Programmet har altid rørt mig meget. Der er sikkert mange i den danske befolkning, som lige fælder en tåre, når den bortadopterede datter eller søn genforenes med en eller flere fra deres biologiske familie.
Min bror opsøgte hans biologiske familie før jeg gjorde. Hans eventyr startede lige så lykkeligt, som man ser det i "Sporløs". Hans biologiske mor tog imod ham med åbne arme og erklærede hendes kærlighed med det samme. Det samme gjorde han. På få måneder var deres forhold gået fra ikke at kende hinanden til at være mor og søn. Det gik meget stærkt, og nok for stærkt, for pludselig trak hans biologiske mor sig. Derefter gik det op og ned med perioder uden kontakt og perioder med megen kontakt. De har nu fundet ud af hvordan deres forhold er til hinanden og de har kontakt over telefonen og ser hinanden et par gange om året.
I "sporløs" ser man altid det lykkelige møde og det er rørende. Man ser aldrig, hvordan det bliver, når hverdagen banker på.
Min egen "sporløs" endte ikke som på tv. Alligevel ser jeg "sporløs" hver gang. Jeg tuder, når en deltager finder sin biologiske far, mor eller andet familie. Jeg er så glad på deres vegne, at de må have lov til at mærke et velkomst knus og opleve at føle sig ønsket. Måske er det mine egne behov og følelser der påvirker, men selv om "sporløs" er romantiseret og følelsesporno, så kan jeg ikke lade være med at se det.... og blive rørt!
Jeg tror grunden til, jeg slet ikke kan se det program er fordi, det er sukker på sukker. Alle problematikkerne ved at finde sit biologisk ophav, bliver slet ikke behandlet - de stiller det bare op som et eventyr. Men jeg tager det også alt for nært, det indrømmer jeg blankt.
SvarSletOg jeg har fået uendeligt mange spørgsmål omkring min adoption, siden programmet startede.
Det er også fair nok, men nogle i programmet kalder deres bioforældre for deres "mor og far", hvilket har ledt til uendeligt mange spørgsmål, om jeg også ville finde mine "rigtige" forældre. Dér trykker skoen. For jeg HAR jo mine rigtige forældre. Det er bare tankeløse formuleringer, men jeg har altid taget det ekstremt personligt. Igen - nok pga. mine egne tanker omkring blodets bånd.
Men jeg forstår godt programmets appel. Jeg synes bare, det stiller flere spørgsmål, end det besvarer.
Ps. Undskyld hvis min tone virker hård (?), det er slet ikke meningen. Jeg synes dine synspunkter er meget interessante, fordi du også selv er adopteret :) Og måske undgår jeg også programmet, pga andre undertrykte følelser...