Efter dokumentaren om Masho, er fokus på adoption steget og det er rigtig vigtigt, at der bliver fundet den bedste proces og resultat, så en adoption er til gavn for alle parter, når det nu skal ske.
Jeg er adopteret og i diverse debatter, ser jeg det med min rygsæk på. Jeg var kun 4 mdr, da jeg blev adopteret. Jeg kom til en meget resourcestærk familie og har levet en kernefamilie-liv siden. Alligevel har jeg nogle ar på sjælen efter min start på livet. Det er først nu, at jeg nogle gange tænker, at jeg måske er ved at være på den anden side!
Det der skræmmer mig, er når biologiske mødre vil retfærdiggøre bortadoptionen med, at det var det bedste valg og i den bedste mening og at der derfor ingen skade er sket.
- Nej det er også lidt overdrevet, men noget i den retning. Jeg tænker om dette, at lige meget hvad, så er det altså det lille barn, som helt fra livets start, hvor den grundlæggende tro på livet og sig selv skal udvikles, bliver stillet overfor en mega udfordring. Så er det altså lige meget, hvorfor man bliver bortadopteret eller hvor man vokser op, så vil denne udfordring være der. Og heldigvis er der rigtig mange der klarer den uden problemer.
Hvad vil jeg med dette indlæg? Jeg ved det ikke. Nok bare fortælle at jeg ikke ser alle biologiske mødre som ofre og uden valg! I Danmark og mange andre lande, er der mulighed for plejefamilie, mødrehjem, økonomisk hjælp osv.
Der er helt sikkert nogle, som bortadopterer, fordi de virkelig ikke kan beholde barnet selv og ikke vil. Og det er også fair. For flere årtier siden, har der været unge mødre, der har været presset til det, og de har følt sig uden mulighed for at vælge. Det er rigtig trist. Og så er der dem som ikke ønsker børn. Og sikkert mange andre situationer.
Jeg tror ikke, at alle biologiske mødre er ofre. For nogle er det en velovervejet og god løsning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar