Sørgelig blog og åbenhed

Når man læser den her blog, handler den allerede meget om lidt sørgelige ting og oplevelser jeg gerne ville have, havde været anderledes. Men som skrevet tidligere, så er det her, det eneste sted jeg får luft for dette. Jeg snakker sjældent om det.

Og hvorfor fortæller jeg dette? Fordi jeg bare gerne lige vil slå fast, at jeg ikke er så negativ, som hvad der kommer ud her. Bloggen er bare mit sted at for luft for, hvad jeg ikke føler andre forstår eller hvad jeg ikke har lyst til at fortælle.

Hvorfor snakker jeg ikke åbent om dette? Jeg vil virkelig gerne fortælle om alt hvad der rører sig i mig om at være adopteret. Men jeg har altid skjult, hvis jeg havde det skidt eller følte mig anderledes, fordi jeg var bange for, at jeg ikke ville blive accepteret.

Jeg tror, at det er meget typisk, når man er adopteret. Man er blevet svigtet én gang, og vil gøre alt for ikke at blive det igen. Så man prøver at passe ind og ændre sig, så man ikke er anderledes. 

Selv om man er spæd, når man bliver taget fra sin biologiske mor og ikke kan huske det sprogligt, så er jeg overbevist om, at man kan huske det følelsesmæssigt. Ellers ved jeg ikke, hvor alle mine følelser kommer fra.

Det ses jo ofte at adoptiv børn har tilknytningsforstyrrelser. Jeg har selv svært ved at stole på folk og lade dem komme tæt på. Jeg tror, det hænger sammen med det svigt jeg oplevede. Det har jeg ikke lyst til at opleve igen.

Hvordan ved jeg at de følelser stammer derfra? Det ved jeg heller ikke, men jeg bruger meget tid på at meditere og mærke hvad det er jeg føler. Her er jeg stødt på mange tanker og følelser, som drejer sig om at være bange for at blive svigtet igen. Det er meget svært at sætte ord på, men jeg fornemmer bare at den følelser sidder meget fundamentalt og at det stammer helt fra starten af mit liv. Dette er selvfølgelig sammenholdt med alt den teori der er omkring adoptivbørn.