Får vi mon nogen sinde kontakt igen?

Ja tanken om kontakt til biomor, dukker op igen og igen. Vores tidligere kontakter og kommunikation, har været meget turbulente og for mig svære men også gode. Stadig er der et lille håb der stikker sit hoved frem, når jeg logger på facebook... Har hun mon kontaktet mig? Stadig er der et lille håb, når jeg tjekker mail... Er der mon en mail fra hende? Når jeg ser i postkassen, er der stadig et lille håb.... Samtidig siger jeg til mig selv: NEJ HUN VIL DIG IKKE!!! Men desværre fylder håbet lidt mere... Gid jeg dog bare kunne ligge det på hylden...!!!

- adoptionens pris-

Rart ikke at være alene med tanker og følelser....

Hvor finder jeg det der mangler???

Hvor finder jeg det der mangler inderst inde? 

Som barn og teenager gemte jeg det langt væk, og følte skam når jeg følte det...

Jeg har spist på mine følelser.. Mon de ikke forsvinder så? Jo det gør det .. I kort tid. Jeg har ladet være med at spise og haft kontrollen der ... Og dermed fokus væk fra mit savn. 

Jeg har prøvet at finde det der mangler i min mand, i mine børn, i kontakten med biofamilien, hos a-familien... Men det hjælper ikke. Jeg mangler noget. 

Og jeg ved jo inderst inde godt at det kun er hos mig selv jeg finder det... Eller lærer at leve uden. Kun hos mig selv... Men jeg savner og mangler jo sådan, så hvorfor får jeg ikke det jeg søger....

Jeg græder fordi jeg savner min mor

Jeg græder fordi jeg savner min mor. Jeg græder fordi jeg savner en mor. Jeg græder fordi den ene mir gav mig væk og den anden ikke kan være der for mig, når jeg har det værst. Jeg har det værst, når jeg sørger over den mor der gav mig væk. Så savner jeg en mir der vil trøste mig og sige det er ok at være mig og at det nok skal gå. Jeg græder fordi at min mor ikke trøster mig, men kun kan rumme mig, når alt er godt. 
Jeg græder fordi jeg ikke bliver hørt. Jeg græder når jeg fortæller min mor, at jeg savner den familie der ikke vil mig, og min mor så ikke engang reagerer på det. Jeg græder, når jeg skal opretholde en facade og lade som om alt et godt. Jeg græder, når de ikke ser hvor ked af det jeg er. Jeg græder fordi jeg så gerne vil holdes om af en mor. Jeg græder når jeg er bange for jeg ikke selv er en god nok mor.

Jeg græder. Jeg savner en mor...

Savnet

Jeg savner! ja jeg savner bare! Jeg ved ikke hvad jeg savner, men der mangler noget!

Har ingen ord.....

Tag hele mig eller ingenting...,

Jeg har for tiden lyst til at skrive i min pande: "jeg er adopteret og påvirket deraf". Hmm... Udefra set lyder det som om jeg mangler opmærksomhed. Jeg selv tror at det handler om at jeg har brugt 25 år af mit liv på at skjule at jeg er adopteret, at jeg havde angst, at jeg var ked af det, at jeg var bange for andre mennesker, at jeg følte mig alene, at jeg følte mig forkert, at jeg følte skam over at føle alt det...
Nu vil jeg stå ved alt det som rører sig i mig - for det er mig! 
Det har desværre betydet at jeg har måtte tage afstand til mine forældre. De kan ikke rumme mine følelser, tanker og oplevelser, når det handler om at være adoptetet. Det betyder at jeg må tilbage i rollen som den der tilpasser sig og lader som om, når jeg er sammen med dem. Og det har betydet at jeg er kørt grædende derfra mange gange... Min krop reagerer simpelthen. Jeg håber vi finder ud af det engang, men lige nu må det vigtigste være - for første gang -MIG- så jeg kan være den person, den mor, den kæreste som jeg virkelig gerne vil være og er!

Bloganbefaling: Sagdehjertet

Jeg er stødt på en blog:

Sagdehjertet

Det er en meget ærlig, spændende, inspirerede og fængende blog! Forfatteren er også adopteret - og kæmper også med forskellige følelser og tanker om bl.a. dette ... og meget andet.

Jeg er inde og kigge hver dag, da bloggen virkelig fanger mig. Der er bare et eller andet, som gør at indlæggene/teksten virkelig siger mig noget... Og rammer dybt inde. Kan genkende meget af den udvikling forfatteren er igennem... Og tænker hun er nået langt.. ! Så modigt!

Så vil anbefale at du lige tager et kig forbi denne ærlige og inspirerende blog. Det fortjener den!

Hvad er det jeg ikke ved? Ikke forstår?

Hvad er det jeg ikke ved? Hvad er det jeg ikke forstår, når jeg ikke forstår hvad der holder min biofamilie på afstand? Er der noget jeg ikke ved? Er jeg ikke interessant? Er jeg for meget? Jeg ved det ikke! Jeg har nu haft lidt kontakt med min biosøster og mødt hende. Hun er rigtig flink og ville så gerne lære hende at kende. Men kommunikationen og interessen går mest den ene vej... Fra mig... Jeg ved at man ikke behøver at kunne lide hinanden selv om man er i familie... Men de kender mig jo ikke engang ...hmm... Det samme jeg bliver ved med at beskæftige mig med .... Jeg vil jo bare så gerne...