Da hun så oven i købet har lidt seperationsangst og vil hænge på mig HELE tiden, så er tiden bare gået.
Min datter startede ellers i dagpleje for 2 måneder siden. Det var bare rigtig hårdt... for mig!! Hun tog det rigtig flot og efter en lille uge, føltes det som om hun var faldet til.
Allerede ugen op til hun skulle starte, kunne jeg sidde og tude over at jeg skulle forlade hende et sted hun ikke var tryg eller kendt. Det gjorde SÅ ondt på mig. Jeg kom jo til at sammenligne min egen angst eller sorg over at blive forladt, som jeg altid har haft.
Jeg var sammen med hende i dagplejen 2 dage og da hun så skulle afleveres for at være der selv, blev det hendes far der måtte gøre det, så hun ikke skulle blive påvirket at min sindsstemning.
Den første uge følte jeg at jeg havde svigtet hende, at hun følte sig svigtet og forladt samt at det bare ikke var rigtigt.
Da jeg ligesom kom igennem alt dette, var det ret tydeligt at det var min egen angst for at blive forladt som spillede ekstra ind. For selvfølgelig er alle mødre kede af at aflevere første gang i dagpleje.
En klog mand har fortalt mig, at når man er adopteret og på en aller anden måde er påvirket af det, kan graviditeten og det at blive mor, gøre at man får sine issues bearbejdet. Det at man oplever en graviditet, at blive mor og de forskellige følelser, gør at man kommer igennem en masse, som minder en om sig selv i den alder. Jeg har selv oplevet SÅ mange stærke følelser det sidste halvandet år, som jeg er overbevidst om der stammer fra min egen start. Ikke at jeg kan huske det, men følserne fra dengang blusser op igen.
Jeg tror på, at jeg får bearbejdet en masse i de hårde perioder, da jeg kan mærke på min socialeangst, at den ændrer sig til det bedre.
Hej Louise,
SvarSletjeg tænkte netop på, hvordan det mon gik med dig :) Godt at høre, at du har det godt, og det er nogle interessante reflektioner, som du har.
Jeg er selv alene med min datter, og jeg er meget bange for, at det bliver sværere end normalt for at hende at starte i dagpleje, når hun er så vant til at være sammen med mig hele tiden. Men who knows. Lidt af mit "du må ikke få adskillelsessorger"-syndrom tager nok overhånd af og til.
Tak for kommentaren:o) Jeg frygtede også min datters reaktion på dagplejestart, da hun kun havde prøvet at være passet hos mine forældre et par gange og de var faktisk de eneste hun var tryg ved ud over hendes far og jeg... ikke engang hendes egen farmor kan holde hende uden hun bliver ked af det... så jeg frygtede det så meget... MEN det gik over alt forventning, så selv om hun mest er sammen med dig, behøver det ikke betyde, det bliver svært for hende:o)Men der er vel et stykke tid til endnu? :o)
SvarSlet