Som barn var jeg meget åben omkring det og fortalte, at jeg var "blevet taget fra et børnehjem". Dette var inden, jeg begyndte i skole.
Da jeg startede i skole, begyndte jeg at føle mig anderledes. I dag kan jeg se, at det var fordi min socialeangst spillede ind, men dengang følte jeg mig bare anderledes, og ville ikke skille mig mere ud ved også at være adopteret, så det var kun de nærmeste veninder, der vidste det.
Dengang interesserede mine biologiske forældre mig ikke så meget. Jeg havde da nogle forstillinger om, hvem de mon var. Jeg forestillede mig, at de var nogle kendte, kongelige eller noget i den retning.
Men jeg havde ikke noget egentligt savn efter mere viden. Mine forældre sagde, at det var i orden med dem, hvis jeg ville finde mine biologiske forældre, men de sagde også, at de nok ville blive skuffet, hvis jeg gjorde det.
Da jeg blev teenager, fik jeg mere og mere interesse for mit biologiske ophav, men jeg gemte min interesse langt væk, da jeg var meget bange for at skuffe mine forældre. Jeg følte, at jeg gjorde noget forkert ved at interessere mig for den side af mit liv. I perioder var det i mine tanker, men jeg fik det lige så hurtigt gemt godt væk igen. Mine forældres syn på det, var mere vigtigt end mit eget.
Mine forældre har det svært med, at jeg har en biologisk familie og det er jo også forståeligt.
Der er flere sider af en adoption. Adoptivforældrene frygter at miste deres barn til de biologiske forældre. Adoptivbarnet vil ikke skuffe sine adoptivforældre, men vil gerne finde sine biologiske forældre, så er lidt en lus mellem to negle. Og ja, så er der jo den tredie part, de biologiske forældre som måske håber at deres biologiske barn vender tilbage.... eller ikke.
For mig, som adoptivbarn, har det været svært, at skulle vælge mellem at følge mit eget hjerte og dermed skuffe mine forældre ELLER at skuffe mig selv ved at lade være med at følge mit hjerte.
Det har taget mig en del år at nå frem til, at jeg gerne ville opsøge dem og også at det var i orden at gøre.
Jeg opsøgte dem for to år siden. Det vil jeg skrive om en anden gang.
Hej Louise,
SvarSletTusind tak for din kommentar på min blog. Jeg kunne jo ikke lade være med lige at lure på din, og den er virkelig spændende. Jeg glæder mig til at høre hvordan det gik da du tog kontakt.
Med fare for at såre dig, så må jeg sige, at jeg synes det er tarveligt af dine forældre ligefrem at sige, at de ville blive skuffede hvis du ville undersøge hvor du kommer fra og gerne ville møde dine biologiske forældre. Jeg vil tro, at det er en fase som alle adopterede børn/voksne går igennem. Nogle handler på den og andre gør ikke, men jeg synes man selv skal have valget uden at blive påført dårlig samvittighed. Jeg synes virkelig det er synd for dig, at du er nød til at gøre det i skjul for ikke at såre dine nærmeste. Men jeg forstår dig også godt!
Jeg har egentlig aldrig rigtig tænkt på, at man som dansker også kan være adopteret. Man ser kinesere osv. som er adopterede, og der er man jo ikke i tvivl. Dette på trods af, at min bedste veninde som barn faktisk var plejebarn.
Anyways... Jeg glæder mig til at følge din blog og hvor er det dejligt at vide, at du kan "se" dig selv i meget af det jeg skriver. :-)
Hej, tusind tak for din kommentar. Og velkommen som første faste læser:o) Selv om jeg skriver det her for min egen skyld, er det rigtig dejligt, hvis andre også får noget ud af det:o) Ja der er rigtig mange problematikker, når man er adopteret og som ikke-adopterede måske ikke ved man har, så håber bloggen kan informere lidt:o)Så dejligt du gider læse med:o) Hilsen Louise
SvarSlet