Jeg oplever desværre ikke det samme som i sporløs. For det første er sporløs efter min mening meget opsat... det ender altid lykkeligt og vi sidder alle og fælder en tåre... Jeg tror ikke, at det er sådan i den virkelige verden eller hvis man besøger deltagerne nogle år efter.
Min søgen efter mine biologiske rødder endte desværre ikke lykkeligt. Men selv om jeg nu har nogle oplysninger om min start på livet, så er mit tomrum der altså stadig. Tror ikke at det kan fyldes. Men det er også ok, jeg har lært at leve med det.
Men det er altså ret utroligt, at man som lille og spæd, kan opfatte at man bliver taget fra sin mor og derfra så beskytte sig ved ikke at knytte sig for meget til folk. Det er ihverfald det jeg gør. For tænk hvis man bliver svigtet... Igen...
De sidste linier du skriver, synes jeg virkelig siger rigtig meget om, hvor meget børn kan fornemme og hvor meget ting der er sket for een, selv som helt spæd uden ord, kan påvirke een resten af livet. Det er egentlig lidt skræmmende at tænke på.
SvarSletJa det er utroligt! Det handler om at selv om man ikke sprogligt kan huske det, da man er så lille og ikke har sprog, så kan man huske det følelsesmæssigt. Men tankevækkende og noget som mange ikke er klar over, tror jeg....
SvarSlet