Hvad betyder min adoption for min datter?

Jeg er før stødt på dette spørgsmål i diverse grupper for adopterede. Her har det været internationalt adopterede som tidligt fortæller deres børn om adoptionen i forbindelse med, at børnene har et andet udseende end vennerne.

Jeg har ikke tidligere tænkt så meget over, hvornår jeg skal fortælle min datter, at jeg er adopteret, da det jo for mig altid har været naturligt og da jeg altid har vidst det - så jeg har ikke tænkt det som et problem at fortælle.

Det gør jeg som sådan heller ikke nu - og så alligevel er jeg begyndt at tænke lidt over HVORNÅR - HVORDAN OG HVORFOR.

Selvfølgelig skal hun vide det - men hvornår er hun stor nok til at forstå - og i hvilken anledning?

 

Mens jeg skriver dette - kan jeg mærke, at jeg faktisk undrer mig over, at jeg ser det som et problem og at jeg føler det bliver ubehageligt at fortælle - Hvad er det for en skam, jeg føler over at være adopteret? Og hvorfor føler jeg sådan?

Hvis det er den naturligste ting i verden for mig, at jeg er adopteret, så er det det jo også for min datter - men hvis det er noget jeg ikke finder nemt at fortælle, så bliver det jo heller ikke modtaget som noget positivt.

Så problemet ligger hos mig - i mine tanker og følelser....