Det er noget, som fylder rigtig meget i mig. Er det fordi jeg ikke selv føler jeg er forstået og rummet ? Ja det er det sikkert! Og det rører sig helt vildt for tiden.
Min datter er en rigtig glad pige, som de første mange måneder af sit liv kun græd, når hun var sulten, skulle have skiftet ble, var træt osv. Senere har hun haft nogle udviklingsperioder med humørsvingninger, men ellers stadig en glad pige.
Når hun græder med eller uden tårer, brokker sig, er indelukket osv. er min tilgang til det at det er hendes måde at kommunikere på indtil hun får et sprog.
Græder hun med tårer, er hun selvfølgelig ked af det og bliver trøstet. Græder hun uden tårer, brokker sig eller er indelukket, gør jeg hvad jeg kan for at finde ud af hvorfor.
Vil hun ikke være social lige nu - så skal hun ikke!
Vil hun ikke være hos bedstemor lige nu - så skal hun ikke!
Har hun brug for at være lidt sur - så er det også ok!
Jeg prøver at trøste hende og rumme hendes reaktioner.
Jeg oplever at generationen over mig bruger ordet "PYLRET" en del!
-"nu skal du ikke være pylret!"
-"ja du skal da bare begynde at tude!"
-"Det skal du ikke pylre over!
- Osv.
Det gør ondt på mig, at se min datters signaler blive overset og at hun bare stemples som pylret, da jeg tænker at det da er hendes eneste måde at kommunikere på. Vi skal da ikke tilbage til "børn skal ses, men ikke høres?" ???
Ja og hvorfor siger jeg så ikke fra? Fordi jeg altid har haft svært at sige fra OG da dette handler om min kære svigerfamilie!!
Min kære svigerfamilie er de sødeste mennesker MEN de er kort beskrevet meget generaliserende, ikke interesseret i udvikling, tror på sandheden bliver sagt i TV osv. og der er så heller ikke sket så meget siden de selv fik børn.
Så lige nu går jeg og prøver at finde ud af hvordan jeg på en pæn måde, kan få sagt at når min datter snart begynder at kunne forstå, hvad de siger, så skal hun ikke tysses ned for når hun kommunikerer eller stemples som pylret... Men hvordan gør jeg??
Ved jeg kan gøre det, når det tager overhånd, men er bange for det ikke kommer så pænt ud....
Jeg forstår dig SÅ godt. Jeg hader ordet "pylret", som jeg ofte får smidt i hovedet af Michaels mor. Gerne når min datters tårer løber ned af kinderne på hende, og jeg tager hende op for at trøste hende. Jamen det er da klart, sikke dog en curlingmor jeg er! Derudover synes mange af mine veninder også, at jeg er overpylret og forsigtig. Men det er jo ikke en Legoklods til 5 kr. stykket, vi sidder og leger med, det er et lille levende væsen - vores dyrebareste børn!
SvarSletJeg ville gerne kunne give dig et råd, men jeg har endnu ikke selv fået knækket koden til gensidig forståelse med min svigermor. Og jeg har prøvet alle metoder efterhånden. Men den jeg holder fast i (som ikke virker, men som dog holder husfreden) er sådan her:
Når hans mor begynder på sine (dårlige - men velmente) råd, så svarer jeg: "Ja, sådan gør nogle, men jeg har valgt sådan her i stedet for."
Når hun så gentager, at jeg er pylret så forklarer jeg, at man i gamle dage mente, at babyerne havde godt af at skrige for at udvikle lungerne, men det har man fundet ud af er helt forkert. Babyer har brug for at blive taget seriøst, når de er kede af det, da de slet ikke har nået den grænsesøgende alder, og derfor kun græder, hvis der er noget galt. Man troede jo også, at jorden var flad engang. Færdig bum.
Jeg håber, at du langsomt kan begynde at sige fra over for det, for de er jo i god tro, men derfor skal kan stadig eskalere. Og er der noget jeg har lært, så er det at man skal give mødre frirum til at gøre tingene på deres måde. Pylret be damned! :)
Mangler en knap der hedder "synes godt om" :o) Dejligt at jeg ikke er ene med "kampen". Føler nogle gange JEG er pylret, når jeg er sammen med så mange der bare mener "børn skal lære det" eller " de kan lige så godt vænne sig til det"!! Må prøve at få sagt fra, men nej hvor er det svært.... Nogle gange også fordi jeg så lige så godt kunne sige det til en dør...:o) Tak for dit syn på det, så jeg ikke føler mig helt ved siden af:o)
SvarSlet