Smuk
Sommer
tirsdag den 18. juni 2013
tirsdag den 11. juni 2013
Hvordan vil jeg opleve en ny graviditet?
Min datter skal efter planen engang være storesøster. Det gør jeg mig mange tanker omkring.
Som tidligere beskrevet, var min graviditet meget hård følelsesmæssigt. Det at jeg selv var blevet givet væk af min biologiske mor og dermed ikke følte mig værd at elske, havde været på børnehjem, kommet til en ny familie og følelsen af svigt kom rigtig tæt på.
Det var lige som om jeg nærmest genoplevede de følelser jeg selv havde som spæd. Jeg var meget sårbar,følte ikke jeg var værd at elske, og jeg var bange for at svigte min datter, selv da hun lå i maven. Da hun så kom ud, var jeg så opmærksom på, at hun ikke følte,at jeg svigtede hende, at jeg næsten var ved at gå ned over det selv, fordi jeg var på hele tiden... selv når hun sov. Min psyke kørte i alarmberedsskab!
Jeg tænker nu, om jeg vil opleve det samme igen. Jeg kan mærke, at jeg allerede nu tænker, at jeg svigter min datter, hvis jeg bliver gravid igen. Jeg ved, at det er et tegn på, jeg ikke er klar endnu, men tænker om den følelse vil blive hængende,
Og følelsen af svigt over for barn nummer 2, når man ikke har alt den tid som man havde til nummer 1, er også noget jeg reflekterer over. Jeg ved, at den følelse har de fleste 2. gangs mødre, men jeg kender mine reaktioner og følelser, når det handler om svigt og det kan jeg slet ikke være i.
Jeg håber, at jeg har fået gennemlevet de værste og mest fundamentale følelser og ikke skal igennem det igen, hvis den tid kommer.
Som tidligere beskrevet, var min graviditet meget hård følelsesmæssigt. Det at jeg selv var blevet givet væk af min biologiske mor og dermed ikke følte mig værd at elske, havde været på børnehjem, kommet til en ny familie og følelsen af svigt kom rigtig tæt på.
Det var lige som om jeg nærmest genoplevede de følelser jeg selv havde som spæd. Jeg var meget sårbar,følte ikke jeg var værd at elske, og jeg var bange for at svigte min datter, selv da hun lå i maven. Da hun så kom ud, var jeg så opmærksom på, at hun ikke følte,at jeg svigtede hende, at jeg næsten var ved at gå ned over det selv, fordi jeg var på hele tiden... selv når hun sov. Min psyke kørte i alarmberedsskab!
Jeg tænker nu, om jeg vil opleve det samme igen. Jeg kan mærke, at jeg allerede nu tænker, at jeg svigter min datter, hvis jeg bliver gravid igen. Jeg ved, at det er et tegn på, jeg ikke er klar endnu, men tænker om den følelse vil blive hængende,
Og følelsen af svigt over for barn nummer 2, når man ikke har alt den tid som man havde til nummer 1, er også noget jeg reflekterer over. Jeg ved, at den følelse har de fleste 2. gangs mødre, men jeg kender mine reaktioner og følelser, når det handler om svigt og det kan jeg slet ikke være i.
Jeg håber, at jeg har fået gennemlevet de værste og mest fundamentale følelser og ikke skal igennem det igen, hvis den tid kommer.
mandag den 10. juni 2013
" Følg mig på blogloving' " og opdateringer på de blogs jeg følger???
Så er det lige gået op for mig, at "google reader" lukker ned 1. juli. Jeg har været på Blogloving' længe, men nu har jeg fået en "Følg mig på Bloglovin'", så det er muligt at følge med der.Jeg var ellers hoppet fra at være google+, da det var så forvirrende, men er med på den igen, hvis det er den eneste måde at følge andre... Jeg har ikke helt styr på det.
Jeg finder nok ud af det her engang!!
søndag den 9. juni 2013
Afstemning - kendskab til parterne i en adoption?
Jeg har lavet en afstemning i forhold til åbenhed omkring det at være adopteret, at adoptere og bortadoptere nationalt. Håber du vil være med.
Har intet hørt, men har ikke fortrudt...
Som jeg tidligere har beskrevet, har jeg sendt et brev til min biologiske søster, hvor jeg fortalte hende, at jeg eksisterer.
Jeg har intet hørt fra hende. Min hjerne kan sagtens forstå, at der kan være mange grunde til, at jeg intet hører. I mit hjerte gør det bare alligevel lidt ondt.
Jeg har selv brugt mange år fra tanken om, at jeg nok VAR interesseret i at finde mine biologiske forældre til i dag, hvor jeg har været igennem at opsøge, have kontakt, miste den og selv kontakte igen. Så jeg ved at en situation som denne, kan tage lang tid at bearbejde og forstå sig selv i.
Måske er hun slet ikke interesseret i at have kontakt nogensinde. Måske er det alt for svært at tro på. Måske skulle jeg ikke have skrevet til hende. Måske har min biologiske mor en indflydelse. Måske, måske, måske.....
Jeg ved ikke, om jeg skulle have gjort det anderledes. Jeg ved ikke hvad der sker i den familie efter hun modtog brevet.
Jeg kan bare mærke på mig selv, at nu har jeg fundet den ro, som andre får i Sporløs, når de møder deres biofamilier.
Jeg har fået en ro, fordi jeg ikke selv kan gøre mere. Jeg har gjort det jeg følte for og havde brug for. Nu kan jeg ikke gøre mere selv. Jeg er ikke en hemmelighed mere. Det gik mig meget på, at jeg kendte til min biologiske søster uden hun vidste, at jeg levede. Derudover så virker hun bare som et smukt menneske, jeg gerne vil lære at kende... Og så er hun min søster.
Og hvad håber jeg så på sker? Jeg håber selvfølgelig at høre fra min biologiske søster. Og længere vil jeg ikke tænke lige nu.
Jeg har intet hørt fra hende. Min hjerne kan sagtens forstå, at der kan være mange grunde til, at jeg intet hører. I mit hjerte gør det bare alligevel lidt ondt.
Jeg har selv brugt mange år fra tanken om, at jeg nok VAR interesseret i at finde mine biologiske forældre til i dag, hvor jeg har været igennem at opsøge, have kontakt, miste den og selv kontakte igen. Så jeg ved at en situation som denne, kan tage lang tid at bearbejde og forstå sig selv i.
Måske er hun slet ikke interesseret i at have kontakt nogensinde. Måske er det alt for svært at tro på. Måske skulle jeg ikke have skrevet til hende. Måske har min biologiske mor en indflydelse. Måske, måske, måske.....
Jeg ved ikke, om jeg skulle have gjort det anderledes. Jeg ved ikke hvad der sker i den familie efter hun modtog brevet.
Jeg kan bare mærke på mig selv, at nu har jeg fundet den ro, som andre får i Sporløs, når de møder deres biofamilier.
Jeg har fået en ro, fordi jeg ikke selv kan gøre mere. Jeg har gjort det jeg følte for og havde brug for. Nu kan jeg ikke gøre mere selv. Jeg er ikke en hemmelighed mere. Det gik mig meget på, at jeg kendte til min biologiske søster uden hun vidste, at jeg levede. Derudover så virker hun bare som et smukt menneske, jeg gerne vil lære at kende... Og så er hun min søster.
Og hvad håber jeg så på sker? Jeg håber selvfølgelig at høre fra min biologiske søster. Og længere vil jeg ikke tænke lige nu.
lørdag den 8. juni 2013
De tre parter i en adoption - er biologiske mødre ofre?
Jeg oplever for tiden, at der er rigtig meget debat på diverse internet sider om adoption.
Efter dokumentaren om Masho, er fokus på adoption steget og det er rigtig vigtigt, at der bliver fundet den bedste proces og resultat, så en adoption er til gavn for alle parter, når det nu skal ske.
Jeg er adopteret og i diverse debatter, ser jeg det med min rygsæk på. Jeg var kun 4 mdr, da jeg blev adopteret. Jeg kom til en meget resourcestærk familie og har levet en kernefamilie-liv siden. Alligevel har jeg nogle ar på sjælen efter min start på livet. Det er først nu, at jeg nogle gange tænker, at jeg måske er ved at være på den anden side!
Så når jeg læser disse debatter, tænker jeg det fra adoptivbarnets side. Så er der de to andre sider af adoptionen, som ser det fra deres side og det er også fint.
Det der skræmmer mig, er når biologiske mødre vil retfærdiggøre bortadoptionen med, at det var det bedste valg og i den bedste mening og at der derfor ingen skade er sket.
- Nej det er også lidt overdrevet, men noget i den retning. Jeg tænker om dette, at lige meget hvad, så er det altså det lille barn, som helt fra livets start, hvor den grundlæggende tro på livet og sig selv skal udvikles, bliver stillet overfor en mega udfordring. Så er det altså lige meget, hvorfor man bliver bortadopteret eller hvor man vokser op, så vil denne udfordring være der. Og heldigvis er der rigtig mange der klarer den uden problemer.
Hvad vil jeg med dette indlæg? Jeg ved det ikke. Nok bare fortælle at jeg ikke ser alle biologiske mødre som ofre og uden valg! I Danmark og mange andre lande, er der mulighed for plejefamilie, mødrehjem, økonomisk hjælp osv.
Der er helt sikkert nogle, som bortadopterer, fordi de virkelig ikke kan beholde barnet selv og ikke vil. Og det er også fair. For flere årtier siden, har der været unge mødre, der har været presset til det, og de har følt sig uden mulighed for at vælge. Det er rigtig trist. Og så er der dem som ikke ønsker børn. Og sikkert mange andre situationer.
Jeg tror ikke, at alle biologiske mødre er ofre. For nogle er det en velovervejet og god løsning.
Efter dokumentaren om Masho, er fokus på adoption steget og det er rigtig vigtigt, at der bliver fundet den bedste proces og resultat, så en adoption er til gavn for alle parter, når det nu skal ske.
Jeg er adopteret og i diverse debatter, ser jeg det med min rygsæk på. Jeg var kun 4 mdr, da jeg blev adopteret. Jeg kom til en meget resourcestærk familie og har levet en kernefamilie-liv siden. Alligevel har jeg nogle ar på sjælen efter min start på livet. Det er først nu, at jeg nogle gange tænker, at jeg måske er ved at være på den anden side!
Det der skræmmer mig, er når biologiske mødre vil retfærdiggøre bortadoptionen med, at det var det bedste valg og i den bedste mening og at der derfor ingen skade er sket.
- Nej det er også lidt overdrevet, men noget i den retning. Jeg tænker om dette, at lige meget hvad, så er det altså det lille barn, som helt fra livets start, hvor den grundlæggende tro på livet og sig selv skal udvikles, bliver stillet overfor en mega udfordring. Så er det altså lige meget, hvorfor man bliver bortadopteret eller hvor man vokser op, så vil denne udfordring være der. Og heldigvis er der rigtig mange der klarer den uden problemer.
Hvad vil jeg med dette indlæg? Jeg ved det ikke. Nok bare fortælle at jeg ikke ser alle biologiske mødre som ofre og uden valg! I Danmark og mange andre lande, er der mulighed for plejefamilie, mødrehjem, økonomisk hjælp osv.
Der er helt sikkert nogle, som bortadopterer, fordi de virkelig ikke kan beholde barnet selv og ikke vil. Og det er også fair. For flere årtier siden, har der været unge mødre, der har været presset til det, og de har følt sig uden mulighed for at vælge. Det er rigtig trist. Og så er der dem som ikke ønsker børn. Og sikkert mange andre situationer.
Jeg tror ikke, at alle biologiske mødre er ofre. For nogle er det en velovervejet og god løsning.
Abonner på:
Opslag (Atom)