I det indlæg ser jeg det udelukkende fra min side og hvordan jeg oplevede det dengang. Jeg havde SÅ mange følelser indvolveret og jeg ville så gerne, at hun havde taget imod mig, så jeg kunne slippe af med min evige følelse af ikke at være noget værd. Det påvirkede selvfølgelig min måde at kommunikere på, hvilket sikkert både var skidt og godt.
Jeg prøver også at se det fra hendes side. Jeg ved ikke, hvad der er sket i hendes liv og hvad baggrunden for bortadoptionen i virkeligheden er. Jeg kan, nu hvor jeg selv er blevet mor, slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være at give sit barn væk.
Hvis man bortadoptere sit barn, bliver man så nødt til at lukke ned for følelserne? Kan man føde et barn uden at have følelser involveret? Kan man gemme følelserne så langt væk, at man ikke føler noget? Når man har bortadopteret sit barn, føles det så ikke som ens eget længere? Ja der er mange spørgsmål og jeg har ikke svarene. Jeg er sikker på, at det ikke er nemt at bortadoptere.
Nogle biologiske mødre vil slet ikke have noget med det bortadopterede barn at gøre og afviser det. Andre biologiske mødre tager imod det med åbne arme. Det var de to scenarier, jeg troede jeg kunne komme ud for, da jeg opsøgte hende.
Jeg oplevede så noget midt imellem og det havde jeg det svært med at finde ud af. Set fra hendes side, kan det være, at hun et sted gerne ville have kontakt, men at det var for svært, da ingen kendte til mig eller af andre grunde.
Jeg har tænkt situationen om og om igen, da jeg gerne ville finde en god grund til, at hun ikke ville mig. Men det kan jeg ikke og jeg behøver det heller ikke længere.
Så en adoption kan være en svær ting som vil påvirke hele livet og ikke bare stopper, når adoptionen er gået igennem. Jeg tror ikke kun det er den adopterede som kan være påvirket, men også de biologiske forældre og adoptivfamilien.
Det behøver ikke påvirke negativt, men jeg tror, at det på en eller anden måde vil have en påvirkning for alle tre parter, negativt eller positivt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar