Mit indtryk er, at adoption kan være den bedste løsning for de involverede, men det kan også være et valg, som resten af livet vil være svært at leve med - for alle involverede.
Bortadoption kan være den eneste løsning eller det eneste valg for den biologiske mor. Herefter tænker jeg, at man kan vælge at gemme følelserne væk og glemme det eller man kan vælge at stå frem. Bliver man opsøgt af sit barn eller opsøger man selv? Vil det biologiske barn have kontakt? Man skal resten af sit liv forholde sig til sit valg. Det tror jeg ikke er nemt.
Adoption kan blive en mulighed, hvis man ikke selv kan få børn. Der er nogle, som adopterer selv om de selv kan få børn, men det hører til mindretallet. Jeg er sikker på, at de der vælger adoption, vælger det med hjertet og kærlighed og betragter det adopterede barn, som deres eget. Men ligemeget hvad, så er adoption ikke det man ville have valgt, hvis man selv kunne. Så det er en slags 2. valg! Når man så har adopteret, har man så nogle forventninger til barnet, som det måske ikke lever op til? Er det svært at komme over det faktum, at man ikke selv kan? Jeg ved, at adoptivforældre ELSKER deres børn, de rummer og accepterer de børn de får, men det må stadig være en anderledes opgave at tage et barn til sig med en fortid man ikke kender følgerne af.
Når man er adopteret, kan man have mange ting med i bagagen afhængigt af alder og hvor man kommer fra. Det kan være svært at knytte sig til forældrene, det kan være svært at skille sig ud pga. udseende og det kan være svært at have følelser, som andre ikke forstår. Så er spørgsmålet om man skal opsøge den biologiske familie, om man skal være taknemmelig over at være adopteret eller om man er god nok, siden den biologiske mor ikke ville én...?
Alle disse spørgmål kan jo variere fra næsten ikke at fylde noget til at fylde meget. Jeg er overbevidst om at mange, der er involveret i adoption, har det godt og lever et liv med kvalitet. Jeg mener dog også, at man på en eller anden måde må være påvirket og jeg synes, det er vigtigt at være åben omkring, så det ikke bliver noget man går alene med. Om man så bortadopterer, adopterer eller er adopteret,
Det er sjovt, for jeg har altid følt mig splittet mellem ekstremer: at være uønsket og være ønskebarnet. Min veninde sagde engang, at jeg aldrig kunne være i tvivl om, hvor stort et ønskebarn, jeg var, og om det ikke var rigtig skønt. Jo, det er fantastisk. Jeg føler mig højt elsker og højt ønsket.
SvarSletMen spøgelset fra mine adoptivforældre lever i høj grad videre. Jeg har jo ikke altid været ønsket... Nu bruger jeg et udtryk, jeg ellers ikke bryder mig om, men mit eget "kød og blod" fravalgte mig. Hvor meget jeg end ignorerer det eller lader som om, det ikke betyder noget, så gør det det - især efter jeg selv har fået barn.
Jeg har før været anti-adoption, men det stilnede af, da jeg "blev voksen". Der er mange problemstillinger i adoption, men jeg vil altid mene, at det sagtens kan være den bedste og kærligste løsning for alle parter, som det er for mig og mine forældre. Med alt hvad det indebærer af sorger, glæder og livet :)
Ja det er faktisk rigtig, hvad du skriver om at man både er ønskebarn og uønsket. Tror aldrig jeg har fået sat ord på, men da jeg læste din kommentar, kunne jeg genkende det:o) At man følelsesmæssigt er lidt forvirret eller i et dilemma....! Tror også at selv om adoption kan være den bedste løsning, så har det en eller anden påvirkning lige som mange andre livshistorier har på godt og ondt:o)
SvarSlet