Min egen historie - opsøge biologiske forældre

Det tog rigtig mange år for mig, at nå dertil, at jeg var klar over, at jeg havde brug for at opsøge mine biologiske forældre. Jeg havde længe haft tanken, men jeg turde simpelthen ikke, for tænk hvis jeg blev afvist igen, og tænk hvis mine forældre blev skuffede over mig. Så det var en meget lang proces, inden jeg gjorde det.

Når man er dansk-adopteret, kan man, når man er fyldt 18 år, skrive til det sogn man er født i og få en udskrift af kirkebogen, hvor de biologiske forældre så står. Det gjorde jeg og der gik et par uger, inden jeg fik svar.

Det var meget surrealistisk at stå med brevet i hånden. Jeg havde troet, at jeg ville være glad, men jeg var helt tom for følelser. Da jeg åbnede brevet, var der to små lapper papir, som var udklippede kopier af kirkebogen. Det var skrevet med håndskrift og bare det at tyde, hvad der stod, tog lidt tid for mig. Så der gik nok en halv time, inden det virkelig gik op for mig, hvad der egentlig stod.

Min biologiske mors navn, cpr-nr og adresse stod på lappen, men min biologiske far var ikke registreret. Det kom som lidt af et chok for mig, for det havde jeg slet ikke haft med i mine overvejelser. Min biologiske mors navn var et meget almindeligt dansk navn og ved at søge på krak, var der flere hunderede tusinde, så det var ikke en hjælp.

Jeg gik ned på kommunen, da man der mod betaling, kan få oplyst om et familiemedlem stadig lever og hvor det bor, ved at oplyse cpr. Det var en meget venlig dame, som hjalp mig og jeg fik adressen uden at betale noget.

Så stod man der med kontakt oplysninger på sin biologiske mor og hvad så????

Jeg havde dengang ikke involveret andre end min kæreste i min plan og det var ret svært at gå med alene, da der var utrolig mange følelser involveret. Jeg ville jo helst bare ringe og sige "her er jeg", men det turde jeg slet ikke. Jeg var slet ikke klar til en evt. afvisning.

Det var en ret stressende tid og især fordi jeg gjorde dette alene. Jeg har før haft kontakt med andre, som har sagt, at det var vigtigt at have støtte, når man opsøger den biologiske familie, men jeg synes ikke, jeg ville skuffe mine forældre og derfor heller ikke involvere andre i det. Det kan jeg se i dag, at jeg skulle have gjort.

Hvis nogen læser dette og er i gang med processen, er jeg altid klar til at hjælpe med råd eller andet!!

Hvordan det gik, da jeg opsøgte min biologiske mor, vil jeg skrive om en anden gang.

Because of you!

Når jeg har haft nogle rigtige hårde perioder med angst og alt bare har været surt, har jeg bebrejdet én person. Den person som traf én beslutning, som påvirkede mig og mit liv.

Jeg bebrejder ingen nu, for det er spild af tid og jeg er kommet videre derfra, men før i tiden gjorde jeg, når jeg var trist.

Når jeg har været i det humør, har denne sang sat ord på mine følelser. Det første vers, enkelte sætninger i de andre vers og omkvædet var det, som jeg indentificerede mig med.

"Because of you..." (Kelly Clarkson)

I will not make the same mistakes that you did
I will not let myself cause my heart so much misery
I will not break the way you did
You fell so hard
I've learned the hard way, to never let it get that far

Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I find it hard to trust
Not only me, but everyone around me
Because of you
I am afraid

I lose my way
And it's not too long before you point it out
I cannot cry
Because I know that's weakness in your eyes
I'm forced to fake, a smile, a laugh
Every day of my life
My heart can't possibly break
When it wasn't even whole to start with

Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I find it hard to trust
Not only me, but everyone around me
Because of you
I am afraid

I watched you die
I heard you cry
Every night in your sleep
I was so young
You should have known better than to lean on me
You never thought of anyone else
You just saw your pain
And now I cry
In the middle of the night
For the same damn thing

Because of you
I'll never stray too far from the sidewalk
Because of you
I learned to play on the safe side
So I don't get hurt
Because of you
I tried my hardest just to forget everything
Because of you
I don't know how to let anyone else in
Because of you
I'm ashamed of my life because it's empty
Because of you
I am afraid

Because of you
Because of you

Min egen historie - adopteret

Jeg har altid vidst, at jeg er adopteret. Det har mine forældre (adoptiv-forældre) fortalt mig tidligt, så jeg kan ikke huske andet end jeg altid har vidst det.

Som barn var jeg meget åben omkring det og fortalte, at jeg var "blevet taget fra et børnehjem". Dette var inden, jeg begyndte i skole.
Da jeg startede i skole, begyndte jeg at føle mig anderledes. I dag kan jeg se, at det var fordi min socialeangst spillede ind, men dengang følte jeg mig bare anderledes, og ville ikke skille mig mere ud ved også at være adopteret, så det var kun de nærmeste veninder, der vidste det.

Dengang interesserede mine biologiske forældre mig ikke så meget. Jeg havde da nogle forstillinger om, hvem de mon var. Jeg forestillede mig, at de var nogle kendte, kongelige eller noget i den retning.
Men jeg havde ikke noget egentligt savn efter mere viden. Mine forældre sagde, at det var i orden med dem, hvis jeg ville finde mine biologiske forældre, men de sagde også, at de nok ville blive skuffet, hvis jeg gjorde det.

Da jeg blev teenager, fik jeg mere og mere interesse for mit biologiske ophav, men jeg gemte min interesse langt væk, da jeg var meget bange for at skuffe mine forældre. Jeg følte, at jeg gjorde noget forkert ved at interessere mig for den side af mit liv. I perioder var det i mine tanker, men jeg fik det lige så hurtigt gemt godt væk igen. Mine forældres syn på det, var mere vigtigt end mit eget.

Mine forældre har det svært med, at jeg har en biologisk familie og det er jo også forståeligt.
Der er flere sider af en adoption. Adoptivforældrene frygter at miste deres barn til de biologiske forældre. Adoptivbarnet vil ikke skuffe sine adoptivforældre, men vil gerne finde sine biologiske forældre, så er lidt en lus mellem to negle. Og ja, så er der jo den tredie part, de biologiske forældre som måske håber at deres biologiske barn vender tilbage.... eller ikke.

For mig, som adoptivbarn, har det været svært, at skulle vælge mellem at følge mit eget hjerte og dermed skuffe mine forældre ELLER at skuffe mig selv ved at lade være med at følge mit hjerte.

Det har taget mig en del år at nå frem til, at jeg gerne ville opsøge dem og også at det var i orden at gøre.

Jeg opsøgte dem for to år siden. Det vil jeg skrive om en anden gang.

Sharon Thomas

Billedet af "Sharon Thomas" siger mig vildt meget. Det er meget mærkeligt, for jeg har aldrig været interesseret i kunst eller det har aldrig fanget mig. Da jeg så dette billede på et museum, var jeg bare rørt.

                                                                                                   

Jeg ser en ganske alm. pige med sin cykel. Ikke noget specielt der. Det der er specielt, er det område hun står i, hvor man normalt ikke står med sin cykel.

Jeg ser mig selv i det på den måde, at jeg ude fra ser ganske normal ud, har normalt liv med mand, barn, arbejde, familie osv., men inden i, ser det nok ikke ud som andre. Lige på det tidspunkt hvor jeg så billedet første gang, var jeg lidt nede og derfor kunne jeg relatere til det mørke landskab, som hvad der rørte sig inden i mig. Det er dog ikke så mørkt længere.

Jeg ser pigen, som hvordan andre ser mig og landskabet hvordan jeg føler og hvordan jeg så ser verdenen ud af til. Hvor andre bare ser pigen, som er normal.

 

Regnbuen er håbet.

Synes det er et meget smukt billede!