Nu kan man jo ikke se på mig, at jeg er adopteret. Samtidig fylder det en meget stor del af mig, mine tanker og følelser at jeg er. Når folk ikke ved det, føler jeg mig på en eller anden måde ikke hel.
Så jeg har altså lyst til at fortælle det lige så naturligt som at jeg er blevet mor. Der er noget, der stopper mig.
Er det så vigtigt at fortælle? Vil andre synes, at det er en totalt ligegyldig information? Vil det ligge en dæmper på samtalen, hvis jeg åbner op? Og hvorfor er det så svært at fortælle? Er det noget at skamme sig over?
Jeg tror, at jeg holder det tilbage pga. de reaktioner jeg før har fået: " Så er det da dejligt, du har fået sådan en dejlig familie" LUKKET!
Ja, jeg er også rigtig glad for min familie, men det er jo ikke det det handler om. Hvad handler det egentlig om? For mig handler det om at jeg har to familier og en anden start end de fleste har haft. Jeg har en familie, der ikke vil mig og en der vil. Og det handler ikke om, at man skal have ondt af mig. Det handler nok, om at jeg bare har brug for, at folk skal kende hele mig og det er en del af mig.
Jeg forstår også, at man jo ikke aner, hvad der rører sig i mig, når man ikke er adopteret, og derfor kan andre jo ikke sætte sig ind i mit behov for at snakke om det!!
Så vil til at mærke lidt efter, hvor meget jeg har brug for at være åben om det og hvorfor.
Jeg har tit ønsket, at folk ikke kunne se på mig, at jeg var adopteret. Så ville jeg måske slippe for dumme spørgsmål som: "Hvem er så dine rigtige forældre" eller "Vil du gerne hjem til dit eget land igen?" Øh... Det ER mine rigtige forældre, og Danmark ER mit hjemland. Det er ikke altid sjovt, at folk har kigget på mig som "en fremmed" eller noget mærkeligt. Jeg har aldrig tænkt over den modsatte problemstilling, som også må være rigtig svær.
SvarSletLige gyldigt hvad, så tror jeg ikke vi adopterede kan slippe for andres af og til mærkelige spørgsmål. Det bunder jo i bund og grund om en uvidenhed om adoption. Det er jo ikke så såre simpelt som "Nå, så voksede du i det mindste ikke op i fattigdom" eller som i dit tilfælde "godt du har en god familie nu".
Det er da mægtig fint. Skønt, faktisk. Men vi lever et liv, som vi faktisk ikke var født til, og vi blev adskilt fra dem, der skulle have elsket os. Det er den grimme sandhed. Jeg håber virkelig, at du kan få delt det med dem, du har brug for, og at de kan rumme det. For det er en kæmpe del af vores identitet.