Jeg fik en kommentar til mit sidste indlæg "tabu at være adopteret".
Jeg bliver rigtig glad, når nogen læser med og føler de har lyst til at lægge en kommentar... Tak for det:o)
Denne kommentar har jeg brugt lang tid (sammen med indlægget) at reflektere over.
Indlægget handler kort beskrevet om kontrasten mellem at have en god familie og stadig føle man mangler noget - som adopteret- og kan man det?
Kommentaren til indlægget:
"Mon tro det ikke også drejer sig om at kunne se det bedste for sig selv i at være blevet adopteret, hvis man direkte kan se store mangler på bio forældre og måske hørt bio søskende fortælle om deres forsømte barndom...
Jeg er ramt ind i din blog, tilfældigt er dansk adopteret og har en voksen søn.. det hjalp rigtig meget for mig at finde info..
Held og lykke til dig, og sæt pris på din gode adoptions familie det er ikke noget der bare er en selvfølge"
Jeg er ramt ind i din blog, tilfældigt er dansk adopteret og har en voksen søn.. det hjalp rigtig meget for mig at finde info..
Held og lykke til dig, og sæt pris på din gode adoptions familie det er ikke noget der bare er en selvfølge"
Det slog mig, da jeg læste kommentaren, at selv om jeg har haft en "kernefamilieopvækst", så har jeg stadig en del i mig, som vil være påvirket af at være adopteret.
Altså ser jeg "min gode familie" og "den adopterede mig" som to forskellige ting, der begge skal have lov til at være der. Det ene opvejer ikke det andet - forstået på den måde, at det at være adopteret er en del af min personlighed, som ikke vil kunne mindskes eller skal glemmes - selv om jeg har en god familie.
Mine omgivelser er en ting og mine grundlæggende følelser er en anden ting - de påvirker hinanden, men det er seperate ting.
Helt sikkert har min opvækst og den støtte jeg har fået, styrket mig og sådan vil det jo være individuelt afhængig af personlighed og familie, hvordan man er påvikret af at være adopteret.
Men jeg tror, at det jeg kæmper med, er en meget grundlæggende fundamental følelse, som altid vil være der og det må jeg acceptere.
Jeg har i svære perioder, kunne tænke at mine forældre, da også bare kunne have støttet mig lidt mere eller gjort noget for at hjælpe mig mere - men nu kan jeg se, at min sensitivitet og usikkerhed, er en del af min personlighed - og skal være det.
Og igen tak for den fine kommentar, som jeg godt kan se er positiv - jeg fik bare en masse tanker omkring familie versus at være adopteret.
