Hvorfor gjorde jeg det?
I de tre år, hvor jeg har haft lidt kontakt med min biologiske mor, har jeg fået mere og mere behov for at hun også skulle kende til mig. For det første ville jeg naturligvis gerne selv i kontakt med hende, men jeg har været meget i tvivl om det også var rigtigt for hende at vide.
Jeg ville ikke skabe splid mellem hende og hendes mor. Jeg ville ikke gøre det svært for hende med den oplysning. Så jeg har overvejet for og imod i disse år. Tilsidst kunne jeg så mærke at det var SÅ vigtigt for MIG ikke at være en hemmelighed mere og jeg ville gerne give hende muligheden for selv at vælge, om hun vil have kontakt med mig.
Jeg gav selvfølgelig min biologiske mor chancen for selv at fortælle det, da det var det bedste for alle. Min biologiske mor ville i første omgang også fortælle både min biologiske søster og resten af familien om mig. Men der var hele tiden et eller andet i vejen for at gøre det og det blev hele tiden udsat, selv om hun sagde hun ville gøre det.
Så jeg mærkede rigtig godt efter og overvejede igen for og imod. Jeg kom dertil, at jeg blev nødt til at gøre det selv. Så jeg skrev et brev til hende og præsenterede mig.
Det er nu 14 dage siden og jeg har intet hørt fra hende. Jeg ved, at hun har modtaget brevet, da jeg modtog en besked fra min biologiske mor.
Jeg forstår godt at det er en svær besked at få og jeg kan nemt sætte mig ind i, at hun måske slet ikke har lyst til kontakt.
Det gør da ondt, hvis hun aldrig kontakter mig, men nu har jeg gjort det jeg selv kan. Jeg kan mærke, at nu er "byrden" væk og jeg kan ikke komme videre. Så kan jeg bruge min energi på andre ting, istedet for at gå og holde mit behov og mine tanker på afstand, fordi de ikke må være der.
Så selv om det måske er en kliche, at man bliver stærkere i kriser og når det er hårdt, så er det det jeg oplever. Jeg ville rigtig gerne, at min søgen var endt, som de lykkelige "sporløs" programmer, men sådan skulle det ikke være. Men det har gjort mig stærkere og det at jeg har gjort noget aktivt og ikke bare har gemt mig væk, har gjort at jeg er tilfreds med mig selv. Da jeg i min søgen efter biologiske forældre mødte afvisning, var det nemt at vende det mod mig selv, og føle at det var pga. MIG. Men det gør jeg ikke mere.
Så nu må jeg lade tiden gå og se hvad der sker. Jeg håber selvfølgelig på kontakt i fremtiden, men ikke på alle vilkår, hvilket jeg også før gjorde. Før havde jeg ikke mig selv 100 % med af frygt for afvisning, men det tror jeg at jeg er ved at have nu!
