At blive mor - graviditeten

Jeg har, indtil for nogle år siden, været sikker på, at jeg aldrig skulle have børn. Børn havde aldrig rigtig interesseret mig, og når jeg fx var på barselsbesøg og babyen gik på tur, håbede jeg altid, den ville springe over mig.

Der skete så en masse i mit liv, hvor det gik op for mig at jeg virkelig ønskede en familie. Tror jeg har skubbet det ønske og den tanke så langt væk, da jeg selv er blevet bortadopteret af hende som skulle have været min mor. Jeg har nu en dejlig mor, men det har altid sat i mig, at jeg er blevet givet væk.

Graviditeten var hård fysisk, men den var endnu hårdere psykisk. Jeg var inden blevet "advaret" af min læge, som sagde, at når man er adopteret og gravid, kan der dukke en masse op, som andre gravide ikke oplever. Det gjorde der.

Der gik ikke længe, inden jeg elskede det lille liv inde i min mave. Jo mere jeg elskede hende, jo mere kom følelsen og spørgsmålet, om jeg da ikke havde været værd at elske, da jeg lå i maven. Om jeg havde været elsket eller ikke? Vidste hun allerede der, at jeg skulle gives væk? Det var rigtig hårdt.

Det var virkelig som om jeg påny oplevede at blive taget fra hende, der havde født mig. Jeg følte mig ikke elsket, svigtet og forladt... En ting var at føle alle disse følelser, en anden ting var at acceptere, at de var der og at de højst sansynlig stammer fra, da jeg blev taget fra min biologiske mor.

Selv om man ikke kan huske det sprogligt, kan kroppen huske det følelsesmæssigt. Det er svært at tro på, men jeg ved ikke, hvor alle disse følelser ellers skulle komme fra.

Oven i alt dette, var jeg utrolig bange for at miste min datter. Til hver skanning og undersøgelse var jeg sikker på, at der var noget galt. Der gik lang tid inden jeg turde købe babytøj mm.

Da jeg så nåeede så langt, at jeg kunne føde uden det var for tidligt, så var jeg sikker på at fødslen gik galt. Jeg var så bange for at miste hende... også.

Alt dette foregik inden i mig og jeg gik ikke rundt og var deprimeret i 9 måneder. Selvfølgelig havde jeg graviditetshormoner som alle andre også, men meget gik jeg selv og bearbejdede.

Nu hvor jeg har været igennem det, kan jeg mærke, at jeg har fået bearbejdet disse følelser. Jeg har igen oplevet følelsen af at blive svigtet og forladt. Denne her gang har det bare været muligt for mig at bearbejde og forstå det samtidigt, hvilket det ikke var som spæd og derfor har sat sig godt fast.

Så det var hådt, men efterfølgende føles det meget mere frit.

Hvordan det har været efter fødslen, skriver jeg om en anden gang.