Tabu at være adopteret?

Jeg har før skrevet om dette på bloggen, men nu reflekterer jeg over det igen og får lyst til at skrive mere.

Jeg har åbenbart et stort behov for at udtrykke og snakke om, at jeg er adopteret og hvad det betyder for mig. Det bruger jeg denne blog til.

Nogle gange tænker jeg: " Du har det godt - en god familie - så hvorfor lader du det ikke bare ligge?"

Man kan ikke se på mig, at jeg er adopteret. Så det er aldrig noget jeg er blevet spurgt om og omvendt fortæller jeg aldrig, at jeg er adopteret, hvis snakken kommer ind på adoption.

Jeg har ofte hørt sætningen: "hvor er det bare flot af dine forældre at de så tidligt har fortalt, at du er adopteret og dejligt at du kom til sådan en god familie" .... JA og så er der jo ikke så meget mere at sige til det! - for jeg har en god familie, men det er vel heller ikke det, det handler om?

Handler det om, at jeg ikke føler, at jeg kan være bekendt at adoptionen er en del af mig på både ondt og godt, når jeg nu har været så heldig at have en god familie?

Aner det ikke... Måske er det bare mig selv (og ikke andre) der ikke kan acceptere, at det fylder og påvirker at være adopteret. Det er nok der den ligger begravet!