Et år som mor - det smukkeste og det sværeste

 

Det er et år siden, jeg fødte min dejlige datter!

 

 

 

Det har været et år med op- og nedture. At bære et lille liv i maven, føle spark, føde, amme, passe på og elske min lille baby har været det mest fantastiske og smukke jeg har oplevet i mit liv. Hun betyder ALT for mig og jeg håber, at jeg kan være den bedste mor for hende.

 

Samtidig har det været et år, hvor jeg har været nødt til at konfrontere nogle sider og følelser, som jeg længe har gemt væk.

Jeg har været igennem følelsesregistret med følelser af svigt og sorg ang. min egen start på livet.

 

Jeg har, i bestemte perioder af min datters liv, måtte gennemleve følelser af at blive svigtet af en mor, at savne en mor, angst for selv at svigte, angst for at min datter vil føle sig svigtet og den største følelse har været sorg over en mistet mor.

 

Ja det lyder sikkert langt ude, for hvordan kan jeg føle dette, når jeg kun var 4 mdr, da jeg blev adopteret. Jeg er også selv både overrasket, skræmt og forundret over mine følelser, men de er der og jeg bliver nødt til at lade dem være der og ikke gemme dem væk!

 

Lige for tiden oplever jeg at føle sorg over, at have mistet min mor. Da jeg brød kontakten over mail med min biologiske mor, reagerede jeg ved at lade som om, det var ok og at jeg havde det fint nok med det. Men min største frygt var jo blevet til virkelighed og selvfølgelig var jeg ikke okay.

 

Mine forældre ville jo helst høre, at jeg havde det godt og at min biologiske mor ikke fyldte for meget i mit liv, så det gav jeg udtryk for. At de så siden hen ikke har kunne rumme mine stærke følelser efter jeg er blevet mor og at jeg ikke har følt nogen støtte i forhold til det, giver mig også følelsen af at have mistet en mor.

 

Det er meget stærke følelser, som gør ondt. Det der gør mest ondt, er at stå alene med det og at jeg ikke kender nogen der har været igennem det samme. Det gør det diffust og jeg tvivler nogle gange på mig selv... om jeg virkelig kan tillade mig at føle sådan.

 

Jeg er bare kommet frem til, at jeg SKAL føle sådan. Jeg skal gennemleve det, så det ikke sætter sig fast. Ønsker bare det ikke skulle gøres uden forståelse fra dem der betyder mest og er en del af det.