Jeg har så mange ting, der er vigtige i mit liv og som er værd at leve for.
Min datter, min kæreste, min familie, mit helbred, mine fritids interesser, mine dyr, mine venner, mit job og sikkert meget mere. Ja selv det at være adopteret, ville jeg ikke undvære, da det har gjort mig til den jeg er.
Hvis jeg mistede noget af dette eller det meste, ville jeg så stadig sætte pris på livet? Jeg ved det ikke...
Jeg skriver dette, da jeg for nogle dage siden, mødte konen til min tidligere arbejdsgiver, som døde for nogle måneder siden og vores samtale satte mange tanker i gang og jeg fik sådan lyst til at fortælle om det her.
Jeg var personlig hjælper hos denne mand, da jeg studerede. Han led af svær sclerose og kunne, da jeg stoppede, ikke bevæge sig, ikke tale, ikke spise og ikke trække vejret selv. Han kunne ingenting.
Alligevel oplevede jeg, at han havde livskvalitet og masser af mod på livet. Han kommunikerede ved mundaflæsning eller hjælpemidler. Og det var sådan set det, han selvstændigt kunne.
Hans kone fortalte mig, at selv til aller sidst, var hans ønske at blive genoplivet, hvis der skete ham noget. Han levede for sin familie, sit hjem, sine værdier osv.
Jeg synes, det er så flot, smukt, tankevækkende, prisværdigt og det har gjort, at jeg lige har stoppet op og tænkt lidt ekstra over mit liv.
Han lærte mig meget i forhold til at sætte pris på de små ting, da jeg arbejdede der, men at han helt til det sidste, stadig så værdi i livet uden at kunne deltage aktivt, synes jeg er imponerende. Jeg kan ikke engang finde det rigtige ord for det.
Tror bare at dette indlæg er til ære for ham og hvad han har lært mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar