem at opsøge, have kontakt, miste den og selv kontakte igen. Så jeg ved at en situation som denne, kan tage lang tid at bearbejde og forstå sig selv i.

Måske er hun slet ikke interesseret i at have kontakt nogensinde. Måske er det alt for svært at tro på. Måske skulle jeg ikke have skrevet til hende. Måske har min biologiske mor en indflydelse. Måske, måske, måske.....

Jeg ved ikke, om jeg skulle have gjort det anderledes. Jeg ved ikke hvad der sker i den familie efter hun modtog brevet.

Jeg kan bare mærke på mig selv, at nu har jeg fundet den ro, som andre får i Sporløs, når de møder deres biofamilier.

Jeg har fået en ro, fordi jeg ikke selv kan gøre mere. Jeg har gjort det jeg følte for og havde brug for. Nu kan jeg ikke gøre mere selv. Jeg er ikke en hemmelighed mere. Det gik mig meget på, at jeg kendte til min biologiske søster uden hun vidste, at jeg levede. Derudover så virker hun bare som et smukt menneske, jeg gerne vil lære at kende... Og så er hun min søster.

Og hvad håber jeg så på sker? Jeg håber selvfølgelig at høre fra min biologiske søster. Og længere vil jeg ikke tænke lige nu.

De tre parter i en adoption - er biologiske mødre ofre?

Jeg oplever for tiden, at der er rigtig meget debat på diverse internet sider om adoption.

Efter dokumentaren om Masho, er fokus på adoption steget og det er rigtig vigtigt, at der bliver fundet den bedste proces og resultat, så en adoption er til gavn for alle parter, når det nu skal ske.

Jeg er adopteret og i diverse debatter, ser jeg det med min rygsæk på. Jeg var kun 4 mdr, da jeg blev adopteret. Jeg kom til en meget resourcestærk familie og har levet en kernefamilie-liv siden. Alligevel har jeg nogle ar på sjælen efter min start på livet. Det er først nu, at jeg nogle gange tænker, at jeg måske er ved at være på den anden side!

Så når jeg læser disse debatter, tænker jeg det fra adoptivbarnets side. Så er der de to andre sider af adoptionen, som ser det fra deres side og det er også fint.

Det der skræmmer mig, er når biologiske mødre vil retfærdiggøre bortadoptionen med, at det var det bedste valg og i den bedste mening og at der derfor ingen skade er sket.

- Nej det er også lidt overdrevet, men noget i den retning. Jeg tænker om dette, at lige meget hvad, så er det altså det lille barn, som helt fra livets start, hvor den grundlæggende tro på livet og sig selv skal udvikles, bliver stillet overfor en mega udfordring. Så er det altså lige meget, hvorfor man bliver bortadopteret eller hvor man vokser op, så vil denne udfordring være der. Og heldigvis er der rigtig mange der klarer den uden problemer.

Hvad vil jeg med dette indlæg? Jeg ved det ikke. Nok bare fortælle at jeg ikke ser alle biologiske mødre som ofre og uden valg! I Danmark og mange andre lande, er der mulighed for plejefamilie, mødrehjem, økonomisk hjælp osv.

Der er helt sikkert nogle, som bortadopterer, fordi de virkelig ikke kan beholde barnet selv og ikke vil. Og det er også fair. For flere årtier siden, har der været unge mødre, der har været presset til det, og de har følt sig uden mulighed for at vælge. Det er rigtig trist. Og så er der dem som ikke  ønsker børn. Og sikkert mange andre situationer.

Jeg tror ikke, at alle biologiske mødre er ofre. For nogle er det en velovervejet og god løsning.

Kontakt til biologisk søster

Som tidligere skrevet, har jeg kontaktet min biologiske søster, som ikke kendte til mig.
 Hvorfor gjorde jeg det?

I de tre år, hvor jeg har haft lidt kontakt med min biologiske mor, har jeg fået mere og mere behov for at hun også skulle kende til mig. For det første ville jeg naturligvis gerne selv i kontakt med hende, men jeg har været meget i tvivl om det også var rigtigt for hende at vide.

Jeg ville ikke skabe splid mellem hende og hendes mor. Jeg ville ikke gøre det svært for hende med den oplysning. Så jeg har overvejet for og imod i disse år. Tilsidst kunne jeg så mærke at det var SÅ vigtigt for MIG ikke at være en hemmelighed mere og jeg ville gerne give hende muligheden for selv at vælge, om hun vil have kontakt med mig.

Jeg gav selvfølgelig min biologiske mor chancen for selv at fortælle det, da det var det bedste for alle. Min biologiske mor ville i første omgang også fortælle både min biologiske søster og resten af familien om mig. Men der var hele tiden et eller andet i vejen for at gøre det og det blev hele tiden udsat, selv om hun sagde hun ville gøre det.

Så jeg mærkede rigtig godt efter og overvejede igen for og imod. Jeg kom dertil, at jeg blev nødt til at gøre det selv. Så jeg skrev et brev til hende og præsenterede mig.

Det er nu 14 dage siden og jeg har intet hørt fra hende. Jeg ved, at hun har modtaget brevet, da jeg modtog en besked fra min biologiske mor.

Jeg forstår godt at det er en svær besked at få og jeg kan nemt sætte mig ind i, at hun måske slet ikke har lyst til kontakt.

Det gør da ondt, hvis hun aldrig kontakter mig, men nu har jeg gjort det jeg selv kan. Jeg kan mærke, at nu er "byrden" væk og jeg kan ikke komme videre. Så kan jeg bruge min energi på andre ting, istedet for at gå og holde mit behov og mine tanker på afstand, fordi de ikke må være der.

Så selv om det måske er en kliche, at man bliver stærkere i kriser og når det er hårdt, så er det det jeg oplever. Jeg ville rigtig gerne, at min søgen var endt, som de lykkelige "sporløs" programmer, men sådan skulle det ikke være. Men det har gjort mig stærkere og det at jeg har gjort noget aktivt og ikke bare har gemt mig væk, har gjort at jeg er tilfreds med mig selv. Da jeg i min søgen efter biologiske forældre mødte afvisning, var det nemt at vende det mod mig selv, og føle at det var pga. MIG. Men det gør jeg ikke mere.

Så nu må jeg lade tiden gå og se hvad der sker. Jeg håber selvfølgelig på kontakt i fremtiden, men ikke på alle vilkår, hvilket jeg også før gjorde. Før havde jeg ikke mig selv 100 % med af frygt for afvisning, men det tror jeg at jeg er ved at have nu!

Update...

Der har været rigtig stille på bloggen i lang tid. Jeg følte, at den blev lidt for personlig og der skete en masse på adoptionsfronten i mit liv, som jeg ikke lige har haft mod til at dele. Så jeg prøvede at oprette en anden blog, men jeg kan altså ikke slippe denne og det er stadigvæk mit adoptionsliv, som jeg har behov for og lyst til at dele!

Der er som skrevet sket en masse. Jeg havde jo kontakt med biomor igen igen. Og det gik som det plejer. Først en masse positiv kontakt, som ebber ud indtil jeg melder ud, at jeg ikke ønsker kontakt medmindre der er gensidig respekt... og så starter vi forfra.

Tilsidst kunne jeg ikke mere og sagde stop, da jeg ikke følte, vi ville det samme. Jeg brugte alt for meget energi på at være forstående og empatisk. Desværre følte jeg ikke meget forståelse fra min biomor. Så det var bedst at afslutte det.

Jeg besluttede så, at nu måtte jeg tænke på mig selv også og gøre hvad jeg har brug for. Så jeg besluttede at kontakte min biologiske søster! Det vil jeg skrive om en anden gang.

Når jeg ser omsorg - græder jeg

Når jeg ser folk tage sig af hinanden, rører det mig helt vildt. Når jeg i tv ser en mor tage sig af sit barn, en familie der bekymrer sig om hinanden eller venner der kan aflæse at en ven har brug for støtte, ja så sidder jeg og tuder. Det kan også dreje sig om et dyr, som nogle tager sig af - så tuder jeg. 

Jeg tuder fordi det er smukt. Efter jeg er blevet mor, er jeg mere følsom. Men samtidig tuder jeg også fordi jeg får en følelse af at jeg ikke fik/har fået den omsorg. Jeg får en følelse af "hjælp". Jeg har haft det sådan i mange år, men gemt det godt væk, da jeg i min sproglige hukommelse jo kun kan huske omsorg. Men mine følelser kan altså huske noget andet. Det kan være starten på mit liv. Det er det højst sandsynligt. Derudover har jeg i hele min barndom og teenage periode levet med angst, som ingen opdagede og selv om jeg ikke vil bebrejde nogen noget, ville det have været rart, hvis jeg havde fået hjælp.

Mine forældre har levet efter at det er bedre ikke at snakke om de svære ting, for så er de der jo ikke. Når en kæreste havde slået op med mig, når jeg var ked af skolen eller når jeg bare var trist, var det ikke noget vi snakkede om. Der faldt måske en kommentar: "det var ikke så godt". Og det var så det!

Jeg håber at jeg kan være der for min datter, så hun altid føler hun får støtte og bliver hørt. Det er mit mål!

Truet på arbejde

Jeg har i weekenden oplevet at blive truet på jobbet af en beboer. Jeg har før været udsat for trusler og fysisk vold på arbejde, hvor jeg tog det meget personligt og også havde svært ved at arbejde omkring den person som var udadreagerende. Da det skete sidst, var samtidig med at jeg havde den første og ikke så positive kontakt med biomor. Så jeg var meget sårbar. Denne gang er jeg ikke så påvirket af det, hvilket overrasker mig. Måske fordi jeg ikke er så sårbar lige nu - har kontakt med biomor nu og det gør altså et eller andet!

Stilhed for at koble af

Engang så jeg meget TV, når jeg skulle slappe af og koble af. Så kunne jeg ligge en hel dag og glo TV. Det fik mig væk fra mine tanker. Så var jeg fri for at blive påvirket af negative tanker eller tankemylder.

Nu kan jeg slet ikke bruge TV på samme måde. Nu har jeg brug for stilhed for at slappe af og koble af. Da jeg lærte at meditere, begyndte jeg at kunne nyde min egen tilstedeværelse, tanker og følelser, hvor jeg førhen prøvede at være optaget, så jeg ikke skulle forholde mig til mig selv.

Det er lidt sjovt, hvordan man kan forandre sig. Det er ikke sket på en uge men på 3-4 år. Stadig tænker jeg automatisk at jeg da skal se TV for at slappe af eller falde i søvn og gør det så. Men jeg mærker hurtigt at det ikke virker. Vanerne er der bare stadig, selv om mine handlemøstre er ændret.

Med stilhed mener jeg at sidde i sofaen i stuen og bare lytte til ingenting. At stå og se ud af vinduet på træerne. At gå en tur når det er mørkt og se på stjerner. At gå en tur i naturen og se på træer, sten og alle de ting som bare står og ikke forandrer sig.Det giver mig en utrolig frihed og energi.

Meditation giver det samme. Desværre er jeg bare for dårlig til at få det gjort. Ved at det hjælper mig helt vildt til at mærke mig selv og få det godt, så hvorfor gør jeg det så ikke bare?

En linedanser

En fantastisk smuk sang, der siger SÅ meget....

Kære linedanser, udspændt
ligger foran dig
selve livet du fik givet
gå nu kun din vej
Du må turde træde ud
hvor dit liv kun er dit
Det briste eller bære må
dette ene skridt
Give fra dig hva du magter
da ser du
en da du nåede ud
og danser til
himmelens stjerneskud

Kære linedanser
hop nu ud ved siden af.
Se dig danser bare sanse
gøre hvad du ka'.
Være én, med én iblandt.
Og mødes så du gror.
Ja vent dig meget fra den kant;
Denne er din jord!
Tro mig når jeg siger til dig
det største - det ser man kun i det små.
Og kigger du opad er himlen blå.

Kære linedanser, ser du
livet er et net,
øjeblikke tro blot ikke
dansen kun er let.
Og en dag gør livet ondt
det ved jeg at det vil.
For livet er et liv på trods
smerten hører til.
Ud af sorgen vokser lykken,
og livet i påskens evige fest.
De stærkeste rødder har træ'r i blæst.

Line danser - vælge livet
hvilken er din vej?
Følge hjertet uforfærdet
Sige ja og nej.
Verden spørger tit hvordan
og alt for lidt hvorfor.
Der er så mange ting man kan
stå for det DU tror!
Gid du aldrig mister modet,
og lader det onde uimodsagt.
Når viljen befries, - da faldet magt.

Linedanser i det høje
dans vidunderligt!
For det næste er det bedste:
glæden ubestridt!
Tænk at få balancekunst
Så helt ufatteligt!
At modtage sin stang og snor
ganske kvit og frit.
Uanset om du nu tror det, så ved jeg
at lyset brænder for dig!
- Og kigger du op, er der nok en vej

Har snakket med biomor!!

Det er ved at være et stykke tid siden jeg har skrevet!! Har været herinde, men har ikke kunne ligge billeder ind og har så prøvet på at få det til at fungere...

Der er sket en del på "adoptions fronten". Jeg har som tidligere beskrevet her, virkelig prøvet at acceptere at min biomor ikke ønskede kontakt. Selv om jeg prøvede at acceptere det, har jeg haft SÅ mange følelser - især adskillelses sorger, som bare ikke ville blive mindre.

En dag fik jeg bare nok, og tænkte at nu måtte jeg virkelig gøre noget. Selv om min kære psykolog har fortalt mig mange gange, at man ikke bliver lykkeligere af at have kontakt til den biologiske familie, kunne jeg bare mærke, at jeg måtte gøre et eller andet.

Jeg skrev så til min biomor, at jeg accepterede hendes valg om ikke at have kontakt, men at jeg så selv ville arbede videre - her kontakte dem jeg ville i min søgen, hvis jeg fik brug for det. Jeg havde brug for at skrive det til hende og havde det godt bagefter!

 

Til min store overraskelse svarede hun ret hurtigt tilbage, at hun gerne gerne ville have kontakt. Vi skrev så lidt sammen - jeg lidt mere end hende - og da jeg gav udtryk for, at jeg følte det kun var mig som skrev, spurgte hun om hun måtte ringe....

GISP!!! Måtte lige trække vejret et par gange. Jeg har det meget nemmere, når jeg kan gemme mig på mail og beskeder. Men selvfølgelig tog jeg chancen. Vi snakkede i halvanden time om lidt af hvert.

Det var en rigtig behagelig samtale. Ikke noget med store følelser, men det havde jeg heller ikke brug for.

Efterfølgende har jeg bare følt en stor ro. Min adskillelsesangst er blevet mindre og jeg har det godt. Måske er det fordi jeg føker mig "accepteret". Måske er hullet blevet lukket. Måske er det den sidste brik. Jeg ved det ikke. Men det er ihvertfald smukt!!

Nu håber jeg, at vi langsomt kan opbygge en kontakt. Det er mit håb og ønske. Så må jeg se hvad der sker....

Accept af biologisk mors afvisning !l

Det er nu over 2 år siden jeg sidst havde kontakt med min biologiske mor. Hun skrev, at hun ville vende tilbage med oplysninger om min biologiske far. Dengang kunne jeg godt mærke, at hun ikke var klar til kontakt. Jeg tænkte, at hun sikkert skulle bruge tid og at tiden ville arbejde for mig som den plejer. Da hun aldrig har afvist mig direkte med ord men med stilhed, har jeg i mit stille sind altid haft et håb om, at vi en dag kunne have en eller anden form for kontakt.

Jeg fik så for nogle uger siden pludselig modet til (eller også fik jeg en hjerneblødning) at anmode hende om venskab på facebook. Vi har før været venner der, og jeg tænkte, at det måtte hun da kunne håndtere. Jeg ville egentlig gerne finde ud af om mit lille håb om kontakt var min lille barnedrøm eller en realitet.

Hun har så slet ikke reageret på min anmodning. Hun har endnu ikke afvist eller accepteret. Hun har ikke skrevet til mig. Hun har ingenting gjort ligesom sidst - måske ville det være nemmere for mig med en blank afvisning.

Men jeg kan nu mærke, at jeg ikke selv længere tror på, at vi nogensinde får en god kontakt. Jeg håber, men jeg tror ikke. Jeg er en hemmelighed, som ikke skal frem. Jeg kan godt acceptere, at hun ikke vil mig. Så er det "hul" lukket på en eller anden måde.

Så det er dejligt, at jeg ikke længere går og tror, hun kontakter mig. Jeg tror ikke på det sker og det er ok, når det ikke kan være anderledes.

Så dukker der så selvfølgelig andre tanker op. Finder jeg så nogensinde ud af hvem min biologiske far er? Kan jeg nogensinde kontakte min biologiske søster og få en god kontakt? Disse to ting føler jeg, at jeg bliver nødt til at få afklaring på inden jeg kan lade alt dette ligge.

Nogen gange har jeg bare lyst til at kontakte min halvsøster, min biofamilie og ham jeg tror er min biofar og så være ligeglad med andres følelser og kun tænke på mig selv!

Men det gør jeg jo ikke... jeg tænker på andres følelser først!