fredag den 28. september 2012

Hvorfor ikke bare sige det som det er??

Jeg bruger den her blog til at komme af med alle de sørgelige og negative følelser og tanker jeg har om at være adopteret.... Bruger den, da jeg ikke vil belaste andre med det. Bruger den, da jeg ikke føler, at jeg kan tillade mig, at have det sådan her og fortælle frit om det?

Hvorfor kan jeg ikke det? Hvorfor skal det være en hemmelighed, at det faktisk gør ondt at blive bortadopteret? At det faktisk sætter en del følelser i gang, når man selv bliver mor? At jeg faktisk tænker på, at jeg er adopteret hver dag i en aller anden form....



Er det fordi, man burde være lykkelig over at være kommet til sådan en kærlig og god (adoptiv) familie? Så burde man da ikke have det sådan? Er det fordi man ikke kan se det på mig? Er det fordi man for 30 år siden ikke vidste hvilken effekt en bortadoption har på et lille barn og derfor ikke havde fokus på det dengang? Eller er det bare fordi jeg ikke selv vil skille mig ud og prøver at passe ind?

Jeg tror, at det er en blanding af, at jeg er opvokset med, at man ikke taler om følelser og at jeg ikke vil skille mig ud. Jeg tror på, at hvis man ikke taler om det, så vokser det sig bare større og større. Mit mål er, at kunne tale frit om det uden at føle dårlig samvittighed og uden at det føles som et tabu. På den måde vil det heller ikke fylde så meget mere... Arbejder mig den vej, men stille og roligt.



2 kommentarer:

  1. Kære Louise,
    det er simpelthen så synd for dig, at det har været et tabu på den måde, og at din familie, men især dine forældre, ikke har magtet at snakke om det, som du har brug for det. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvor svært det havde været, hvis mine forældre havde lukket af for mine spørgsmål, tanker og sorger.
    Det er virkelig nemt for mig at sige, at du ikke skal havde dårlig samvittighed, men det skal du ikke! Der er INTET ved dine tanker, som du burde føle skam over, eller som jeg personligt har tænkt, var helt uforståelige. Godt du prøver at overvinde tabuet. Jeg håber virkelig, at det lykkes for dig!!

    SvarSlet
  2. Tusind tak for kommentaren:o) Lige for at svare på det du skriver, så tror jeg simpelthen mine forældres afstand til alt hvad der har med biofamilien osv at gøre, bunder i angst for at jeg skulle vælge biofamilien fremfor mine forældre... Den angst har alle adoptivforældre nok, men mine forældre er så bare slet ikke kommet videre derfra:o) Håber det sker en dag:o)

    SvarSlet