Hele min biologiske familie kender til mig, men vi har ingen kontakt og jeg hører ikke noget fra dem.
Mine forældre kan ikke rumme mine følelser, og at jeg har det svært. Jeg har altid gjort, hvad jeg kunne for at "tilpasse" mig hos dem. Jeg har lært at følelser ikke er noget man taler om og at man altid skal passe ind i de rigtige kasser.
Jeg selv er nu ved at finde ud af, hvor jeg er og hvem jeg er. Jeg bliver nødt til at have det skidt nogle gange og sørge, som jeg aldrig har gjort før.
Jeg kan godt sætte mig ind i, at min biologiske familie ikke har brug for mig.
Jeg kan virkelig godt forstå, at mine forældre har svært ved at forstå, hvordan det er at være mig.
Men jeg kan virkelig også godt mærke, at det er svært at være alene med en udefinerbar SORG, men jeg ikke kan sætte ord på.
Som nogle ikke synes, jeg burde have, da jeg jo har en god familie.
Som andre ikke kan forstille sig kan blive ved og ved....
Og som nogle ikke tror findes... eller ikke vil indse findes...
Vil denne sorg nogensinde blive mindre? Vil den blive ved med at dukke op? Hvornår kan jeg selv acceptere, at den er der og at den er der af en god grund?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar