Jeg har tidligere skrevet, at jeg havde accepteret min bio mors afvisning eller hvad det nu var. Det har jeg også - MEN jeg kan mærke, at jeg hele tiden ubevidst vender tilbage til håbet og tanken om at det var anderledes!
Hvorfor? Fordi jeg så vil få det bedre? Vil jeg så finde den ro, som de snakker om i "sporløs"? Jeg tror det ikke. Jeg tror altid, at der vil være en del af mig, som ikke føles hel. Jeg er bare ikke nået til at give slip og acceptere det.
Hvorfor? Fordi det er mig ubegribeligt, at man ikke vil sit eget kød og blod. Jeg ved godt, at man ikke behøver at have noget tilfælles, selv om man er i familie med hinanden, men at kunne tage fuldstændig afstand fra det - det forstår jeg simpelthen ikke. Og det skal jeg måske heller ikke - det gør det bare så svært.
Mine forældre som vil gøre alt for mig. Min bror som altid er der. Min kæreste som gør alt, hvad han kan for mig og min datter som betyder ALT for mig - dette er familie for mig og hvor jeg omvendt også altid er der for dem.
Dette er det, som for mig kendetegner familie og hvad jeg har kendt til hele mit liv - støtte, kærlighed og sammenhold.
Derfor havde jeg ikke forberedt mig på at møde en lukket dør - det lille barn inden i, bliver ved med at banke på og sige: "LUK MIG IND". !!!
Mine tanker og fornuft kan acceptere og se det ude fra - men mine følelser kan ikke.
Det er nok rigtig at:
"hjernen husker ikke,men kroppen gør".
Ingen kommentarer:
Send en kommentar