Forståelse for søgen efter bio-familie

Jeg tror, at det er meget svært for ikke-adopterede, at sætte sig ind i den trang eller længsel, man som adopteret har for at finde sine biologiske rødder. De ser jo, at man har en familie og hvorfor er man ikke bare glad for at være endt der og så lade fortiden ligge?

Selvfølgelig kan de fleste godt forestille sig, at de selv ville søge, hvis de var i samme situation. Jeg har dog oplevet, at mange har svært ved at forstå, at man bliver ved med at være interesseret i den biologiske slægt efter man har søgt og fundet det man nu har.

For mit vedkommende er mine forældre desværre også nogle af dem, der har svært ved, at jeg er interesseret i min biologiske familie. De siger, det er i orden med dem, men deres kropssprog, mimik og interesse i det, fortæller noget helt andet.

Det er utroligt hårdt, at have en så stor længsel, som man føler er forkert, da man vil såre dem man elsker højest ved at følge sit hjerte.

Det er lidt der jeg sidder fast for tiden. Jeg har hele mit liv gemt mine følelser ang. min bio-familie væk, da det ville gøre mine forædre kede af det. Nu har jeg jo så opsøgt dem osv., men der sker stadig en masse inden i mig, som jeg ikke kan dele med dem, jeg har brug for at dele det med.

Jeg føler det lidt som et svigt. Hvis man har adopteret et barn, ved man vel også, at der følger andet med end hvis det er et biologisk barn. Jeg forlanger ikke at de skal forstå. Jeg ønsker bare at blive lyttet til og at der er en reel interesse, selv om det er svært for dem.

Når man er adopteret, vil der jo altid være en biologisk familie. Men det betyder jo ikke at der er en følelsesmæssig relation til dem. Det betyder bare, at der er en biologisk forbindelse. Kærligheden og minderne vil jo altid være hos mine forældre!