Jeg har intet hørt fra hende. Min hjerne kan sagtens forstå, at der kan være mange grunde til, at jeg intet hører. I mit hjerte gør det bare alligevel lidt ondt.
Jeg har selv brugt mange år fra tanken om, at jeg nok VAR interesseret i at finde mine biologiske forældre til i dag, hvor jeg har været igennem at opsøge, have kontakt, miste den og selv kontakte igen. Så jeg ved at en situation som denne, kan tage lang tid at bearbejde og forstå sig selv i.
Måske er hun slet ikke interesseret i at have kontakt nogensinde. Måske er det alt for svært at tro på. Måske skulle jeg ikke have skrevet til hende. Måske har min biologiske mor en indflydelse. Måske, måske, måske.....
Jeg ved ikke, om jeg skulle have gjort det anderledes. Jeg ved ikke hvad der sker i den familie efter hun modtog brevet.
Jeg kan bare mærke på mig selv, at nu har jeg fundet den ro, som andre får i Sporløs, når de møder deres biofamilier.
Jeg har fået en ro, fordi jeg ikke selv kan gøre mere. Jeg har gjort det jeg følte for og havde brug for. Nu kan jeg ikke gøre mere selv. Jeg er ikke en hemmelighed mere. Det gik mig meget på, at jeg kendte til min biologiske søster uden hun vidste, at jeg levede. Derudover så virker hun bare som et smukt menneske, jeg gerne vil lære at kende... Og så er hun min søster.
Og hvad håber jeg så på sker? Jeg håber selvfølgelig at høre fra min biologiske søster. Og længere vil jeg ikke tænke lige nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar